Læsetid: 5 min.

Økologi på en ny måde

28. september 1999

Alan Durning skriver to historier på en gang: sin egen og historien om Nordamerikas nordvestlige stillehavsområde

Ny bog
Mange forfattere skriver i disse år om miljøproblemerne på denne klode. Alan T. Durning har villet gøre det på en anden måde.
Det gør han ved at flette historier fra det helt nære familieliv sammen med den historiske udvikling i Nordamerikas nordvestlige stillehavsområde.
Herhjemme er en lektor fra Aarhus Universitet blevet verdensberømt i Danmark med et budskab om, at man ikke behøver at bekymre sig for miljøproblemerne. Hans budskab synes dog ikke at være blevet noteret af FN's miljøorganisationer, som uanfægtede fortsætter med at dokumentere klodens bekymrende tilstand. (Se for eksempel rapporten fra UNEP: "GEO-2000", som er udsendt i september i år.)

Hvor har du hjemme ?
Alan Durning har selv været ansat i en årrække i en af de internationale miljøorganisationer, Worldwatch Institut, med hovedsæde i byen Washington.
Meget af hans tid gik med at rejse rundt i verden og informere om de voksende miljøproblemer. På en af disse rejser fik han en oplevelse, som efter hans eget udsagn ændrede hans liv.
Durning var på Filippinerne og skulle interviewe en gammel kvinde om den lokale bjergstammes kultur. Da båndoptageren var tilsluttet og tolken var parat, var det kvinden, der tog initiativet ved at spørge Durning: "Og hvor har du så hjemme?".
Dette tilsyneladende simple spørgsmål var ikke så simpelt at svare på for amerikaneren Durning. Han måtte tænke sig længe om, før han svarede: "I USA har man karrierer, ikke steder!"
Men Durnings tankebaner sluttede ikke her. Hændelsen gav stødet til, at han tog hele sin livssituation op til overvejelse. Han fandt sig selv som en global vagabond, en stedløs flygtning, og som medlem af en omskiftelig klasse af rodløse højtuddannede.
Resultatet blev, at han skrottede sin stilling som international miljølobbyist og sammen med sin kone rejste tilbage til sin fødeby Seattle i staten Washington.
Her begyndte et helt nyt liv for den ca. 30-årige Durning og hans voksende familie, hvor det lokale samfund kom i centrum. Samtidig fik det stor betydning for Durning, at Seattle er placeret i et specielt område af USA, som er defineret som afvandingsområderne for de floder, der løber ud i Stillehavet gennem Nordamerikas tempererede regnskovszone (The Pacific Northwest). Denne sammenkobling mellem familien i lokalsamfundet og regionen med sin særlige økologiske udviklingshistorie udgør grundstammen i Durnings bog. (I beskrivelsen af regionen er der en forvirrende trykfejl på side 26, hvor regionen angives at have et areal på 15.000 km2. Et hurtigt blik på landkortet vil vise, at arealet er omkring to størrelsesordener større.)
På det private plan hører vi i en række små kapitler om hans børnefødsler og besværet med reelt at komme ind på livet af naboerne. Det lykkedes først, da han fandt på at sætte en brugt basket-ball kurv op foran sit hus. Så strømmede alle børnene til. Lidt senere kom forældrene også, og området omkring kurven blev naboområdets faste møde- og snakkested.

Ikke opmuntrende
Efter at have fået tre børn, hvor den sidste var en svipser, da han og konen tog en chance efter nummer to's fødsel, besluttede Durning at få kappet sine sædledere.
Realiseringen af dette forehavende blev dog udskudt med skiftende undskyldninger, efter at Durning havde fået en malende beskrivelse af detaljerne i dette indgreb af den stedlige læge. Han beskriver indgående sine overvejelser i den forbindelse, og ender med at gøre alvor af beslutningen.
Også i den regionale beskrivelse er Durnings udgangspunkt en række personlige fortællinger. Her fortæller udvalgte politikere, græsrødder og professionelle om udviklingens konsekvenser for lokalsamfundet, miljøet og deres profession.
Det er ikke opmuntrende læsning. En af de uhyggelige historier handler om englænderen sir James Goldsmith, som købte en tømmerkoncern med rådighed over 400.000 hektar i staterne Washington og Oregon.
Først bortauktionerede han savværkerne og en tredjedel af skovområdet for at betale regningen for købet. Derefter gav han sig til at fælde træer. På Olympic-halvøen mejede han hele dale ned og omdannede laksevandløb til mudderstrømme. Da de store fortjenester var hentet hjem, solgte Goldsmith de ødelagte bjergsider til en anden engelsk koncern.

Kapitallogik
Durning konkluderer, at den opskruede tømmerfældning blev drevet frem af en kapitallogik, der handler om at købe, trække værdierne ud og sælge igen, når gælden er betalt.
På samme måde er det gået med laksefangsten, som engang var et kendetegn for naturrigdommen i regionen.
Andre eksempler henter Durning fra den planløse byudvikling præget af uendelige forstæder, hvor man kun kan komme omkring ved hjælp af en privatbil.
Her får progressive byplanlæggere lov at fortælle om deres visioner med genskabelsen af byområder med kollektive transportsystemer og de nødvendige servicefaciliteter inden for rækkevidde.
En anden fortælling handler om staten Washingtons atomkrafteventyr. Sidst i 1970'erne ville elselskaberne i største hast opføre fem nye reaktorer samlet under Washington Public Power Supply System (WPPSS, udtalt 'whoops'). WPPSS's oprindelige budget var på otte milliarder dollars, men projektet endte med at blive et af de dyreste tilfælde af ikke indfriede økonomiske løfter.
Kun et af de fem værker blev nogensinde bygget, og omkostningerne svulmede op til 24 milliarder dollars. Denne gældspost lægger stadig beslag på hver fjerde dollar, som befolkningen i det nordvestlige stillehavsområde betaler på deres elregning.
I det afsluttende kapitel om 'Politik' tilslutter Durning sig to konklusioner, som fremsættes af en interviewet kvindelig miljøaktivist.
Hendes første konklusion er, at politikere ikke er som andre mennesker.
"De minder mere om vejrhaner. Og man kan altså ikke overtale en vejrhane til at skifte retning. Man bliver nødt til at skabe en masse blæst."
Hendes anden konklusion er, at intelligens og udholdenhed sommetider kan veje tungere end penge inden for politik. Hun henviser til en langvarig kamp mod et vandomledningsprojekt med firmaet Alcan Aluminum som initiativtager: "Alcan har tonsvis af smarte pr-folk og store tv-reklamebudgetter og så videre. Det eneste, vi har, er vores telefoner og telefaxer. En stor del af dette resultat er skabt af mig og mine kammerater, mens vi dabbede rundt i vores køkkener i pyjamas og stoppede papirer i faxen".
Denne strategi synes at være i god overensstemmelse med Durnings egen opfattelse af de politiske muligheder.

Lært af pionerer
Det fremgår af bogens tekst, at Durning har lært af en række af miljøsagens pionerer, såsom Rachel Carson (Silent Spring), Herman Daly ('bæredygtig økonomi'), Amory Lovins ('bæredygtig energi'), William Rees ('økologisk fodspor') med flere. Desuden er der kildehenvisninger til hvert kapitel.
Det afsluttende spørgsmål må være, om Durnings forsøg på at skrive om økologi på en anden måde kan siges at være vellykket. Jeg tror, at det vil være en smags sag. De små personlige historier vil nok virke trivielle på nogle læsere, og som gode eksempler på andre. Nærværende anmelder kunne have ønsket sig mere kunstnerisk nerve i disse historier, men det er nok urimeligt at kræve af en forfatter, som primært er miljøaktivist.
De regionale historier giver til gengæld en spændende og pædagogisk indføring i en række af det moderne industrisamfunds grundlæggende problemer. Durning vover ikke pelsen med et frontalt angreb på systemet, men håber på, at de aktive miljøgrupper kan gøre en forskel.

*Alan Thein Durning: Det her sted på jorden. Oversat af Ole Lindegård Henriksen. 302 s., 288 kr. Hovedland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu