Læsetid: 5 min.

Overblik

6. september 1999

De store selskaber bliver større
*Stadig færre selskaber sidder tungt på verdens salg af såsæd, sprøjtemidler og medicin. Det fremgår af en ny opgørelse fra det uafhængige canadiske forskningsinstitut RAFI. Fem selskaber - AstaZeneca, DuPont, Monsanto, Novartis og Aventis - står for nærmest hele verdens salg af gensplejsede afgrøder, to tredjedele af pesticidesalget og en fjerdedel af medicinsalget For fem år siden var ingen af de fem at finde på top-ti. De tre eksisterede ikke engang, men er blevet skabt gennem fusioner mellem branchens store, som kommer fra USA, Tyskland, Schweiz og Holland. jek

D-mark indført som valuta i Kosovo
*Kosovo er på vej ind i Euroland af bagdøren. Det sker efter FN's administrator i området, Bernard Kouchner, fredag udsendte et dekret, der gør D-mark til områdets officielle valuta i stedet for den hidtidige valuta den jugoslaviske dinar.
Det officielle jugoslaviske nyhedsbureau Tanjug kalder ifølge britiske BBC skridtet for "en krænkelse af jugoslavisk suverænitet" og en krænkelse af "FN-resolution 1244, der siger, at det internationale samfund anerkender Kosovo som en del af Jugoslavien."
Den ansvarshavende for økonomiske anliggender på FN-missionen i Kosovo, Jo Dixon, siger til BBC:
"Vi skaber ikke en ny valuta. Vi lovliggør bare en situation, som allerede er en realitet."
Det bliver ikke direkte forbudt at handle i dinar, men alle betalinger til myndighederne i den jugoslaviske valuta vil blive pålagt et administrationsgebyr.
FN har ikke konsulteret Beograd forud for beslutningen.
D-mark bruges allerede i vid udstrækning i Beograd - især efter afslutningen på NATO's bombekampagne i juni. Dinaren er dog fortsat mest almindelig i små forretninger, barer og på markedspladser. jek

Eksperter: Glem skattelettelser
nAlle løfter om skattelettelser vil være hule mindst en generation frem. Det siger cheføkonom i BG Bank Keld Holm til Berlingske Tidende søndag:
"Vi står foran Alp d'Huez, når det gælder udgiftsbyrden til de ældre. Og vi er fanget i en fælde, fordi den danske erhvervsfrekvens og det danske skattetryk allerede er de højeste i den vestlige verden," siger han.
Han støttes af vismand i Det Økonomiske råd, professor Peter Birch Sørensen, som mener, at forudsætningen for skattelettelser er "en mærkbar og vedvarende sænkning af de offentlige udgifter. Og den ændring er danskerne øjensynligt ikke rede til," siger han.

Helveg anklages for brud på forbehold
nDet er et åbenlyst brud på Edinburgh-aftalens danske forsvarsforbehold, hvis Danmark - som Niels Helveg Petersen varslede det lørdag - træder ind i en ny militær komite i EU. Det siger Enhedslistens medlem af Folketingets Europa-udvalg, Keld Albrechtsen, som nu kalder Helveg Petersen i samråd. SF's formand Holger K Nielsen kalder det danske ja til militærkomiteen for "fifleri med det danske forbehold".
Socialdemokratiets politiske ordfører, Jacob Buksti, afviser, at dansk deltagelse i den nye EU-militærkomite skulle give problemer med det danske forbehold:
"Før man begynder at få kvababbelse, bør man vente og se, hvad der reelt kommer ud af det," siger han.

Chauffører kræver svar om serbere
n67 nødhjælpschauffører kræver nu, at justitsminister Frank Jensen giver klart svar på, om de 24 serbere, der har levet under jorden i Danmark i et år, befinder sig lovligt i landet.
Kravet kommer efter, at politiet - til trods for at Flygtningenævnet har givet serberne midlertidig opholdstilladelse - forsat gennemfører husransagninger efter dem :
"Det er bydende nødvendigt, at ministeriet fortæller offentligheden, om det underkender Flygtningenævnets afgørelse og vil fortsætte med at jage disse hårdt ramte mennesker," siger chaufførernes talsmand Kim Andersen.

Hård kurs mod "det beskidte dusin"
*Miljøorganisationer kræver forud for en stor konference i Geneve i den kommende uge, at en række vestlige industrilande anlægger en langt skrappere kurs for at få udfaset de farligste kemiske gifte.
Det gælder bl.a. pcb, DDT og dioxiner, som er med i gruppen af stoffer, der er kendt som "det beskidte dusin". Samtidig skal der afsættes penge til at hjælpe udviklingslande med at undgå stofferne, påpeger WWF Verdensnaturfonden.

Schröder tabte delstatsvalg
*Forbundskansler Gerhard Schröders socialdemokratiske parti SPD fik en øretæve af vælgerne ved søndagens delstatsvalg i Saarland og Brandenbrug, og de kristelige demokrater i CDU gik begge steder klart frem.
De regionale valg, der anses for at være et vigtigt stemningsbarometer for den rød-grønne forbundsregering, kan få afgørende betydning for magtfordelingen i Forbundsrådet, hvor delstaternes regeringer er repræsenterede. Forbundsrådet skal godkende over halvdelen af alle lovforslag, og Schröder ventes nu at få det langt sværere.
Artikel side 5

Bombeeksplosion efter fredsaftale
*Få minutter efter at det israelske kabinet søndag eftermiddag havde ratificeret Wye-2-fredaftalen med palæstinenserne, sønderrev en bombeeksplosion en gade i det nordlige Israel i byen Tiberias.
En talsmand for den lokale ambulanceservice sagde, at det sandsynligvis drejede sig om en bilbombe.
"Det var vist en bil med masser af sprængstoffer i, som sprængte i luften," sagde talsmanden. Ligene af to mennesker er angiveligt fundet i bilen.
Leder og artikel på forsiden og artikel side5

Mobilisering i Dagestan
*Den russiske Kaukasus-republik Dagestan indførte søndag generel mobilisering af befolkningen "for at forsvare republikken", hed det i en officiel meddelelse.
I en henvendelse til befolkningen i Dagestan sagde statsrådet, at krisen er akut, og at republikken er i fare for at blive revet løs fra Rusland.
Omkring 2000 tjetjenske oprørere var tidligere søndag krydset ind over grænsen fra Tjetjenien til Dagestan og havde erobret fire landsbyer, hvilket har åbnet en ny front i kampene med russiske styrker i den lille Kaukasus-republik.

Alarm da Sterling-fly skulle lande
*Ambulancer og brandbiler var i alarmberedskab, da et passagerfly fra Sterling European Airlines søndag eftermiddag skulle lande i Københavns Lufthavn i Kastrup.
Landingen gik godt, og ingen af de 199 personer om bord kom til skade, oplyser politiet.
Årsagen til alarmen var meldinger om, at Boeing 737-flyet havde mistet trykket i kabinen.
Flyet kom fra Billund Lufthavn, hvor en medarbejder i tårnet mente at have set, at flyets bagende ramte startbanens asfalt, da det lettede.
Passagererne var charterturister, der efter mellemlandingen i Kastrup skulle videre til Tyrkiet.
Efter landingen blev flyet dog taget ud af drift, oplyser politiet.

Sexmisbrugere bag børneporno
*Afsløring af børneporno på Internet har fået høj prioritet hos politiet, fordi der ses flere eksempler på, at brugere af de kriminelle fotos også misbruger børn seksuelt.
Det siger lederen af Rigspolitiets IT-støttegruppe, kriminalkommisssær Preben Andersen.
"Der har vist sig at være en sammenhæng mellem brugen af billeder og et reelt misbrug af børn. Personer, der benytter børneporno, har til tider også seksuel omgang med børn i virkeligheden. Derfor tager vi børneporno på Internet meget alvorligt," siger Preben Andersen.

Opfølgeren til "Bleeder" på vej
*Opfølgeren til "Bleeder", en af årets store danske filmsucceser, bliver en thriller, der laves som en international co-produktion med engelsk og brasiliansk dialog.
Instruktøren Nicolas Winding Refn er i gang med at skrive manuskriptet i samarbejde med den amerikanske forfatter Hubert Selby Jnr.
"Ideen til den ny film kom væltende en dag, sådan helt ud i det blå. Rollelisten besættes efter nytår, og vi regner med at starte optagelserne i efteråret 2000," siger Nicolas Winding Refn.
Filmen optages i Rio de Janeiro og formentlig USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her