Læsetid: 5 min.

Overblik

22. september 1999

UCK går i civilt
*Kosovo-provinsens sikkerhed er nu ene og alene Kosovos Fredsbevarende Styrke's (KFOR) ansvar. Det fastslog den britiske general Michael Jackson, der er øverstkommanderende for NATO's styrker i Kosovo tirsdag, efter at Kosovos Befrielseshær, UCK, havde accepteret aftalen om at aflevere samtlige våben og samtidig acceptere at overgå til en civil administration.
NATO's øverstkommanderende i Europa, den amerikanske general Wesley Clark, blev derfor tirsdag rost for at have spillet den helt afgørende rolle med hensyn til at overbevise Kosovo-albanerne om, at det er nødvendigt at omforme UCK til et civilt forsvarskorps. Noget af det gamle UCK beholdes dog, idet stabschefen general Agim Ceku også bliver leder af beskyttelsesstyrken. Styrkens emblem bærer også de samme sorte, røde og gyldne farver som UCK. NATO's generalsekretær, Javier Solana, hilste straks aftalen velkommen og sagde, at det er en milepæl for gennemførelsen af fredsaftalen.
"Fra i dag er UCK ophørt med at eksistere som en struktureret paramilitær organisation," sagde Javier Solana.
Kosovo-korpset skal efter planen bestå af 5.000 regulære medlemmer og 2.000 i reserven. Kun 200 af dem vil få lov til at bære håndvåben.

Dødstallet stiger efter jordskælv
*Flere end 1.700 mennesker er omkommet i forbindelse med det kraftige jordskælv, der tidligt tirsdag lokal tid ramte Taiwan, oplyser indenrigsministeriet i Taipei.
1.712 mennesker var tirsdag aften konstateret døde, 4.005 er kvæstet, 2.991 indespærret i sammenstyrtede huse og 216 savnes i det værste jordskælv i landets historie.
De fleste af de døde, kvæstede og savnede befandt sig i regionen Nantung, hvor jordskælvet havde sit såkaldte epicenter, og naboregionen Taichung i det centrale Taiwan omkring 150 km syd for hovedstaden Taipei.

Kina anholder 20 sekttilhængere
*De kinesiske myndigheder i det sydlige Kina har anholdt 20 tilhængere af den forbudte sekt Falungong. Anholdelserne kom efter at myndighederne havde fået et tip om, at Falungong planlagde en større demonstration i Beijing ved 50 års festlighederne i anledning af kommunistyrets 50 års jubilæum.
I den seneste uge har Kina optrappet nedkæmpelsen af Falungong, som blev forbudt i juli. Det Hongkong-baserede informationscenter for Menneskerettigheder og Demokratisk Bevægelse i Kina sagde, at mindst 300 Falungong-tilhængere i sidste uge blev anholdt.

Demonstranter på gaden i Beograd
*op imod 15.000 mennesker samledes tirsdag i det centrale Beograd for at deltage i en demonstration mod Jugoslaviens præsident, Slobodan Milosevic, arrangeret af oppositionsgruppen Alliancen for Forandring. Lignende demonstrationer ville blive holdt i omkring 20 andre byer i Serbien for at markere en ny fase i alliancens kampagne for at fordrive Milosevic.
Oppositionen satser på, at aktionerne bliver en landsdækkende og længerevarende kampagne, der skal brede sig som ringe i vandet for til sidst at få Milosevic til at trække sig.

Den Danske Bank afviser LD-krav
*Bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond besluttede tirsdag at anlægge sag mod Den Danske Bank i Hafnia-sagen. LD kræver at få erstattet et tab på 416 mio. kr., som fonden tabte i Hafnia-sagen.
Den Danske Bank afviste i går kravet fra LD - et krav som efter bankens mening er udslag af politisk pres.
Artikel side 4

Naturvidenskaben får 40 mio. kr.
*Naturvidenskab fik en særlig håndsrækning, da Forskningsforum mandag besluttede, hvordan de seks statslige forskningsråds økonomi for årene 2000-2002 skal tilrettelægges.
Forskningsforum, der har ansvar for den overordnede koordinering mellem forskningsrådene, har valgt at afsætte 40 mio. kr. til Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd. Pengene skal hentes fra andre forskningsråd, og det bliver især det tekniske forskningsråd, der skal være med til at betale.
Baggrunden er, at det faldende antal studerende ved naturvidenskab fører til faldende basisbevillinger, hvilket igen skader rekrutteringen af unge forskere. Men flere af de øvrige forskningsråd ønsker at sikre, at den naturvidenskabelige grundforskning ikke bliver svækket.

EU kræver støtte-kroner tilbage
*EU kræver, at Danmark betaler cirka 200 millioner kroner tilbage i landbrugsstøtte. Tilbagebetalingen af landbrugsstøtten drejer sig om perioden fra den 1. oktober 1995 til den 1. juli 1997. Danmark modtager årligt knap tre milliarder kroner i eksportstøtte fra EU.
I 1996 og 1997 konkluderede EU-Kommissionen, at Told & Skats kontrol i forbindelse med eksporten af landbrugsvarer ikke lever op til EU's krav.
Myndighederne erkender, at Kommissionens revisionsorgan kan dokumentere, at kvaliteten i den danske kontrol ikke lever helt op til kravene fra EU. Men man mener ikke, at fejlene kan have medført et reelt tab for EU på 200 millioner kroner. Danmark vil derfor udnytte muligheden for at anmelde sagen til behandling i et særligt mæglingsorgan.

Miljø for milliarder
*CO2-afgift, vandafgift, affaldsafgift og andre miljøafgifter skæpper godt i statskassen. Ifølge Danmarks Statistik var de miljørelaterede indtægter på 11,6 milliarder kroner i 1998. Og i år er de budgetteret til at indbringe 12,7 milliarder kroner til statens store pengekasse. Siden 1995 er miljøindtægterne steget fra 7,7 milliarder kroner.
Men det er ikke indtægter alt sammen - et godt miljø koster også penge for staten. I 1998 var statens miljøudgifter på 7,7 milliarder kroner, og i år er miljøudgifterne budgetteret til at koste 8,1 milliarder kroner.

Center skal hjælpe voldtægtsofre
*Rigshospitalets gynækologiske afdeling sætter nu turbo på planerne om at oprette et modtagecenter for kvinder, der har været udsat for voldtægt. Det sker, efter at de tirsdag fik vished for, at også det kommende nationale videnscenter for voldtægtsofre kommer til at ligge på Rigshospitalet.
Chefen for hospitalets gynækologiske afdeling, Juliane Marie Centret, Jens Knudsen, forventer, at det nye center kan være klar omkring den 1. januar år 2000.
Videnscentret er foreløbigt et fire-årigt pilotprojekt. På Finansloven for 1999 er der afsat fem mio. kr. om året de kommende fire år, hvorefter projektet skal evalueres. Sideløbende er det meningen, at der skal oprettes modtage-enheder for voldtægtsramte kvinder flere forskellige steder i landet.

Færre søger asyl i Europa
*Antallet af mennesker, som har søgt om asyl i et europæisk land, faldt med 12 procent i august måned i forhold til hvor mange asylansøgere, der var i juli. Det oplyser FN's Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) kontor i Geneve.
Mens der i august var ialt 25.250 ansøgninger om asyl, så var der i juli 28.590 asylansøgninger i de forskellige europæiske lande. Tyskland modtog størsteparten af ansøgningerne, nemlig 35 procent, mens Holland fik 14, og Schweiz og Frankrig 11 procent hver især. Faldet skyldes at færre fra Jugoslavien søger asyl.

B.T. nedlægger 20 stillinger
*Medarbejdere og chefredaktion på dagbladet B.T. er efter 14 dages forhandlinger nået til enighed om en plan, der skal forbedre formiddagsavisens økonomi med 20 millioner kroner. Efter planen nedlægges 20 stillinger, hvoraf 15 er i redaktionen og resten i administrationen.
Samtlige reduktioner sker ifølge avisen ved frivillige fratrædelsesordninger. Besparelserne skyldes, at udgivelsen af B.T. i øjeblikket er en underskudsforretning for Det Berlingske Hus. I de seneste 10 år er oplaget faldet fra 226.000 til ca. 123.000.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her