En nobelpristager deler sine kontroversielle, humoristiske og ukonventionelle meninger om alt lige fra AIDS, OJ og automatvåben til vaskebjørne og astrologi.
Individualisme
Nobelpristageren Kary Mullis blev hidkaldt som ekspert i O.J. Simpson-sagen for at så tvivl om anklagerens DNA- beviser. Han optrådte derfor som bifigur i den voldsomme tv-dækning og forsøgte blandt andet i en af pauserne at afliste OJ telefonnummeret på et kvindeligt vidne (en tidligere cheerleader).
Mullis opnåede dog aldrig at få fuld fokus i den bedste sendetid ved at aflægge sit ekspertvidnesbyrd. Undervejs i OJ-retssagen fremkom der billeder af ham på en lokal stripbar og hans liberale forhold til stoffer som LSD blev kendt, hvilket altsammen bidrog til at forsvaret valgte at undlade at bruge ham som vidne.
Men takket være retssagen fik Mullis en platform til at lufte sine ukonventionelle synspunkter og senest har han nu skrevet bogen Dancing Naked in the Mind Field. I denne lille bog giver Mullis sine uforbeholdne meninger om emner lige fra OJ-sagen, astrologi, aliens, ozonlag og psykoaktive stoffer til, hvorfor HIV ikke er årsag til AIDS.
Demokrat
Mullis fik nobelprisen i kemi i 1993 for sin banebrydende opdagelse i 1983 af en teknik til masseproduktion af DNA. Teknikken kaldes PCR (Polymerase Chain Reaction) og var af afgørende betydning for demokratiseringen af genteknologien.
Da Mullis fik ideen til PCR, arbejdede han for firmaet Cetus. Han var på vej til et weekendbesøg i sin lille hytte i Mendocino (hvor han ifølge bogen senere blev borført af en vaskebjørn) og havde i nogen tid forsøgt at løse et problem relateret til DNA.
På Highway 128 ved Milemarker 46.58 fik han pludselig ideen til PCR og vækkede næsten en af de mange kvinder i hans liv, som halvsov ved siden af ham. Hun var ikke specielt imponeret, men Mullis var med det samme klar over øjeblikkets betydning.
Mullis brugte nu det næste halve år på at forsøge at realisere sin indsigt, som til sidst med hjælp fra kollegaer viste sig at holde stik. Ingen af de store velestimerede tidsskrifter som Nature eller Science var dog interesseret i at publicere resultaterne, som derfor til sidst blev publiceret i et mindre fagtidsskrift.
Hæder uden penge
Men så var vejen banet for nobelprisen i 1993 og, efter Mullis' eget udsagn, til at tale med det svenske kongepar om kronprinsesse Victorias vægtproblemer og tilbyde sin søn fra andet ægteskab som passende parti. Forinden havde han ligeledes modtaget den japanske kejsers store pris og konverseret kejserinden om kejserlivets besværlige etikette.
Man skulle derfor tro at Mullis' lykke og financielle situation var gjort. Men da han havde været ansat for Cetus på det tidspunkt hvor han gjorde sin epokegørende opdagelse, tilhørte PCR-patentet Cetus og Mullis fik kun et gratiale på 10.000 dollar. Senere solgte Cetus patentet til medicinalfirmaet Hoffman-La Roche for den nette sum af 300 millioner dollar.
Det har naturligvis gjort Mullis til en lettere bitter mand, som i stedet startede et firma der solgte billeder af kvinder kun iført projicerede fraktalmønstre.
Da det ikke blev den forventede succes, har han i lighed med andre nobelpristagere kastet sig ud i rollen som global foredragsholder og meningsmager.
Meningsmageri
I sin nye bog tilbyder Mullis en lang række kontroversielle meninger om en række pikante emner. På bedste amerikanske nybyggervis hylder Mullis en radikal individualisme der blandt andet indebærer retten til eget våben (AR-15 er hans personlige automatvåben) og nærer dyb mistro til større etablerede institutioner. Videnskab er en metode hvormed individet på trods af disse institutioner opnår indsigt i den dybere sandhed.
Et af Mullis' yndlingsemner er HIV, som han ikke mener er årsagen til AIDS. Han langer voldsomt ud efter Robert Gallo, som deler opdagelsen af HIV med franskmanden Luc Montaigner. Mullis har efter eget udsagn søgt længe, men ikke været i stand til at finde eet eneste videnskabeligt bevis for en kausal sammenhæng mellem HIV og AIDS. Mullis påstår ikke at have noget andet bud på hvad der giver AIDS (og mener for eksempel således ikke at det er Guds straf), men fastholder at sammenhængen mellem HIV og AIDS blev opfundet til at skaffe penge og ny karriere til de mange videnskabsmænd som tidligere havde arbejdet frugtesløst med at vise at kræft er virusfremkaldt.
Som biokemiker har Mullis også haft adgang til diverse psykoaktive stoffer og han er i modsætning til andre berømte baby-boomere ikke bange for indrømme at have inhaleret - og mere til.
I 60'ernes Californien var LSD en ofte benyttet substans som gav mange kemikere en sideindtægt. Harry, en af Mullis' venner, begyndte en større produktion, der til sidst førte til en hastig retræte fra laboratoriet og en periode med skæg og blå briller for undgå federalstatens agenter. Så da Harry besøgte Mullis i slutningen af 70'erne med et nyt psykoaktivt stof, sagde Mullis ikke nej til oplevelsen. Først ændrede Harrys ansigt sig. Det var Harry og dog ikke Harry. Forskellige ansigter opstod ud af kødet, hvoraf nogle var menneskelige, mens andre snarere dyrelignende. Køkkenet ændrede sig til en rødlig kulør og væggene rullede om som i en tønde.
Pludselig havde Mullis fornemmelsen af at kunne læse Harrys tanker og omvendt. De satte sig derfor ned med en blyant og skrev hver for sig det næste ord den anden ville sige. Det var det samme ord. De gentog processen igen og igen med samme resultat.
Den aften mener Mullis af have fået kontakt med sin sjæl. Kroppen er bare et hylster, hvilket senere blev bestyrket af en anden oplevelse.
Astrallegemer i flugt
I 1974 havde Mullis som vanligt ville inhalere lidt lattergas, hvilket han iblandt gjorde som tidsfordriv. Desværre havde han dagen i forvejen taget antihistaminer, hvilket sløvede hans reaktionsevne og gjorde at han ikke nåede at fjerne slangen fra sin mund inden det var for sent.
En rum tid senere vågnede Mullis med slangen og stadig udsivende lattergas ved siden af sig på gulvet. Hans mund føltes underlig, som følge af en voldsom forfrysning der gav en kraftig svulmen som truede med lukke lufttilførslen. Et hurtigt skadestuebesøg afhjalp dog dette.
Men hvis slangen havde været længe nok i munden til at give forfrysninger, hvordan var den så kommet ud? Lattergas bliver brugt som bedøvelse hos tandlægen, fordi man ikke kan bevæge sig og Mullis ville derfor have været prisgivet en langsom død.
Svaret kom først ved juletid 1978, hvor en ung dame efter et hurtigt uforpligtende 70'er-knald betroede at det var hende, der under en rejse på astralplan havde fjernet slangen. Mullis havde ikke fortalt andre om sin oplevelse og var derfor lamslået.
Vaskebjørnsbaghold
Mullis mener også at astrologi bør anerkendes som en seriøs videnskab. Dette delvist baseret på personlige erfaringer, hvor tre ukendte personer alle uafhængigt har udpeget ham som stenbuk. Samme type personlige oplevelser, denne gang med en vaskebjørn der bortførte ham (og senere en datter fra første ægteskab) får ham til at udtrykke stærk interesse for uforklarlige og paranormale fænomener.
Mullis standser naturligvis ikke her, men fortsætter sin ensomme kamp for sandheden med sine meninger om hvorfor der ikke er en sammenhæng mellem ozonlag, bilers udstødning og global opvarmning.. Og selvom der var en sådan sammenhæng, så ville det ikke betyde det store, for ifølge Mullis så er vi "et tyndt lag mos på en stor klippe...Trods den storslåethed vi oplever, så nærer vi stadig de mest usædvanlige ideer om os selv".
Der bliver kort sagt danset særdeles nøgent rundt i Dancing Naked in the Mind Field, hvilket til tider nærmer sig rabiat anarkisme, men også må siges at have sin helt egen specielle underholdningsværdi.
Alt for meget videnskab bliver udført af humorløse mænd i hvide kitler, som blindt følger flokkens rette videnskabelige tro. Trods rygter om det modsatte er videnskab alt for ofte ligeså statisk som monoteistiske religioner og det kan derfor være forfriskende med nøgne tempelstormere som Kary Mullis.
*Kary Mullis: Dancing Naked in the Mind Field, Bloomsbury, £12.99
