Læsetid: 4 min.

Poesi og encyklopædi

25. september 1999

FÆLLES VIDEN er nødvendig, når samtaler af nogen betydning skal føres. Det ligger i ordet. Fra reklameverdenen og massemedierne har vi en uhyre mængde komplet ligegyldig viden til fælles. Til gengæld ser vi øjnene, at den såkaldt almene dannelse trods enhedsskolen er skrumpet noget i vore dage, er fordelt på adskilte kundskabsverdener, så vi nu faktuelt ved mere forskelligt om flere forskellige ting. Det er ikke nok at tale samme nationalsprog.
Politikens Bettina Heltberg var inde på emnet forleden i en omtale af det nye og 14. bind af Encyklopædien og mente, at Salmonsens gamle konversationsleksikon bød på flere muligheder for samtale med sin fortællende bredde i artiklerne om en mere overskuelig verden. Nutiden må i højere grad prioritere og distribuere kolde kendsgerninger i et måske køligere sprog. Sandt nok er det hårdt for en humanist at læse matematiske artikler. En lille trøst er det, at matematikerne gerne er med på humaniora.

SKISMAET går tilbage til 1600-tallets opgør mellem ånd og materie, hvor naturvidenskaberne fastslog ting, som troen havde det skidt med. I vore dage er trossikkerheden hos begge parter ikke længere så massiv. Man kan endda få det indtryk, at supervidenskaberne begynder at ligne poesi, mens poesien henter inspiration i videnskab - i et fælles behov for at føre adskilte verdener sammen.
Den svenske Nina Burton har skrevet en inspirerende bog om Det splittrade alfabetet: Tankar om tecken och tystnad mellan naturvetenskap, teknik och poesi (Symposion 1998). I både videnskab og poesi gælder det om at sammenføje adskilte og beslægtede fænomener. Poesi, der betyder skaben, frembringelse, består i, siger hun, "at flytte noget fra ensomhedens fantasibilleder til noget vi kan dele."

BETEGNENDE er det derfor, at man i tidligere tider, før skismaet, fremstillede encyklopædier på vers. Den romerske digter Lucrets (ca. 98-55 f. Kr.) skrev sit vidtfavnende læredigt De rerum natura om, hvordan verden er opbygget og fungerer, baseret på Epikurs materialistiske filosofi i en blanding af sanser og spekulation. Værket kom i 1998 på gedigne danske heksametre, Om verdens natur (275 s. Det lille Forlag) i oversættelse af nu afdøde Ellen A. og Erik H. Madsen. En fornem præstation.
Ligesom Salmonsen er slemt forældet i mange dele af videnskaben, skal man nok heller ikke bruge Lucrets til sikker viden om atomteori. Men godt samtalestof leverede han, når han beskrev, hvordan stoffets skabende urkim avler tingenes mængde og opløser, hvad de har avlet: Grund-stoffet udgør skam ikke en klump der er tæt stuvet sammen/- vi kan jo se at hver eneste ting svinder ind når den slides,/og at som tiden rinder, vil alt flyde ud, så at sige;/ælde får sagtelig alt til at at trække sig ud af vort synsfelt." Og så følger en indgående forklaring på førstepartiklernes bevægelse.

I SØNDAGS stod vi en flok mennesker på Esrum Kloster og læste højt for et talstærkt publikum af en ny fortræffelig og mundret oversættelse af Dantes Guddommelige Komedie ved Ole Meyer. Det store versepos i hundrede sange er en udtømmende beskrivelse af verdens indre sammenhæng omkring år 1300. En encyklopædi, der ikke småligt skelner mellem fysik og metafysik. I værkets 3. del, "Paradiset", hvor Dante anskuer det himmelske rige, belæres han af den elskede Beatrice, som i 2. sang holder en videnskabelig forelæsning for ham med en hel sokratisk dialektik, og det i velformede terziner-vers.
Dante studser over nogle mørke pletter på det lysende himmellegeme. Hun beder ham da først sige, hvad hans egen teori er.
"Jeg tror", sagde jeg, "at dette indtryk skyldes/materiens større eller mindre tæthed"./Og hun: "Du vil forstå, hvor dybt du stikker/i vildfarelse, når du lytter nøje/til mine argumenter imod dette"...
Og hun gør rede for systemets formalprincipper og den rette forståelse af tæthed og tyndhed samt andet betydningsfuldt, anviser ham til hjælp et praktisk eksperiment med opstilling af tre spejle og et tændt lys. Erfaring ved selvsyn foruden ved syner.
Dante forener her både sin kærlighed til Beatrice og til tro og viden i et præcist virkende og ophøjet system. Et system af poesi. En drøm, javel, gentaget siden af så mange, bl.a. af J.L. Borges med hans Alef, den pludselige skuen og indsigt i alle tings sammenhæng. Det første bogstav.

ALFABETETS bogstavfølge er mekanisk, men rummer megen tænkt visdom og en uhyre fascination. Man møder det hyppigt som idé eller formalprincip i vores bogverden udover leksika, eksempelvis i Karl Vennbergs digtsamling Från ö till ö (1979), der ikke handler om sejlads, men om kærlighed på vejen fra ø til a og spejlvendt fra a til ø, et digt for hvert bogstav.

Hur skulle jag kunna säga dig
vad sol eller måne egentligen betyder
eller med vilket sken solen lyste
i gotiska eller sanskrit?
spørger han et sted. Svaret findes i kunsten.
En form for kendsgerninger står også i et moderne, tidssvarende leksikon. Og der er nok at tale om med den elskede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu