Læsetid: 3 min.

Net-mani breder sig

1. september 1999

Ny amerikansk undersøgelse anslår, at seks procent af alle internetbrugere er afhængige af at være online. Behandlings-center i Danmark har haft 22 henvendelser

(2. SEKTION - Studiestart)
Kender du det?
Du kan ikke lade den være i fred. Du skal lige hen og tænde for computeren og se, om der er post. Hvis ikke sender du straks noget og håber på svar. Og når du nu alligevel har tændt den, tager du en tur ud i cyberspace.
Måske nogle af vennerne skulle være på nettet og med på en chat. Kan du nikke genkendende til ovenstående, burde du være en anelse bekymret, mener eksperter.
Internetomani er nemlig ikke kun noget, der rammer nørder. En ny amerikansk undersøgelse foretaget af psykologen David Greenfield blandt 17.251 internet-brugere viser, at 5,7 procent havde udviklet en adfærd, der gjorde dem afhængige af at være online.
"Dette har en tiltrækningskraft, der er anderledes end noget, vi hidtil har kendt," siger David Greenfield til websiten Silicon Valley News.
I Danmark er der endnu ikke foretaget lignende undersøgelser. Men på det fynske behandlingshjem Ringgaardens afdeling for ludomani, har man haft henvendelser fra 22 personer siden oktober 1998, der havde problemer med afhængighed af Internettet.
"Af de 22 var 20 afhængige af chat - det at være på de forskellige chatrooms, og de sidste to har i relativ voldsom grad dyrket sitrende cybersex. Det vil sige at selve akten foregår verbalt," siger afdelingsleder Michael Jørsel.
Internetomani er en dyr fornøjelse - økonomisk og socialt. Ægteskaber går i stykker, fordi ægtefællen isolerer sig, eller når affærer og cybersex udvikler sig, eksaminer dumpes, job forsømmes og økonomien lægges i ruiner på grund af internet-afhængigheden, der sammenlignes med lidelser som lodomani, alkoholisme og narkomani.

Pseudo-social kontakt
Greenfields analyser peger på, at Internet-misbrugerne oplever en følelse af intimitet, tidsløshed og hæmningsløshed.
"De skadevirkninger, vi har kunnet aflæse på de få kontakter, vi har haft, er, at de afhængige bliver dårligere og dårligere til at være sammen med andre mennesker i takt med, at de bruger mere og mere tid på nettet. Det, der før havde høj prioritet i de pågældendes tilværelse - arbejdet, fritiden, venner og først og fremmest familie - får en perifer placering," siger Michael Jørsel.
Afdelingslederen har ikke haft lejlighed til at undersøge de 22's baggrund nærmere, men han mener, at der er tale om velfungerende mennesker, som har et netværk, men bliver fanget i "nettets overflod af elektronisk stimulans og fryd", som Michael Jørsel udtrykker det. Men de kontakter, man får i cyberspace, er en slags pseudo-socialt samvær, mener han.
"Jeg tror, det handler om, at man på en eller anden måde oplever en form for omnipotent kontrol på nettet. De har måske en følelse af at have for lidt tjek på det virkelige liv. Det søger de ude på nettet, for der er det gnidningsfrit, ikke forpligtende og ansvarsfrit."

Studerende i fare
Ifølge dagbladet Politikens computersektion er der flere og flere kollegier herhjemme, der ligesom i USA har opkobling til Internettet - med det resultat, at flere studerende sidder rundt på deres værelser og surfer og chatter på nettet.
"Det kan lyde uskyldigt, men det uskyldige forsvinder, hvis det at være på nettet er det eneste saliggørende. Jeg vil ikke skabe dramatik, men stille spørgsmålet, om det ikke er uheldigt, hvis det meste af fritiden tilbringes i cyberspace," siger Michael Jørsel.
Den amerikanske psykolog Kimberly S. Young, der kaldes for cyberpsykologiens grundlægger, har specialiseret sig i Internet-misbrug og er leder af Center for Online-Addiction (www.netaddiction.com). Her kan man læse, hvad netmisbrug og afhængighed af cybersex er for noget og via en tjekliste finde ud af, om man bruger for meget tid på nettet. Hun har udgivet en bog, der oversat til dansk hedder Fanget af nettet. Cyberpsykologen mener, at de hyppigste problemer for misbrugerne er affærer og cybersex på nettet.
I Danmark er internet-afhængighed ikke en anerkendt diagnose.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu