Læsetid: 4 min.

Østtimor er Portugals blødende hjerte

23. september 1999

Hele landet lever med i dramaet i den tidligere koloni, og efter FN-styrkens ankomst kæmper Portugals regering nu for at få Indonesiens hær væk fra Østtimor i en fart

LISSABON - "Timor kan ikke vente", "Nogle dræber med våben, andre ved ikke at gøre noget", "Timor o meu amor", stod der skrevet med spritpen på papirstykker og transparenter. Neden for hotel Sheraton, som huser FN's repræsentation, lå flyveblade spredt ud over asfalten som et gigantisk patchwork af indignation mellem blomster og nedbrændte lys.
Omkring hundrede mennesker vågede her; nogle gennemførte en symbolsk sultestrejke på en dag. Mange bilister tudede i hornet, når de kørte forbi, for at vise deres solidaritet med befolkningen i Østtimor, som Portugal forlod i 1975.
Blandt dem, Henrique, en 17-årig gymnasieelev. For kort tid siden nød han endnu sommeren på Açorernes strande, men billederne af de pro-indonesiske militsers massakrer i Østtimor rystede ham.
Derfor vendte han før tiden tilbage til Lissabon, hvor han har deltaget i alle demonstrationerne: menneskekæden mellem de fem faste sikkerhedsrådsmedlemmers ambassader den 8. september, det gigantiske opbud, der modtog den landflygtige biskop Carlos Belo to dage efter, og siden den tavse vågen i stearinlysenes skær.
"Jeg havde aldrig troet, at mit land kunne reagere så-dan," siger Henrique.

Manifestation
Ikke siden Nellikerevolu-tionen i 1974 har Portugal gennemlevet en så stærk manifestation af folkelig sindsbevægelse. Alt andet end Timor synes at være sekundært og ligegyldigt. Til fodboldkampe - den nationale passion - bærer nogle spillere sorte armbind, og tilskuerne holder et minuts stilhed. På byens store pladser er statuer af de portugisiske nationalhelte dækket med sort klæde.
Selv om aktiviteterne er blevet mindre spektakulære efter Indonesiens accept af en international fredsstyrke, har stemningen efterfølgende været lige intens. Hvert øjeblik har tv-stationerne været klar til at afbryde deres programmer for at bringe friske nyheder.
De landsdækkende dagblade som f.eks. Diario de Noticias og O Publico bruger mange sider på krisen - med øjenvidneberetninger og indignerede kommentarer fra fremtrædende intellektuelle og politikere: tidligere præsident Mario Soares, den nuværende, Jorge Sampaio, og nobelpristageren i litteratur José Saramago.
Radiostationerne taler næsten kun om Østtimor, og den mest energiske, TSF, har siden den 5. september sat alle sine 60 journalister ind på at sikre en non-stop dækning af emnet, mens andet nyhedsstof behandles meget lakonisk.
"Det har vi aldrig gjort før, selv ikke under Golf-krigen eller Kosovo," fortæller direktør Carlos Andrade. "Østtimor er Portugals blødende hjerte. Hver dag har vi modtaget hundredvis af støtteerklæringer fra hele landet. Og blomster... Vi bliver ved, til solen står op over Timor."
Den portuguisiske regering er fortsat aktiv, selv om det nu er lykkedes at få en FN-styrke til Østtimor. Nu gælder det om at få Indonesien til at trække sin hær ud af Østtimor så hurtigt som muligt.
Præsident Jorge Sampaio understregede i sin tale i mandags til FN's generalforsamling, at det gælder om at "accelerere overførslen af autoritet til FN" i området.
"Alt hvad der er sket kan er uopretteligt og kan ikke glemmes. Det siger jeg med stor bitterhed," sagde Sampaio. Samtidig skal arbejdet med en tidsfrist for tilbage-trækningen af Indonesiens hær fremskyndes, krævede han.
"Det er den eneste måde, man kan genoprette freden og stabiliteten og skabe grundlaget for et sundt forhold mellem et selvstændigt Østtimor og Indonesien," sagde Sampaio.

Dårlig samvittighed
Men hvad er det, der får portugiserne til at reagere så stærkt? Naturligvis medlidenhed med den tidligere koloni, men det er ikke hele grunden. Den lille asiatiske ø ligger langt borte, der er ingen stærke kulturelle bånd, og antallet af timorere i Portugal overstiger ikke 2.000.
"Vi afviklede kolonierne (Angola, Mozambique, Guinea-Bissau, Goa) på en katastrofal måde, men i Østtimors tilfælde var det en tragedie," siger det socialistiske parlamentsmedlem Helena Roseta.
Andrade og andre går endnu længere: "I 1975 svigtede vi vores ansvar ved at overlade timorerne til deres skæbne. Jeg tror, at denne folkelige vrede uden fortilfælde er en slags katarsis, der renser sjælen for skyldsfølelse."
Indtil midten af 1980'erne blev spørgsmålet om Østtimor fortrængt. Mario Soares - demokratiets mand - forklarede, at ligegyldigheden over for de tidligere kolonier var naturlig og uundgåelig, og portugiserne fandt det praktisk at tro ham.
Men efter flere års glemsel eksploderede det østtimoriske drama igen i ansigtet på den tidligere kolonimagt med billederne fra massakren på en kirkegård i Dili i 1991.
"Vi så de stakkels mennesker synge og bede for deres døde på portugisisk; de var gode katolikker som vi selv. "Det bevægede os dybt," husker Maria Lourdes de Vale fra Diario de Noticias.
Den kollektive udsoning i dag foregår i den største samdrægtighed. Fredag i sidste uge så man trotskister marchere side om side med socialdemokrater, monarkister og folk fra den yderste højre-fløj. Valgkampen op til parlamentsvalget den 10. oktober handler næsten kun om Østtimor.
"Jeg har lige aflyst et møde," siger Paulo Portas, formand for det højreorienterede Partido Popular. "Tiden er ikke til glæde, men til sorg." Og han tilføjer:
"I øjeblikket hersker der en hellig enhed i landet. Senere kan vi granske vores samvittighed. For vi er stadig ikke færdige med afkoloniseringen."

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her