Læsetid: 6 min.

Overblik

15. september 1999

Gen-producenter udfordres i retten
*Verdens største bioteknologiske virksomheder står overfor en omfattende retssag anlagt af den amerikanske miljøorganisation Foundaution on Economic Trends samt National Family Farm Coalition. Anklagen mod firmaerne, som blandt andet tæller Monsanto, Norvartis og Du Pont, lyder, at de udnytter den bioteknologiske viden til at tilrane sig fuld kontrol over landbrugsmarkedet og dets fremtid. Ifølge Financial Times har tyve advokatkontorer påtaget sig at køre sagen, der er den mest omfattende retssag i verden - kun overgået af sagen mod Microsoft.

LO og DA vil aftale sig fra ny storkonflikt
*LO og DA forsøger nu at aftale sig fra en ny storkonflikt som den i foråret 1998, hvor knap en halv million lønmodtagere var i strejke i 11 dage.
Parterne har lavet en et-årig aftale, der indebærer, at LO og DA skal have en mere koordinerende rolle under de kommende overenskomstforhandlinger for den private del af arbejdsmarkdet. Derudover ønsker parterne, at få arbejdsminister Ove Hygum til at lave en lovændring, så der fremover bliver fem forhandlingsdage, før en konflikt kan bryde ud, hvor konflikten i dag bryder ud på tredjedagen. Både LO og DA understregede på et pressemøde tirsdag, at aftalen ikke er forhandlet i hus for at lave mere centralt styrede forhandlinger. LO-formand Hans Jensen betegnede aftalen som et "klimapapir", der skal sikre et positivt forhandlingsklima.
"Papiret skal ikke tages som udtryk for, at vi beklager konflikten i 1998, for viljen til konflikt er usvækket. Aftalen skal alene sikre, at alle overenskomst-områder får mulighed for at forhandle sig frem til et resultat," sagde Hans Jensen i sin udlægning af aftalen.
Også DA's administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen understregede, at forhandlingerne fremover foregår decentralt: "Men det kan blive nødvendigt, at der skal foregå en koordination via LO og DA for at sikre, at der foregår reelle forhandlinger."

FN enige om fredsstyrke
*FN's sikkerhedsråd mødtes tirsdag for at diskutere den fredsstyrke, der skal sendes til Østtimor.
Det blev gjort klart, at man forhandler en styrke, der kan gøre brug af militær magt, hvis det bliver nødvendigt. Indonesiens præsident, B.J. Habibie, sagde forinden tirsdag til ifølge Reuter, at Indonesien ikke vil stille betingelser vedrørende sammensætningen af den internationale fredsstyrke, der skal indsættes i Østtimor.
Ifølge kilder kan styrken blive på mellem 5.000 og 7.000 mand.
Artikel side 5

Hormon-tjek forsinket et halvt år
*EU's undersøgelser af, om det er sundhedsfarligt at spise kød fra hormonbehandlede dyr, bliver forsinket et halvt år. Oprindeligt havde EU-Kommissionen lovet, at de 17 undersøgelser skulle være færdige i slutningen af 1999. Men tidsfristen er nu udskudt til midten af år 2000.
De konservatives politiske ordfører, Lene Espersen, mener, at forsinkelsen er problematisk for EU, fordi den kan give indtryk af, at EU forsøger at trække tiden ud i hormonstriden med USA. Hun vil bede fødevareministeren presse på for at få stoppet handelskrigen med USA hurtigst muligt.
Fødevareminister Henrik Dam Kristensen afviser, at foretage sig noget, før de 17 undersøgelser er færdige.

Spanien fastholder Pinochet-sag
*Spanien har officielt afvist en anmodning fra den chilenske regering om at få den chilenske eks-diktator Augusto Pinochet stillet for en domstol uden for Spanien.
"Den spanske regering kan ikke flytte Pinochet-sagen fra de spanske domstole," sagde udenrigsminister Abel Matutes tirsdag.
Den 83-årige Pinochets helbred er blevet forværret efter et år i britisk varetægt, hvor han venter på en retssag om Spaniens udleveringsbegæring. Dårligt helbred kan hjælpe den chilenske regering i dens gentagne bestræbelser for at få Pinochet tilbage til Chile.
Regeringen i hovedstaden Santiago anførte i sin seneste anmodning, at en spansk domstol ikke kan dømme over forbrydelser, der er begået i Chile.
Spanien har tidligere afvist en chilensk anmodning om en international domstol under FN's konvention mod tortur. Udleveringssagen mod Pinochet ventes at starte ved en britisk domstol den 27. september.

Stort nederlag til Norges sosser
*De norske socialdemokrater led et svigende nederlag ved mandagens kommunalvalg - med kun 28,3 procent af stemmerne fik Norges socialdemokrati det dårligste valg siden partisplittelsen i 1920'erne.
Flere politiske kommentatorer forudser, at valgnederlaget vil give anledning til debat om partilederen Thorbjørn Jagland fremtidige stilling i partiet.
Nyhedsanalyse her på siden

Flygtninge vender hjem til Kosovo
*Godt hver fjerde - 738 - af 2.837 Kosovo-albanere i Danmark var den 7. september rejst hjem. Det fremgår af et svar fra indenrigsminister Thorkild Simonsen til Fremskridtpartiets retsordfører, Tom Behnke.

Dansk mad fyldt med dioxin
*Danske fødevarer indeholder større mængder af det sundhedsfarlige stof dioxin end Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler. Alligevel afviser de danske myndigheder et forslag fra EU-Kommissionen om maksimumgrænser for dioxin i dyrefoder.
Fødevaredirektoratets beregninger viser, at en dansker via kosten dagligt gennemsnitligt indtager fem pikogram (0,000000005 gram) dioxin per kilo kropsvægt, hvis man medregner indtaget af de dioxinlignende miljøgifte pcb. WHO har fastsat en maksimumgrænse på fire pikogram dioxin per kilo kropsvægt per dag. Men afdelingsforstander i Fødevaredirektoratet, John Christian Larsen, understreger, at det anslåede dioxinniveau i danske fødevarer ikke udgør nogen umiddelbar sundhedsrisiko. Den vurdering 'harmonerer' fint med den danske regering, der har modsat sig et forslag fra EU-Kommissionen om at begrænse forbrugernes dioxinindtag ved at indføre grænseværdier for dioxin i dyrefoder. Den danske uvilje mod forslaget skyldes ifølge Politiken, at de foreslåede grænseværdier kan spænde ben for den danske fiskemelsindustri.

Viborgs ældre skal have klar besked
*Viborg Kommunes nye kvalitetsstandard, der følger den tre år gamle beslutning om at fratage pensionister hjælp til blandt andet rengøring, strider ikke mod serviceloven, fastslår Tilsynsrådet. Kommunen har dog ikke været god nok til at informere pensionisterne om, at de kunne få revurderet deres behov for hjælp. Den procedure skal kommunen stramme op på, og Tilsynsrådet kræver blandt andet, at hvis kommunen endnu engang vil informere pensionisterne per brev, skal dette brev sendes til alle borgere, der har fået inddraget, reduceret eller fået afslag på deres hjemmehjælp, siden de nye regler trådte i kraft i begyndelsen af 1997.

Aker RGI stævner Kurt Thorsen
*Den norske rigmand Kjell Inge Røkke har stævnet den bedrageritiltalte entreprenør Kurt Thorsen, advokatfirmaerne Zenith Advokater og Plesner og Grønborg samt den lichtensteinske LGT Bank i forbindelse med sagen om de falske PFA-garantier. Kjell Inge Røkke, der ejer selskabet Aker RGI, kræver erstatning på 67 mio. kr.
Det bekræfter Aker RGI's advokat i Danmark, Georg Lett, overfor Ritzau.
Kjell Inge Røkke har gjort sit tab op i forbindelse med det mislykkede forsøg på at sælge aktiemajoriteten i finansieringsselskabet Gefion til Kurt Thorsen. Den århusianske entreprenør kunne ikke betale prisen på 703 mio. kr., fordi det blev afsløret, at hele handlen hvilede på falske PFA-garantier.

For en sikkerheds skyld
*USA's ambassade tøvede ikke et sekund med at slår bombealarm tirsdag, da en ansat fandt en bombelignende genstand i ambassadens kælderen. Dag Hammerskjold Allé, hvor ambassaden ligger, blev afspærret, og under gennemsøgningen af pakeringskælderen fandt politiet ikke mindre end to vellignende bombe-attrapper med modellervoks, ledninger, pærer samt ure. Men efter et par timers alarm-beredskab blev den mystiske sag opklaret:
"Det har vist sig, at personalet på ambassaden selv har placeret disse attrapper i forbindelse med en øvelse. Man har blot glemt at samle attrapperne ind igen efter øvelsen," sagde kriminalkommissær Per Sylvest Pedersen fra Københavns Politi og tilføjede, at han betragtede"det hele som en øvelse - en god øvelse."

Syner ved højlys dag
*Coasteren 'Jessica' var tirsdag morgen - takket være en beruset skipper - i ufrivillig nærkontakt med kajen under indsejlingen til havnen i Hanstholm.
"Han har nok set flere kajer, end der var," forklarede den vagthavende hos Thisted Politi om skibets 45-årige estiske skipper, der hele fem gange under indsejlingen ramte kajanlægget.
Senere viste det sig, at kaptajnen havde en promille på 3,11.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her