Læsetid: 1 min.

Nye regler om ægtefællers samliv

23. september 1999

Ifølge Thorkild Simonsen var sagen om fiskerkonen fra Thyborøn enestående - det tilbageviser CD's Peter Duetoft

Fiskerkonen
Sagen om den thailandske fiskerkone fra Thyborøn var helt enestående, sagde indenrigsminister Thorkild Simonsen onsdag. Samtidig meddelte han, at der nu skal laves en nærmere definition af begrebet "samliv på fælles bopæl".
I sagen fra Thyborøn denne sommer fik Sukanya Jensen afslag på opholdstilladelse, fordi hendes danske mand, der er fisker, var på havet i mange dage ad gangen. Udlændingestyrelsen mente ikke, at der var tale om det "samliv på fælles bopæl", som reglerne om familiesammenføring kræver. Men da sagen blev rejst i medierne, blev beslutningen omgjort og beklaget.

Lignende sager
"Så vidt jeg ved, har der ikke været lignende sager før," sagde Thorkild Simonsen onsdag og blev straks imødegået af Peter Duetoft (CD).
"Det er ikke korrekt, at Thyborøn-sagen står alene. Der er adskillige af dem," sagde Duetoft.
"Jeg kan ikke huske det, Duetoft taler om," sagde Thorkild Simonsen og lovede at "undersøge" sagen.
Gør han det, vil han i ministeriets 173 sider lange sagsgennemgang støde på sagen om den danske entreprenør Jens Christian Borup og den yemenitiske sygeplejerske Kifah Ismail (omtalt i Information 9. august).
Kifah Ismails opholdstilladelse blev inddraget i april med henvisning til, at Jens Christian Borup arbejdede i udlandet i lange perioder. Kifah Ismail fik først opholdstilladelse igen - det skete i juli - da hun og hendes mand meddelte, at han ikke skulle arbejde i udlandet længere. Muligheden for en permanent opholdstilladelse blev ved samme lejlighed skudt yderligere tre år ud i fremtiden.
Information har tidligere omtalt det dansk-nigerianske ægtepar Bettina Veje Andersen og Livinus Ugwoke. Han fik inddraget opholdstilladelsen, fordi han arbejdede i Midtjylland, mens hans kone havde job på Lolland. Udlændingestyrelsens afslag tvang Bettina Veje Andersen til at udskifte et fast job på Lolland med et mere usikkert vikariat i Jylland for at undgå, at hendes mand blev sendt til Afrika.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu