Analyse
Læsetid: 4 min.

Orddans omkring forbeholdet

7. september 1999

Udenrigsministeren har nødtvungent erkendt, at EU i hast er ved at få sin egen forsvarspolitik. Men den konstruktion han forslår med halv dansk deltagelse og teknisk respekt for EU-forbeholdet, er den sikre vej til forvirring og mistillid

Den franske udenrigsminister Hubert Vedrine var efter weekendens EU-udenrigsministermøde i den finske by Saariselkä ikke i tvivl om, hvilken vej det går med den fælles forsvarspolitik i EU: Fremad, fremad og atter fremad
Det går også fremad med den danske debat om forbeholdet overfor samme forsvarssamarbejde. Fra at udenrigsminister
Niels Helveg Petersen for få måneder siden knap ville indrømme, at en håndfuld fremtrædende EU-lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien, var i fuld gang med at diskutere skabelsen af en sikkerheds- og forsvarspolitisk dimension i EU, har piben nu fået en - lidt - anden lyd. Før mødet i Saariselkä gik Helveg Petersen så vidt som til at fastslå, at der rent faktisk er noget i gang :
"Man skal ikke undervurdere, at der i EU er en meget stor interesse for at gå hurtigt frem med disse spørgsmål. Jeg tør ikke udelukke, at det sker allerede på topmødet i Helsingfors i december," sagde udenrigsministeren efter, at han selv ekstraordinært havde indkaldt Folketingets Europa-udvalg til en orientering om sagen før mødet.
Fint. Men her hører det så også op med af gå fremad. Resten er som meget af håndteringen af de danske EU-forbehold præget af mudder, der gør regeringen til angrebsmål for begge fløje i Folketinget, og værre endnu for befolkningens fornemmelse af, at der skal listes noget ind i dansk EU-politik, der ikke kan forstås, uden at man får voldsom hovedpine undervejs.

Konkret er anledningen til den nyeste ombæring ballade om de danske EU-forbehold, at de ovenfor nævnte store EU-lande plus Finland og Belgien presser voldsomt på for, at EU's ambition - udtrykt i Amsterdam-traktaten - om at påtage sig forsvarsopgaver, meget snart skal gøres helt praktisk. Krigen i Kosovo har sat fart på ambitionerne, og regeringen får ikke tid frem til EU-topmødet i Paris i december 2000 til at forberede danskerne, som det ellers så ud til for kort tid siden.
Dengang tydede det nemlig på, at Javier Solana - der i oktober skifter job fra NATO's generalsekretær til EU's Hr. Fusp, eller den høje repræsentant for EU's udenrigs og sikkerhedspolitik - nærmest skulle stå alene i vinden med sin fine titel og et mobil-telefon nummer, for at opfylde det behov Henry Kissinger engang udtrykte, da han kækt efterlyste en Mr. Europe, som amerikanerne kunne ringe til, når de hurtigt ville vide, hvad Europa mente om den seneste krise.
Det er ikke formelt besluttet. Men efter weekendens møde ved vi, at et flertal i EU med Frankrig i spidsen, klogt nok mener, at der skal være en flok mennesker omkring Solana. Og det skal være snart. Der tales om en sikkerhedspolitisk komité, bestående af politiske direktører fra de femten EU-lande, der skal ligne NATO's system med faste ambassadører i Bruxelles. Oveni kommer også højtstående militærfolk.
Sammen skal de koordinere politik og indsats for humanitære aktioner med militært indslag i krisesituationer og sørge for, at ideer hurtigt kan omsættes til handling. Ideelt set skal de bidrage til at gøre en ende på situationen, man så under krigen i Bosnien i starten af årtiet, hvor EU's udenrigsministre stadig var ved at slikke frimærker til krisemødeindkaldelsen, da USA's særlige udsending befandt sig ude i marken, og forsøgte at slå søm i for åbent CNN-kamera.

Det helt forudsigelige spørgsmål der melder sig, når denne komité begynder at mødes, er om det vil udløse forbeholdet, der siger, at "Danmark deltager ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet".
Udenrigsministeren mener "Njae", og det er et svar, der et blevet tænkt meget over på Asiatisk plads.
'Principielt' kan Danmark sende officerer og topembedsmænd ned til Bruxelles. Danmark kan ifølge Helveg Petersen "efter juristernes opfattelse" godt deltage i møderne, og træffe beslutninger - men "vi vil ikke kunne deltage i selve udførelsen". Mulighed for til mødedeltagelse vil dog ikke gælde, hvis der er tale om beslutninger om miltære aktioner.
Der er med andre ord langt op til, at danske medlemmer i den kommende sikkerhedspolitiske komite, skiftevis skal være indenfor og udenfor døren - og når de er indenfor, skal de måske kun have observatørstatus, alt efter dagsordens konkrete karakter.
"Keld Albrechtsen fra Enhedslisten kalder det "fifleri med vores forbehold", og mener, at "udenrigsministeren er forpligtet til at respektere de danske undtagelser i EU-samarbejdet, og det medfører, at han ikke kan deltage i forberedelsen af et udvidet militært samarbejde". Albrechtsen vil nu kalde ministeren i hastesamråd.

Den anden front, der også ret forudsigeligt er opstået efter weekendens møde, er de borgerlige partier, der vil fremrykke en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Venstres EU-ordfører Charlotte Antonsen krævede således, at regeringen åbent fremlægger en plan for afvikling af de danske forbehold. De konservative mener, at debatten om en folkeafstemning om euro'en logisk set må kædes sammen med en afstemning om EU-forsvar - helt i strid med statsminister Poul Nyrup Rasmussens hidtidige tanke om ikke at blande tingene sammen.
Her kommer socialdemokratiets politiske ordfører Jakob Buksti til undsætning. For ham kører diskussionen på et hypotetisk grundlag. Den er en "uskik", og det er i øvrigt alt for tidligt at sige om den endelige beslutning vil være i strid med de danske forbehold, mener Buksti.
Uskikken ligger strengt taget et andet sted. Hver gang forbeholdene er truet af udviklingen i EU, lægges det meste af regeringens opfindsomhed og planlægning i at vinde tid og finde en juridisk-teknisk forsvarlig vej uden om en åben krise. Målet er hver gang at fjerne danske ministre og diplomater mindst muligt fra forhandlingsbordene.
I stedet for denne lumre forhaling, skulle man måske for en gangs skyld lade omkostningerne for de danske forbehold tone klart frem, så befolkningen ved næste folkeafstemning kan tage stilling til, om den vil betale prisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her