Læsetid: 3 min.

Musik mod marketing

27. september 1999

Sting viser sig på sin nye cd at være den egentlige grund til at Gud opfandt sangen

Ny cd
Der er ikke mange, der kan få en country-sang i 9/8 til at swinge, og endnu færre kan finde på at medtage den på en cd, der skal sælges på rockmarkedets genrekonserverende betingelser. Sting kan begge dele. Ja, han kan ikke lade være. Og for ham er det helt naturligt, at den pågældende sang, "Fill Her Up," ender med at bygge sig selv op til en katedral af gudsbesyngelse for så at fade ud i elegant lounge-jazz, og så handler sangen bare om fyldt nyt brændstof på. I enhver forstand.
Sådan er Sting alias Gordon Matthew Sumner. Nogen har indvendt, at han gør tingene alt for svære. De fatter ikke hans pointe. Siden dagene med den intelligente popgruppe The Police har Sting arbejdet på at nedbryde genregrænser uden at ville utilnærmeligheden og den selvhøjtidelighed, man altid beskyldes for, når man tager musikken så alvorligt.
Brand New Day er hans første cd i tre et halvt år. Og den fortsætter, hvor den med urette undervurderede Mercury Falling slap.
Sting synger stadig som den egentlig grund til, at Gud opfandt sangen. Han behersker både det hviskende-vibrerende intime og det helt store soul-udtræk. Hans pauseringsteknik er sublim, og han gør det at synge til en anden måde at trække vejret på. Sexidol kalder nogen ham, og ja, han kan synge bukserne af både Pia Gjellerup og Søren Pind, men han er altid på musikkens side. I musikkens tjeneste.
Og musikken fører ordet her. Ikke noget med at spille safety first. Uden stilforvirring afsøger Sting genrer og afmærker dem som et dyr afmærker sit territorium. Hvad enten der er tale om en sprød bossa nova på "Big Lie Small World", arabisk pop på "Desert Rose" med den lokale algeriske superstjerne Cheb Mami som gæstestjerne i en sang om spirituel længsel, der vokser til meget mere end mavedanserfolklore, eller middelalder-enkelheden på "Ghost Story," og som sansestimulerende klimaks, titelnummerets soul-jublende besværgelse om, at det er muligt at nulstille frustrationerne og starte forfra i jagten på den kærlighed, der både er livets mening og forbandelse.

Lavere lyrisk lix-tal
Der kan af og til gå lidt skolelærer i den gamle skolelærer, Sting. Men han skruer denne gang ned for retorikken og op for sanseligheden. Det lyriske lixtal er lavere og det klæder sangene.
Det gør gæstemusikerne også. Normalt kan den slags let ende med at blive et tag- selv-bord af kreditgivende visitkort, men hos Sting må gæsterne placere deres ego uden for døren, og give sig hen i musikken.
Det gør Stevie Wonder med sin mundharpe og et tydeligt ekko af "I Was Made To Love Her" på "Brand New Day," medens James Taylor giver "Fill Her Up" den nødvendige accent. Andre er klarinettisten Branford Marsalis, som er som skabt som medspiller til den bittersøde, kølige jazz'ede elegance, der er Stings anden hjemmebane. Og så skal det lige med, at Sting stadig er en af rockens bedst begavede og klangligt formfuldendte bassister.
Der er som altid sange med hitlisteappeal, men hitlisterne ser anderledes ud nu, så pladens kunstneriske sværhedsgrad kan virke publikumsskræmmende høj i en verden, hvor en plade helst skal kunne sælge sig selv i en tyve sekunders tv-reklame i prime time. Sting har med Brand New Day begået en ubesværet og uforfærdet cd for dem, der trods alt ikke har opgivet troen på, at musik tæller mere end marketing.

*Sting: Brand New Day. Producer: Sting & Kipper. A&M/Universal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu