Læsetid: 3 min.

Med professor Higgins i tidens sprog

22. september 1999

Det lille essay har aldrig været agtet efter fortjeneste, men har dog altid haft sine begavede dyrkere. Jørn Lund er en af dem

Ny bog
I et af sine små epistler konstaterer professor Higgins, at det er gået slemt tilbage med den danske håndskrift. Det er vi mange der beklager. Jørn Lund er en af dem.
Børn lærer ikke at skrive, så det kan læses, computeren gør det såmænd meget bedre, og skriveundervisningen på seminarierne er blevet svækket, så selv lærerne knap nok kan skrive et læseligt postkort fra lejrskolen.
Det er altsammen trist, men nu får den danske håndskrift til gengæld en smuk lille nekrolog i Jørn Lunds epistelsamling om tidens danske sprog.
Bogen handler både om det talte og det skrevne ord, og jeg kan vældig godt lide den. Det skyldes blandt andet, at Jørn Lund er så befriende konkret. Han skriver muntert og mundret om erhvervsdansk, reklamesprog, managementslang og -sjusk, og den slags inviterer ofte til jammer over tidens sørgelige tilstand. Dog ikke hos Jørn Lund. Han tager altid sit udgangspunkt i noget han har læst eller hørt.

Det levende sprog
Han ved godt at sproget er levende og at det forandrer sig. I 50'erne sagde man således 'størtregn', når man mente styrtregn, man var overbevist om, at Anders And ville ødelægge det danske sprog. Det skete ikke, men i dag siger man 'værrelse', i stedet for 'væ.relse' med længt æ, og det er da ikke spor bedre.
Jørn Lund lytter meget til radioen. Ikke mindst til P1. Det gør ham naturligvis bedre og i mine øjne langt mere sympatisk end mange andre litterater. En del af eksemplerne henter han direkte fra radioen, og måske er det i virkeligheden derfor, han er så klog? Det skulle ikke undre mig.
I et af bogens essays gør han opmærksom på, at mange veluddannede kvinder taler på en skrigende måde. De taler "konstant i halvfed kursiv". Dette forklarer han med, at kvinderne efter mange århundreders undertrykkelse, nu vil høres, og "forleden hørte jeg på P1 en samtale med den begavede og sympatiske kvindelige forsker, der skal forestå arbejdet med den store magtudredning i Danmark. Hun skreg sig gennem en samtale på en halv times tid."
Han gør imidlertid også opmærksom på, at den kvindelige interviewer var god. "Hun er altid god," skriver han endda. Det synes jeg også, Jørn Lund er. Han er forgabt og fortabt i godt sprog. Han falder for rytmer og for sproglig kompetence, hvad enten han finder den hos en rejseleder eller hos den afdankede Harry Motor, der sælger sine opskrifter på succes, som var det brugte biler.

Uhøjtidelig stil
Det er flot og åbent gjort af Jørn Lund. Der er noget uhøjtideligt over hans stil, men sådan er han, og den samme generøsitet som han besidder, forlanger det lille essay i øvrigt også af sin udøver. Det er i virkeligheden en svær genre at håndtere.
Det lille essay må gerne være muntert og virke let, mens det i virkeligheden behandler store og komplicerede spørgsmål. Fra Holbergs epistler til vore dages kommentarer har den slags kortprosa vel aldrig været agtet efter fortjeneste, men har dog altid haft sine begavede dyrkere. Jørn Lund er en af dem. Hans bog bringer vel ikke de store dybsindigheder på bane, men man har det godt i hans og professor Higgins selskab.

*Jørn Lund: Tidens sprog - pejlet af professor Higgins. 95 s., ill. 98 kr. Spektrum. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her