Læsetid: 4 min.

Overblik

2. september 1999

Sikkerhed øget efter terrorbombe
*Ruslands indenrigsminister, Vladimir Rusjajlo, beordrede i går forhøjet beredskab i alle større russiske byer efter den bombeeksplo-
sion, der tirsdag aften fandt sted i Moskva. 41 mennesker blev kvæstet, heraf seks alvorligt, da en sprængladning svarende til tre kilo trotyl blev bragt til sprængning i en spilleautomat i butikscenteret Okhotnij Rjad, der ligger på Manegepladsen tæt ved Kreml.
Det forhøjede beredskab fortsætter i hvert fald den kommende weekend over, hvor der er byfest i Moskva. Indenrigsministeren sagde, at det forhøjede beredskab også gælder i andre byer.

TV3 topscorer i tv-afstemning
*TV3 blev som forventet topscorer over hele landet, og så får kabelseerne en kanal, der viser blød porno i de sene nattetimer. Det blev resultatet af Tele Danmark Kabel TVs brugerafstemning.
Sportkanalen Eurosport er dog ikke automatisk sikret distribution, selv om kanalen kom ind på en syvende plads. Ifølge Tele Danmark er den populære kanal for dyr.
"Sammensætningen af programmer er ikke blot et spørgsmål om at tælle op, men om at sikre alsidighed, fornuftige priser og kvalitet i det samlede udbud til kunderne," sagde adminstrende direktør i Tele Danmark, Henning Dyrmose.

Betjente sigtet for at hjælpe kriminel
*To betjente fra Århus Politi er blevet anholdt for at have givet fortrolige oplysninger fra politiets registre videre til en kriminel person, oplyste statsadvokaten i Viborg, Peter Brøndt Jørgensen, i går. Under en aktion tirsdag formiddag blev begge politiassistenter anholdt med assistance af Rejseholdet. Samtidig blev politifolkenes private hjem ransaget. Efter afhøring blev de løsladt tirsdag aften.
Angiveligt har sagen været efterforsket gennem nogen tid, inden statsadvokaten tog affære. Han fik anmeldelsen fra politiassistenternes chef, politimesteren i Århus. Politimester Tage Bækgård ønsker ikke at kommentere sagen.
Den prekære sag er omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri. Således ønsker statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen ikke at sige, hvordan de to politiassistenter forholder sig til sigtelsen.

Frokostinvitation til Buksti
*"Man kommer ingen vegne med at lukke munden, men kun ved at debattere og diskutere, hvad der er de bedste løsninger. Det er det, vi har partierne og det politiske system til," sagde den radikale partileder Marianne Jelved som kommentar til sommerens sammenstød mellem de to regeringspartier.
Kommentaren faldt på det radikale regeringspartis sommergruppemøde i Holbæk, og blev efterfulgt af en invitation til Socialdemokratiets politiske ordfører Jacob Buksti til "en god lille frokost" for at gøre ham glad igen, sagde Jelved.
Uenighederne mellem de to regeringspartier fik forleden Jacob Buksti, til at spørge, om de radikale virkelig ønsker at være i regering med S, som hver gang led skade af de radikale særmeldinger.

Ny olieforurening på vestkysten
*Den jyske vestkyst blev i går formiddag ramt af en ny olieforurening på en 20 kilometer lang strækning fra Blåvandshuk vest for Varde og nordpå til Blåbjerg. Miljøvagt i Ribe Amt, Jan Jensen, siger, at forureningen er værst ved Blåvandshuk, hvor kommunen allerede i går gik i gang med at rense stranden for store klumper af olie.
Søværnets Operative Kommando sendte fly ud over Nordsøen tæt ved kysten, men der rapporteres ikke om mere olie på vandet end det, der er drevet ind på stranden. Der var i går ikke spor af, hvor olien kommer fra.

Nyt forum for Asien og Sydamerika
*Regeringerne fra 27 lande åbnede i går et nyt Østasiatisk-Latinamerikansk Forum, der skal styrke de handelsmæssige og diplomatiske bånd over Stillehavet mellem de to regioner.
Singapores ministerpræsident Goh Chok Tong forestiller sig et forum, hvor regionerne kan lære mere om hinanden på det økonomiske plan, men også inden for områder som kultur, kunst og miljø.
En talsmanden for Singapores udenrigsministerium sagde, at Singapores regering allerede på det første møde vil lægge konkrete forslag om udvidet samarbejde på bordet.

Rektorer er frustrerede over finanslov
*Rektorkollegiet er stærkt kritisk over regeringens nye finanslovsforslag.
"Der er slet ikke nogen sammenhæng mellem regeringens mange intentioner og pæne visioner og så den økonomiske virkelighed, der præger de videregående uddannelser," siger Hans Peter Jensen, rektor på Danmarks Tekniske Universitet.
Rektorkollegiet offentliggjorde i går en rapport, der viser, at de videregående uddannelser får en stadig strammere økonomi på grund af stigende skatter og afgifter.
Også fra Akademikernes Centralorganisation (AC) er meldingen over finanslovsforelaget negativ og skuffet.
"Også i år er tendensen flere studenter for færre penge. Bevillingerne til uddannelse stiger svagt, men stigningen i studenterbestanden er ca. dobbelt så stor som stigningen i bevillingerne," siger formanden for AC, Svend M. Christensen.

Team skal afhjælpe etnisk familie-uro
*Den senere tids mange tilfælde af familietragedier blandt indvandrerfamilier har nu ført til, at Københavns Kommune har oprettet et tværfagligt udryknings-team, som skal kunne hjælpe unge med etnisk baggrund først og fremmest i forhold til tvangsægteskaber.
Det er meningen, at teamet skal kunne tilkaldes med kort varsel for at hjælpe den enkelte sagsbehandler med at gribe en konkret sag rigtigt an. Teamet er sammensat af erfarne medarbejdere fra Indvandrerrådgivningen og Døgnkontakten, som kender de etniske unges problemer i hverdagen. Det består af socialrådgivere, socialpædagoger, en psykolog og en jurist.

Udskældt telefonafgift bliver fjernet
*Tele Danmark dropper den udskældte afgift på ubesvarede opkald på 12,5 øre fra nytår.
Tele Danmark begynder næste år også at harmonisere abonnementsafgifterne, som i dag er forskellige fra landsdel til landsdel, oplyser Tele Danmarks pressechef, Max Stougaard. Samtidig bliver taksterne for fjernsamtaler nedsat med næsten en fjerdedel.
Prisnedsættelserne sker efter krav fra Telestyrelsen, som har pålagt Tele Danmark at sænke priserne, så den gennemsnitslige privatforbrugers telefonregning nedbringes med fire procent både næste år og i år 2001.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu