I 1975 gav det internationale samfund grønt lys for Indonesiens invasion af Østtimor, der bare var en brik i den kolde krigs kyniske spil om magten
Kommentar
Siden den tidligere portugisiske koloni Østtimor blev invaderet og besat af sin nabo Indonesien 7. december 1975, har mindst 200.000 mennesker - næsten en tredjedel af befolkningen - mistet livet som følge af krig, sult eller sygdom. Det er en af de værste massakrer i hele verden efter 1945, både absolut og relativt.
I dag er der meget fokus på denne konflikt. Men sådan har det bestemt ikke altid været. I mange år var den nærmest helt glemt af verdensoffentligheden. Den vestlige presse var temmelig tavs. Det samme var de vestlige politikere.
Hvad er baggrunden for denne massakre? Hvordan kunne det internationale samfund lade den finde sted? Hvor var FN henne i denne sag? Man får meget forskellige svar på disse spørgsmål alt efter, hvem man spørger.
Regeringen i Jakarta fortæller, at man rykkede ind i Østtimor i december 1975 for at skabe ro og orden. Men den indonesiske regering havde selv været med til at skabe de uroligheder, man angiveligt ville standse.
I juli 1976 underskrev præsident Suharto den lov, der gjorde Østtimor til Indonesiens 27. provins. Dermed var sagen afsluttet for Indonesiens vedkommende. Enhver kritik af forhold i Østtimor blev nu afvist som en ulovlig indblanding i landets interne affærer.
Regeringen i USA fortæller, at konflikten var et produkt af den kolde krig mellem øst og vest. Indonesien rykkede ind i Østtimor for at standse en kommunistisk trussel fra det største politiske parti Fretilin.
Grønt lys fra USA
USA erkendte, at der var tale om krænkelser af menneskerettigheder både i Østtimor og i selve Indonesien. Det var naturligvis meget beklageligt, men ikke USA's ansvar.
Modstandsbevægelsen i Østtimor har en tredje version. Selv om konflikten er et produkt af den kolde krig, kan man ikke acceptere, at hensynet til international lov og menneskerettigheder skal vige for vestens strategiske og økonomiske interesser.
Man tilføjer, at USA og andre vestlige lande gav Indonesien grønt lys for invasionen og bagefter støttede det med penge og våben, selv om dette var i strid med deres egen erklærede politik.
Denne version bekræftes af mange forskellige kilder og mange faktuelle forhold:
Den 16. oktober 1975 blev fem udenlandske journalister (to fra Australien, to fra England og en fra New Zealand) dræbt i Balibo af indonesiske soldater, der havde krydset grænsen fra det indonesiske Vesttimor. Men ingen af de tre lande protesterede, og det var et klart signal til Suharto: Han kunne godt gå videre med sine planer.
USA's præsident Henry Ford og hans udenrigsminister Henry Kissinger aflagde et officielt besøg i Jakarta dagen før invasionen 7. december 1975. Under dette besøg gav USA efter alt at dømme Suharto grønt lys for invasionen.
USA modarbejdede FN
En måned senere udtalte en repræsentant for det amerikanske udenrigsministerium sig meget åbenhjertigt til en australsk avis:
"De Forenede Stater ønsker at holde sine forbindelser med Indonesien tætte og venlige. Vi anser Indonesien for en venlig, alliancefri nation - en nation, vi laver en masse forretninger med."
FN's Sikkerhedsråd vedtog i december 1975 og april 1976 to næsten ens resolutioner, der opfordrer Indonesien til at trække sine tropper tilbage fra Østtimor. Men FN gjorde ikke noget for at håndhæve disse resolutioner.
I 1978 udsendte Daniel Patrick Moynihan, USA's daværende FN-ambassadør, sine erindringer (A Dangerous Place), hvor han ligefrem praler af, at han dengang sørgede for, at FN ikke gjorde noget for at standse Indonesiens aggression:
"Udenrigsministeriet ønskede, FN skulle være ineffektivt, uanset hvilke forholdsregler der blev truffet. Denne opgave blev overladt til mig, og jeg gennemførte den med stor succes."
Ifølge udenrigsministeriet kom 90 procent af de våben, der blev anvendt under invasionen, fra USA, selv om de kun må bruges til selvforsvar.
I 1978, mens nogle af de værste massakrer fandt sted, godkendte præsident Jimmy Carter en forøget våbeneksport til Indonesien for 112 mio. dollars.
Efter den kolde krig begyndte nogle vestlige politikere at kritisere Indonesiens politik, men deres handlinger sendte stadig det stik modsatte signal.
Da Nobels Fredspris i 1996 gik til to østtimorere, Jos Ramos-Horta og Carlos Belo, fik konflikten pludselig mere opmærksomhed end før, men regeringerne ændrede ikke deres holdning til den.
Minder om 1975
Først da Indonesien blev ramt af en økonomisk krise (1997), og da Suharto blev tvunget til at gå af (1998), var de indonesiske myndigheder parat til at tale om Østtimor.
Den 30. august afholdt man en folkeafstemning, der gav et stort flertal for et frit Østtimor, selv om afstemningen foregik i en atmosfære af vold og trusler om vold. Men problemerne var langtfra forbi:
Pro-indonesiske militser, der nægtede at anerkende resultatet, terroriserede den lokale befolkning og truede næsten alle udlændinge til at forlade Østtimor: Det Internationale Røde Kors, FN-folk, journalister og diplomater. Det mindede betænkeligt om situationen op til invasionen i december 1975.
Dengang gav det internationale samfund grønt lys for Indonesiens invasion, hvorefter problemet blev fejet ind under gulvtæppet. Østtimor var bare en brik i den kolde krigs kyniske spil om magten.
Hvad vil det internationale samfund gøre denne gang? Skal Østtimor ofres igen - denne gang på globaliseringens alter? Eller vil stormagterne omsider respektere de FN-resolutioner, de selv har været med til at vedtage?
Torben Retbøll er lektor på Aarhus Katedralskole. Hans seneste bog er East Timor: Occupation and Resistance (IWGIA, 1998).
