Læsetid: 2 min.

Positiv særbehandling af kvinder bliver nemmere

14. september 1999

Danmark er eneste EU-land, hvor der skal gives tilladelse hver gang, der søges om positiv sær-behandling. Det vil ministeren ændre

Kvinder i sneglefart
Danmark er det eneste EU-land, hvor der skal søges dispensation, hver gang et universitet ønsker at lave forsøg med positiv særbehandling af kvindelige forskere. Som tidligere beskrevet i Information, er antallet af kvindelige forskere på universiteterne kun steget med fem procent i de sidste 20 år.
"Vi har et nåleøje i Danmark, fordi dispensationen skal gives af Ligestillingsrådets arbejdsmarkedsudvalg, hvor enhver af parterne kan nedlægge veto," siger Anette Borchorst, lektor i statskundskab, Aarhus Universitet og formand for det nu nedlagte Udvalg for Ligestilling i Forskning.
I Ligestillingsrådets arbejdsmarkedsudvalg sidder repræsentanter for arbejdsmarkedets parter: DA, LO og FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd). Siden 1990 er der dispenseret seks gange efter ligebehandlingsloven til positiv særbehandling på det teknisk-naturvidenskabelige område, samt en dispensation til de såkaldte Freja-programmidler, målrettet yngre kvindelige forskere. RUC søgte i 1996 om positiv særbehandling af kvinder ved nyansættelser og uddeling af stipendier. Men DA blokerede. Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd har ligeledes fået afslag på en ansøgning.
Ligestillingsrådets formand, Ingrid Rasmussen har tilkendegivet, at vetoretten i arbejdsmarkedsudvalget er lavet med henblik på at give organisationerne indflydelse på forhold på arbejdsmarkedet - ikke at bremse forsøg på at få flere kvinder i forskerstillinger.

DA dødtræt
I DA er man åbne over for en anden organisering af uddelingen af dispensationerne. Og som DA's repræsentant i Ligestillingsrådet, Lise Bardenfleth, udtrykker det, er DA "dødtrætte" af den dårlige presse afslagene har givet, fordi det er småting i forhold til de tilsagn, DA har sat fingeraftryk på.
"Når ministeren fremlægger sit udspil for det nye ligestillingsarbejde, vil vi vurdere, hvilken plads vi er tiltænkt," siger hun.
Ligestillingsminister Jytte Andersen (S) er indstillet på, at positiv særbehandling ikke skal ligge "i lommerne på DA": "Jeg vil arbejde for, at det ikke skal være op til organisationerne at vurdere om positiv særbehandling faktisk kan kvalificere en uddannelsesinstitution," siger hun til Information.

*Tidligere artikler i serien om ligestilling i universitetsverdenen er bragt den 10. og 11. september. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her