Læsetid: 3 min.

Det offentlige er sat til salg

25. september 1999

Socialdemokrater i kommunalbestyrelser hjælper V-udliciteringer igennem

S-V-alliance
Venstre-kommuner sender nu rengøring og vedligeholdelse af parker i udlicitering og så er en kommune klar til at sælge sine skoler og børnehaver.
Det sker, fordi udlicitering efterhånden er afprøvet og fordi socialdemokrater i kommunalbestyrelser ikke længere modarbejder udliciteringer med næb og klør.
Udlicitering er for mange Venstre-folk mere et spørgsmål om tryghed end et spørgsmål om ideologi.
"I princippet kan udlicitering vel anvendes på alle områder, hvis der altså var kompetence i det private på alle områder. Indtil nu er der ikke ret mange private, der har oparbejdet erfaringer i den del af det kommunale," siger Svend Kjærsgaard, der er borgmester i Ølstykke med godt 14.000 indbyggere.
Derfor tør Svend Kjærsgaard godt sende rengøringen på skolerne i udlicitering, men ikke undervisningen på kommunens skoler.
"ISS eller andre kan jo gøre rent. De private har jo ikke lært at drive en skole endnu, så vi har ikke ydelser fra private, vi kan sammenligne med," siger Kjærsgaard, der har erfaringer med udlicitering af netop rengøringen.
"Vi var ikke gode til at drive kommunal rengøring. Det var en bibeskæftigelse for Teknisk Forvaltning at stå for organiseringen. Nu er det et plus for os, men det første år efter udliciteringen var der meget bøvl," siger han.
Ølstykke forbereder udlicitering af gartneropgaver og mere tekniske opgaver.

MR: V sælger skolerne
Venstre-borgmesteren i Karlebo Kommune, Henry Hansen, hæger om den kommunale hjemmehjælp.
"Hjemmehjælpen fungerer vældig godt, så den skal ikke udliciteres. Men vi har ikke formået at vedligeholde vores skoler og vore daginstitutioner," siger han.
Derfor har kommunen, hvor Venstre alle har et flertal, sat sine fire skolebygninger og ni daginstitutioner til salg efter inspiration fra Farum. Først skal de kommunale skoler og institutioner sælges, så skal kommunen leje bygningerne tilbage i en årrække. Aftalen skal op til overvejelse hvert fjerde år.
"Vi kan ikke binde kommunalbestyrelser her i kommunen tyve år ud i fremtiden," mener Henry Hansen.
"Skolerne skal tilpasses de nye undervisningsformer og så ønsker vi at forbedre den bygningsmæssige kvalitet," siger Henry Hansen.
Selv om Venstre-kommuner som Ølstykke og Karlebo nu tager fat på udlicitering, så begynder de med den tekniske del af opgaverne. Det er måske ikke så ideologisk betonet, som det ville være i en socialdemokratisk kommune, men det er en opskrift på at få så lidt bøvl som muligt.
Venstre-borgmester Bent Lund fra Slangerup har netop sendt rengøringen i udbud. Han mener, der er sket et skift i holdningen til udliciteringer. Særligt socialdemokrater hjælper nu Venstre på vej.
"Jeg vil nok sige, at socialdemokraternes vending på det her område hjælper til, at udliciteringerne vinder så meget frem," han.
Også Venstre-borgmesteren i Gørlev Kommune, Jørgen A. Olsen mærker stigende socialdemokratisk velvilje.
"De har hidtil afvist udliciteringer, men bare det, at partiet nu er gået i gang med at diskutere udlicitering, betyder noget. Den debat var utænkelig for bare nogle år siden," siger Jørgen A. Olsen.
Kommunernes Landsforening har under socialdemokraten Anker Boyes ledelse for alvor taget fat på diskussionen af udlicitering. Sammen med sin næstformand, Eigil W. Rasmussen, der er borgmester for Venstre i Gedved.
Det er både sket ved en møderække, hvor 1.500 medlemmer af kommunalbestyrelser rundt omkring i landet har hørt de to topchefers budskab om blandt andet udliciteringer. Og så er det sket ved en mere målrettet kampagne, hvor debatoplægget fra forsommeren, Bedre velfærd flere valg, står i centrum.

Pas på monopoler
Den fælles kommunale offensiv betyder først og fremmest at flere og flere kommuner formulerer en udbudspolitik, de overvejer nu, hvilke opgaver, de kan sende i licitation og eventuelt også på hvilke betingelser.
Mogens Baltzer, V-borgmester i Solrød vil ikke gøre udlicitering til et ideologisk spørgsmål.
"Vi skal udlicitere alle de steder, hvor det er bedst og billigst. Det er vigtigt, at vi afprøver den kommunale service ved at sende ting i udbud. Vi kunne sagtens udlicitere hjemmehjælpen," siger han.
Solrød Kommune har nu vedtaget at sende tre nye opgaver i licitation om året.
"Det er en rolig proces, hvor vi udliciterer mere og mere. Det skal gøres grundigt og effektivt. I dag er vi ikke så voldsomt langt fremme, vi har kun udliciteret renovation og rengøring," siger Mogens Baltzer.
Solrød-borgmesteren lægger vægt på det rolige forløb, og så på, at udlicitering sker for at få konkurrence mellem offentlig og privat:
"Det er vigtigt at få fjernet et kommunalt monopol på en opgave. Men det nytter ikke noget, hvis der efterhånden kun er ét firma, der for eksempel tilbyder rengøring herhjemme. Så har vi bare fået udskiftet det kommunale monopol med et privat."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her