Læsetid: 5 min.

Overblik

1. september 1999

(2. SEKTION - Studiestart)
Studerende bondefanges
*Flere og flere studerende tages ved næsen i jagten på at få tag over hovedet til studiestart. Manglen på boliger til unge i København skruer huslejepriserne på det grå boligmarked så højt op, at de studerende med SU som eneste indtægtskilde er prisgivne.
Især er den gal med prisen på udlejning af enkeltværelser. Et blik på boligsiderne i Den Blå Avis fortæller sin egen historie: Et enkeltværelse i København C på 13 kvm, pris 2.500 kroner, er et blandt mange eksempler.
Antallet af klager er stigende fra 80 sidste år til 100 i år, men Lejernes Landsorganisation anslår, at den kun behandler cirka ti procent af sagerne.
De studerende har mulighed for at få deres husleje prøvet i huslejenævnet, men de færreste ved det, skriver universitetsavisen.

Wat have you gåt in jur taisk?
*Mobiltelefoner og computere er standardudstyr blandt studerende, mens bærbare computere endnu er et stykke vej fra et endeligt gennembrud. Det viser en undersøgelse foretaget blandt amerikanske college-studerende.
Ifølge undersøgelsen er antallet af studerende, der har deres egen PC'er stående hjemme på skrivebordet, steget fra 60 procent sidste år til 69 procent i år.
En tredjedel af de studerende ejer mobiltelefoner. Mens mellem fire og fem procent har en bærbar computer i rygsækken.
Undersøgelsen viser, at en studerende i gennemsnit bruger omkring 450 kroner om måneden på at tale i mobiltelefon.
"Det beløb kunne der købes mange øl for," kommenterer journalisten, Leander Kahney, der har skrevet om undersøgelsen på Internettet.

Nedskæringer rammer studerende
*Forårets nedskæringer på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet rammer kandidatuddannelsen.
Større hold, mindre udbud af kurser, færre undervisningstimer og mere selvstudium er konsekvenserne, der nu begynder at vise sig på fakultet, skriver Magisterbladet.
En katastrofal økonomi gjorde det i foråret nødvendigt at skære 70 videnskabelige stillinger bort.
Og det har tvunget studielederne på de naturvidenskabelige fag til at skære 15 procent i den undervisning, der bliver tilbudt på efterårssemestret og fremover.

Fleksibelt arbejde stresser
*Kombinationen af høj uddannelse og fleksibelt arbejde er en farlig cocktail, der ofte giver stress og dårligt helbred.
Men på trods af den psykologiske belastning opleves det fleksible arbejde som sjovere og mere tilfredsstillende, skriver Magisterbladet på baggrund af en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, foretaget af cand. phil. Agi Csonka.
"Det er overraskende, at jo højere op i stillingshierakiet, man bevæger sig, jo dårligere er det for ens velbefindende.
Det er betydeligt bedre for ens helbred at være ufaglært end at være højtuddannet - uanset hvilken type arbejde, man har," siger socialforskeren.

Første pirat dømmes
*Den 22-årige universitetsstuderende Jeffrey Gerard Levy bliver den første amerikaner, der dømmes for piratkopiering på Internettet.
Jeffrey Gerard Levy dømmes for at have foræret musik, film og software væk, som han har hentet og lagt ud på sin egen hjemmeside.
Retten har ikke fundet beviser for, at han skulle have tjent penge på sit ulovlige foretagende.
Levy har erkendt sig skyldig i at overtræde The No Electronic Theft Act fra 1997. Strafferammen for at videregive copyright-sikrede værker for mere end 2.500 dollars er tre års fængsel og en bøde på 250.000 dollars.
Dommen over den studerende falder den 2. november.

Modernismens betydning ligger i former
*Nyt forskningsprojekt på Ålborg Universitet skal i de kommende tre år dykke ned i modernistisk litteratur for at se på, hvad modernismens form og struktur betyder.
"Tendensen er, at modernistiske forfattere ikke skriver genkendeligt om virkeligheden, men forsøger at få virkeligheden til at afspejle sig i formen for ad den ved at forstå virkeligheden," siger lektor, dr.phil. Anker Gemzøe.

Ny gymnasielæreruddannelse
*Aarhus Universitet har foreslået Undervisningsministeriet at oprette en naturfaglig gymnasielæreruddannelse for at afbøde de kommende års lærermangel.
Den eksisterende pædagogikum-ordning er ikke god nok til at tiltrække nye kandidater, mener studieleder Tage Bai Andersen, der er bekymret over cand.scient.'ernes galop udi det private erhvervsliv.
Undervisningsministeriet er skeptisk over for forslaget, mens flere af de andre universiteter er positive, skriver Gymnasieskolen.

Danskerne solgte ud til Nazi-Tyskland
*Ny ph.d.-afhandling afslører, at Danmarks rolle under Anden Verdenskrig langt fra passer på den folkekære grisehandler Larsen fra tv-serien Matador, der afviste nazisterne ved sin stalddør. I virkelighedens verden solgte Larsen til tyskerne i stor stil - og tjente fedt på det.
Ved afslutningen af krigen havde Danmark eksporteret for lidt over fire mia. kroner til Det tredje Rige, finansieret af Den danske Nationalbank og det danske samfund.
Kun det fascistiske Italien var en vigtigere handelspartner end Danmark, skriver Universitetsavisen.

Ensomhed er et sundhedstegn
*Ensomhed er ikke - modsat den gængse opfattelse - et stort problem blandt studerende. Det mener psykolog Carl Weltzer fra Århus Studenterrådgivning, der ønsker at gøre op med myten om den ensomme studerende.
"Ofte er ensomhed et sundhedstegn. Det er et nødvendigt skridt på vej til at slippe det, man kommer fra og finde ud af, hvad man selv står for," siger Carl Weltzer til Stud.Samf., medlemsbladet for Stud.Samf-Foreningen under DJØF.

Kvinder søger IT-højskole
*34 procent af ansøgerne til den nyoprettede IT-højskole i København er kvinder. 196 søgte om optagelse, af dem bliver 162 optaget. Skolen forventer, at 140 vil tage imod optagelsen, skriver Erhvervsbladet.
Højskolen lægger ud med fem studier: Elektronisk handel, tværfaglig informationsteknologi, design, kommunikation og medier, softwareudvikling og en masteruddannelse i softwareudvikling.

Kondomer giver langt intimt forhold
*85 procent af college-studerende i USA er seksuelt aktive, men kun 40 procent har nogensinde brugt et kondom.
Det skyldes i de fleste tilfælde at det opfattes som flovt at spørge sin partner, om det var en idé at finde noget gummi, før man kaster sig i grams.
Men det er en helt forkert score-strategi viser en ny undersøgelse. Den viser nemlig, at overvinder man den pinlige fornemmelse - specielt, når det drejer sig om 'første gang' - fører det til et tættere, mere intimt og længere forhold.

Nu er det snart nok igen
*Forårets 'Nu er det nok'-kampagne, hvor studerende og gymnasieelever fra hele landet var på gaderne i protest mod den finanslovsstyrede uddannelsespolitik, fortsætter i efteråret.
"I efteråret vil vi lægge vægt på at komme ud og få taget debatten på de enkelte uddannelsesteder," siger Thomas Kiernan fra RUC.
"Indstillingen blandt aktivister og organisationer er, at vi klør på. Men informationer er vigtige. For hvis kampagnen kommer til at køre på misforståede paroler, så får vi svært ved at få folk med."
Parolerne fra foråret var:
* Nej til ændring af kvote to.
*Nej til beskæring af SU.
* Studerende og elever på arbejdsmiljøloven.
* Mere demokrati i uddannelsessystemet.
Kvote to er ændret og bliver sandsynligvis halveret i løbet af tre år. SU'en er ikke blevet beskåret endnu. Ingen elever eller studerende er kommet på arbejdsmiljøloven. Der blev til gengæld nedsat et nyt udvalg.
Margrethe Vestagers demokratiredegørelse er ok for seminarierne men ifølge Thomas Kiernan en "fis i en hornlygte" for både gymnasier og universiteter. grøn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu