Læsetid: 6 min.

Pia Gjellerup fører en fortvivlet kamp

3. september 1999

- for en håbløs sag. Enten får folk et job i f. eks Hjemmeservice eller også bliver de aktiveret. Herom står striden på Christiansborg i disse dage og forhåbentlig hele efteråret

Frie ord
ER DER ENDELIG ved at gå hul på bylden? Udstødningsbylden?
Forsiden i dag og Informations forsider i flere forudgående dage tyder på, at den anstændige del af regeringens opposition er ved at gennemskue en livsløgn, som Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og store dele af fagbevægelsen længe har næret med støtte fra de toneangivende koryfæhoveder i mainstream medierne. Kort kan den formuleres som illusionen om, at det moderne robotiserede og globaliserede informationsteknologiske arbejdsmarked i sig selv rummer muligheder for arbejdspladser til alle de nye titusinder af kvinder og mænd i den arbejdsdygtige alder, der ellers hvert eneste år stødes over i den samlede gigantiske gruppe af herhjemme i første omgang overførselsesindkomstmodtagere (socialgruppe VI), i andre vestlige lande noget der er værre end selv overførselsgraven.
Folk skal bare uddannes, efteruddannes, omskoles, jobtrænes, aktiveres og gelejdes med kærlig, men fast hånd til dette nye arbejdsmarked, så vil arbejdspladserne myldre frem til de ellers udstødningstruede, har løsenet lydt. I lidt forskellige udgaver fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og de radikale.
Nu siger CD, SF og Enhedslisten tilsyneladende fra.
Sammenfaldet af dels regeringens angreb på Hjemmeservice dels ønske om yderligere 1,6 milliarder kroner til aktivering har åbenbart fået de tre nævnte partiet til at vågne op.
SF havde med sit udspil 'Arbejde til alle' fra forsommeren allerede lagt op til en efterårsmanøvre af denne art. Da udspillet netop foreslår en noget nær samfundsrevolutionerende udvidelse af grundprincipperne i den Hjemmeservice, der er Mimi Jakobsens hjertebarn, ser vi hende nu som CD's leder i en uvant men forjættende alliance med SF's Jes Lunde vendt imod i første omgang erhvervsminister Pia Gjellerup. Enhedslistens Frank Aaen spiller klogt og myndigt med i dette spil, der for Pia Gjellerup er så håbløst, at man må spørge, hvem der dog har lokket eller tvunget hende ud i det?

MIMI JAKOBSEN dryssede i går med gavmild og ondskabsfuld hånd guldkorn over Informations forside og giftdråber i sin efterfølger Pia Gjellerups bæger:
"Vi skal til at ansætte folk i stedet for at aktivere dem," funklede det største af guld- og giftkornene.
Det er modsætningen i dag: Enten får man et job eller også bliver man aktiveret.
Spot til skade føjes, når det sadistisk hedder fra regeringens og fagbevægelsens side, at man aktiveres for at få et job:
"Jeg (Mimi Jakobsen) får utallige breve fra kvinder i min alder og ældre, der bare bliver sendt på et kursus i tekstbehandling. Men de folk kommer ikke i nærheden af et job, så det er nonsens."
"Hvis erhvervsministeren og Socialdemokratiet kunne opvise nogen som helst positive resultater med alle de kurser, de sender folk på, som aldrig fører til noget som helst, og som efterhånden er ved at blive lige så håbløse, som de var for syv til otte år siden, så kan de godt skrotte Hjemmeserviceordningen," strålede og syrede et andet korn.
Fru Jakobsen fra CD optræder til tider så vis og spydig som fru Nielsen fra Valby Langgade:
"Jobbene skal oprettes alle de steder, hvor man i stigende omfang ser nedslidning. Det gælder busserne, det gælder plejehjemmene og sygehusene. Alle de steder, hvor folk løber for hurtigt. Når først vi begynder at se nedslidninger, fordi folk løber for stærkt, og servicen samtidig er elendig, må vi spørge, om vi virkelig har råd til at slagte folk helbredsmæssigt på den her måde?"
Til næstsidst denne lille - men sande - giftighed:
"Når jeg tænker på de milliarder af kroner, der er blevet brugt på aktivering, og som i mange tilfælde har givet folk nye nederlag...".
Så er den forhenværende erhvervsminister fra den første Nyrup-regering godt tilfreds med den Hjemmeservice, hun dengang fik igangsat. Den skaffer dog folk beskæftigelse. Er oven i købet ifølge Erhvervsministeriets egne beregninger gratis for staten og kommunerne. Som tjener udgifterne ind igen på øgede skatter, moms og på sparede udgifter til aktivering og overførselsindkomster.
"Hvis vi mangler arbejdskraft, skulle vi tænke på de tusinder af dygtige folk, der sidder og aktiverer andre...," lyder den afsluttende ondskabsfuldhed indpakket i guldlamé.

UDEN gustne national- eller privat-økonomiske overlæg af generel eller fagegoistisk art plumper Mimi Jakobsen ud med, hvad fornuftige mennesker må tænke og føle i disse år:
Det er dog urimeligt for ikke at sige åndssvagt, at vi på den ene side bruger mange milliarder kroner hvert år på at holde hundreder af tusinder af mere eller mindre nedslidte og/eller overflødiggjorte kvinder og mænd i den arbejdsdygtige alder forsørgede på det offentliges regning, samtidig med at vi på den anden side ikke har råd til ordentlig(e) hjemmehjælp, plejehjem, sygehuse, skoler med lave klassekvotienter, viceværter, voksne mennesker i private hjem, hvis forældre begge er udearbejdende, vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, miljøopgaver, nærpoliti, multihåndværkeres småreparationer, vedligeholdelse af bohave og alle vores stadig mere komplicerede tekniske vidundere, godt gedigent håndværk og kunsthåndværk, levende menneskegøgl til hverdag og fest og anden livsnødvendig unyttighed.
Pointen er, at det såkaldte normale robotiserede og globaliserede informationsteknologiske arbejdsmarked ikke i sig selv rummer eller bare åbner for arbejdspladser af denne efterspurgte art. Det er derfor udgifterne til aktivering stiger samtidig med at de forsikredes ledighed falder. De, der kan følge med i kravene til omstilling og omskoling og omflytning og omvæltning, får arbejde. De, der ikke kan, fordi det byder deres sind imod, eller ikke vil, fordi det byder deres krop imod, bliver sendt på aktivering. Til de også ryger ned i overførselsgraven.
Eller de går til Hjemmeservice.
Hjemmeservice bryder radikalt med livsløgnen. Den indrømmer, at det såkaldte normale arbejdsmarked allerede i dag ikke er spor normalt for et sted mellem en femtedel og op imod en tredjedel af den vestlige verdens kvinder og mænd. Den prøver med et skub fra det offentlige at åbne et normalt arbejdsmarked for dem, det globaliserede robotmarked er for umenneskeligt af enten psykologisk-moralske eller fysisk-kapacitetsmæssige grunde. Skubbet er oven i købet omkostningsneutralt, som det hedder på økonomsprog.
I omfang er Hjemmeservice stadig en lille bitte joker i det store opbrud, som det efterindustrielle videnssamfund har tvunget den vestlige og snart hele verden ud i.
I princippet er Hjemmeservice et brud med selve den mentalitet, der er blevet kaldt de globaliserede symbolanalytikeres kommende verdensherredømme og tyranni.

NU KOMMER SÅ det store og afgørende spørgsmål, hvordan den stadig mere forknoklede og stadig mere forbrugende middelstand vil reagere, den dag det bliver den klart, hvad det egentlig er, striden på Christiansborg i disse dage handler om:
På den ene side muligheden af lidt
efter lidt at stramme arbejdspolitikken mere og mere og så småt fjerne eller
beskære overførselsindkomsterne, hvilket vil give grundlag for betydelige
skattelettelser til middelstanden og dermed råd til at forsyne den med endnu flere biler, computere, mobiltelefoner, mikrobølgeovne, videomaskiner, charterrejser og dyrere boliger. For at anvende præcis den opvisning af sejre,
finansminister Mogens Lykketoft i
disse dage markedsfører sin regering med.
På den anden side muligheden af at åbne arbejde for de titusinder, der ellers hvert år sendes ned i overførselsgraven, ved at anvende grundprincipperne i Hjemmeservice i stærkt udvidet grad og sikre ordentlig(e) hjemmehjælp, plejehjem, sygehuse, skoler med lave klassekvotienter, viceværter, voksne mennesker i private hjem, hvis forældre begge er udearbejdende, vuggestuer, børnehaver og så videre. Hvilket ikke vil føre til flere biler, computere, mobiltelefoner, mikrobølgeovne og så videre, men måske færre.
Endnu tør Pia Gjellerup ikke åbent stå frem med den første mulighed på programmet. Forhåbentlig vil hun heller ikke.
Hun kan true med at bruge Hjemmeserviceforligets klausul til helt at lukke ordningen. Men det vil pege for tydeligt i retning af den første mulighed. Hendes chance for at komme ud af sin fortvivlede kamp med en smule skind på næsen, er et forlig med CD, SF og Enhedslisten om en mindre besparelse nu mod en total fjernelse af klausulen, så ordningen naturligvis øges og ikke indskrænkes i takt med at den rent faktisk i modsætning til aktivering - skaffer beskæftigelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her