Læsetid: 3 min.

Patientklager presser sygehuse

1. september 1999

Alene i Vejle Amt er antallet af blodanalyser på patienter fordoblet på ti år. Angsten for klagesager får læger til at gardere sig

For at have bevismateriale i en klagesag får læger taget alt for mange, unødvendige blodanalyser.
Det er ikke bare dyrt, men kan samtidig føre til fejldiagnoser, så raske patienter bliver erklæret syge.
Det siger lederen af laboratoriet på Vejle Sygehus, administrerende overlæge Ivan Brandslund.
Hans afdeling har mere end fordoblet antallet af analyser i de 12 år, han har været leder, og stigningen kan ikke forklares med en øget sygelighed blandt patienterne.
"Jeg fornemmer klart, at mange læger får taget analyser for deres egen skyld og ikke for patientens. Lægerne vil have ryggen fri, hvis de får en klage," siger overlægen.
Tendensen bekræftes af formanden for Den almindelige Danske Lægeforening, Jesper Poulsen.
"De mange klagesager er med til at skabe en paranoid stemning blandt læger, og det kan givet føre til, at nogle af lægerne får taget ekstra analyser, som de ellers ud fra en ren lægefaglig vurdering ikke havde behøvet," siger Jesper Poulsen.

Raske bliver syge
Antallet af klagesager er fordoblet gennem de seneste ti år. I øjeblikket har omkring hver sjette læge en sag under behandling i Patientklagenævnet. Og selvom kun en lille del af klagerne fører til en påtale, så er klagerne med til at præge lægernes adfærd.
Efter et par klagesager er fødeafdelingen på Vejle Sygehus eksempelvis begyndt at tage blodanalyser på en større del af de nyfødte.
Blandt andet for at have noget materiale sort på hvidt at kunne lægge frem i nye klagesager.
"Det er ikke længere nok at sige, at man følte og lyttede til barnet og ikke fandt, at der var problemer," siger afdelingens overlæge, Ejvind Honore.
Der findes ingen undersøgelse af, i hvor stort omfang læger tager prøver, ordinerer medicin eller behandler folk, uden der er en klar lægefaglig begrundelse.
Men det stigende antal blodanalyser kan være et parameter for, at lægerne er begyndt at agere mere defensivt, mener lederen af laboratoriet på Vejle Sygehus, Ivan Brandslund.
Han pointerer, at blodanalyser ikke kan stå alene. Tages de ikke som led i en bred lægefaglig vurdering af patienten, så risikerer man fejl.
"En ud af 20 prøver ligger statistik udenfor normalområdet, så jo flere analyser man tager, jo større er risikoen for at erklære en rask patient syg - og så får vi flere patienter, der cykler rundt i systemet, uden de fejler noget," siger overlægen.

Flere stiller krav
Det er en generel tendens i tiden, at folk sætter sig bedre ind deres sygdom, inden de går til læge. Flere stiller krav og flere klager, hvis der er noget galt.
Sådan siger formanden for Patientforeningen Danmark, Marianne Thomsen, der blandt andet hjælper folk med at klage over fejlbehandling.
"Men langt de fleste patienter råder vi til ikke at klage, så jeg mener ikke, at vi som patientforening er med til at piske noget op," siger Marianne Thomsen.
Sundhedsminister Carsten Koch siger, at han ikke har kendskab til, at sundhedsvæsenet er inde i en systematisk proces, hvor de overbehandler patienterne.
"Jeg får mange breve fra folk, hvor jeg får det modsatte udtryk. Men jeg vil ikke udelukke, at nogle læger af frygt for klager bestiller en ekstra analyse. Men det er nyt for mig, at det skulle være udbredt," siger sundhedsministeren, der ikke finder sidste års 2.544 klagesager alarmerende mange.
Den almindelige Danske Lægeforening har netop sendt et spørgeskema ud til samtlige 10.000 læger herhjemme. Svarene skal blandt andet kortlægge deres angst for klager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her