Læsetid: 5 min.

Overblik

11. september 1999

Rohde går til Højesteret
*Den tidligere OL-svømmer Peter Rohde vil have sin erstatningssag prøvet ved Højesteret. Hans advokat, Merethe Stagetorn, har ansøgt Procesbevillingsnævnet om at få spørgsmålet prøvet ved tredje instans. Peter Rohde blev for 14 dage siden af Østre Landsret tilkendt en erstatning på 1,3 mio. kroner, fordi han var uberettiget varetægtsfængslet under en narkosag. Efter fængslingen fik han diagnosen parnoid psykose, der ifølge landsretten skyldtes 11 måneders ophold i en isolationscelle i Vestre Fængsel.

Israel overgiver lidt mere af Vestbredden
*Israel overdrog fredag yderligere syv procent af Vestbredden til det palæstinensiske selvstyre, den første at tre lovede land-tilbageleveringer, der er indeholdt i den aftale, som blev underskrevet i sidste uge.
Overgivelsen af landområdet omfatter næsten 20 lommer, der er omkring Jenin og Nablus i den nordlige del af Vestbredden, og som kun er sparsomt beboede.
Mens palæstinenserne får den civile kontrol over området, der omfatter næsten 400 kvadratkilometer, opretholder Israel fortsat sikkerhedskontrollen.
Den formelle overgivelse af området, når det drejer som institutioner som det civile politi og posttjenesten, vil finde sted på mandag.
De næste to landoverdragelser skal finde sted den 15. november og den 20. januar og vil give palæstinenserne fuld eller delvis kontrol over 40 procent af Vestbredden, der blev erobret af Israel under krigen mod araberne i 1967.
Landoverdragelsen kommer efter Israels løsladelse i torsdags af næsten 200 palæstinensiske fanger, dog ikke fanger, der er dømt for terrorhandlinger.
Ved det næste møde skal parterne på mandag formelt lancere de endelige slutstatus-forhandlinger og lægge hjørnestenen for den endelige fredsaftale inden for et år.

Magistre kritiserer ligestillingspolitik
*"En skandale". Det kalder formanden for Dansk Magisterforening, Per Clausen, den manglende indsats for at skaffe flere kvindelige forskere på landets universiteter. Det sker efter, at Information i går skrev, at ikke én af de anbefalinger, som Udvalget for Ligestilling i Forskning afgav i 1998, er blevet gennemført. Udvalget under forskningsministeriet gav 20 anbefalinger til, hvordan man kunne gøre kønsbalancen mere ligelig. Samtidig er antallet af kvindelige forskere kun vokset med fem pct. på tyve år og udgør nu knap en femtedel af det faste videnskabelige personale på de fem universiteter.
"Det er urimeligt, at kvinder ikke har samme mulighed for at gøre karriere på universiteterne som mændene. Han håber på nye initiativer, der betyder flere kvinder i forskningsstillinger i forbindelse med det generationsskifte, som universiteterne står overfor. Om nødvendig udelukker Per Clausen ikke kønskvotering.
Jytte Andersen (S), som er minister for ligestilling, vil kæmpe for mere ligestilling i forskerverdenen.
"Jeg kan på regeringens vegne love, at området kommer i kikkerten, og at vi vil yde en forstærket indsats for få flere kvindelige forskere," siger ministeren.
Artikel side 3

Stærkt reducerede kvoter for fiskerne
*De bornholmske og sjællandske fiskere, der lever af at fange fisk i Østersøen, må næste år finde sig i reducerede kvoter, både når det gælder torsk, sild- og brislingefiskeri.
En reduktion på 15 procent i forhold til kvoterne i indeværende år blev resultatet af fire dages intense forhandlinger i Den Baltiske Fiskerikommission i Warszawa.
Danmarks Fiskeriforening er stærkt utilfreds med resultatet, som foreningen mener er fremkommet på et forkert grundlag.
"Kommissionen har fulgt biologernes rapport, men den bygger på forældede analyser. De meldinger, vi får fra fiskerne, peger i retning af en forøget bestand af både torsk og brisling," siger direktør i Danmarks Fiskeriforening, Jens Møller til Ritzau.

Højskoler klar til at huse hjemløse
*To hjemløse flytter søndag fra et forsorgshjem til Højskolen Strand i Sønderborg. Her skal de i otte uger deltage i kurser og sociale aktiviteter på linie med de andre elever og på den måde sluses tilbage til en normal dagligdag. I sidste ende er det meningen, at højskoleopholdet skal give de hjemløse så meget mod på livet, at de kan flytte i egen bolig.
Højskolen Strand åbner dørene for de to hjemløse som led i projektet "Fra Forsorgshjem til Højskole", der støttes af Socialministeriet. Fire højskoler er valgt ud til at deltage i projektet, der retter sig mod i alt 20 ret velfungerende hjemløse.

ØMU-afstemning inden næste valg
*Danskerne skal stemme om at deltage i EU's fælles mønt inden næste folketingsvalg, understreger økonominister Marianne Jelved (R).
"Det er regeringens holdning. Det har statsministeren meddelt," sagde hun efter et møde i Folketingets Europaudvalg.
Samtidig skal danskerne stemme om den fælles mønt, før en folkeafstemning om at fjerne det danske forbehold mod fælles forsvar. Folketingets store flertal er enig om, at folkeafstemningen om ØMU'en skal holdes for sig, mener Marianne Jelved.

Rapport: Behov for reformer
*Selv om pinsepakken og det højere renteniveau bremser væksten, er der i de kommende to år ikke udsigt til, at presset på arbejdsmarkedet vil lette. Det er derfor påkrævet, at regeringen gennemfører flere strukturelle reformer på arbejdsmarkedet for at virksomhederne kan få dækket behovet for arbejdskraft.
Det forudser Den Danske Bank i en ny prognose, som blev offentliggjort fredag.
Godt nok falder beskæftigelsen i industrien og i byggesektoren, men dette fald opsluges af et stigende behov for arbejdskraft i servicesektoren og hos det offentlige, og behovet vil stige med cirka 21.000 personer årligt fra i år og frem til 2001.

Nye uroligheder i Kosovo
*Ni franske politifolk og seks soldater fra den franske NATO-brigade i Kosovo blev torsdag aften lettere såret, da det på ny kom til uroligheder ved broen over floden Ibar, der deler den kosovo-serbiske og den kosovo-albanske del af byen Mitrovica.
Som en udløber af urolighederne kom også den danske bataljon, der hører under den franske brigade, i aktion.
Ingen af de danske soldater kom noget til under indsatsen.

V: Standspolitiforhandlinger
*Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, kræver detaljerede tal på bordet, forud for forhandlinger om et nyt politiforlig.
"Der er overhovedet ikke sammenhæng mellem hvad statsminister Poul Nyrup Rasmussen og justitsminister Frank Jensen har lovet borgerne, og hvad finansminister Mogens Lykketoft har af spareforslag for politistyrken," siger Rønn Hornbech og fortsætter:
"Justitsministeren må snart rykke ud med holdbare tal, ikke mindst efter de seneste oplysninger i dagspressen om, at det vil koster mindst en mia. kroner ekstra, hvis blot politistyrken skal fortsætte med den nuværende bemanding og de samme opgaver som hidtil."
Leder på forsiden

Indonesien skal acceptere styrke
FN's generalsekretær, Kofi Annan, sagde fredag til Indonesien, at landet skal acceptere en international fredsbevarende styrke i Østtimor "uden forsinkelse".
Hvis Indonesien ikke parerede ordre, måtte Jakarta acceptere ansvar for, hvad der kunne blive takseret som "forbrydelser mod menneskeheden", begået af militser i området, sagde Annan.
FN's generalsekretær oplyste på et pressemøde, at Australien, New Zealand, Filippinerne, og Malaysia har tilbudt at deltage i en international styrke til genoprettelse af ro og sikkerhed i Østtimor.
Den tidligere portugisiske koloni Østtimor blev besat og annekteret af Indonesien i 1975-76.
Nyhedsanalyse her på sidenog artikel side 4

Dansk ekspedition til Sydpolen
*Som de første danskere nogensinde vil Gregers Gjersøe og Kristian Joos næste efterår forsøge at nå klodens sydligste punkt på ski. Den 1.200 km lange rejse over Jordens største iskappe indledes efter planen den 27. oktober 2000.
Ekspeditionen ventes at vare 65 dage, skriver Berlingske Tidende. Bagagen, som den 42-årige flykaptajn Gregers Gjersøe og den 36-årige marketing suport manager Kristian Joos skal slæbe over Antarktis, kommer til at veje 120 kg pr. mand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her