HVORDAN HAR DU det med gud? Det spørgsmål krænker de fleste danskeres blufærdighed. Udfrit om alt muligt andet, og et svar vil du få. Men spørg om gud, og blikket flakker, fødderne kratter uroligt i gulvfladen.
Medlem af folkekirken er hele 86 procent af den samlede befolkning, og medlemskabet kan mange
efter en tænkepause finde på at henvise til - med en tilføjelse af, at der er mere mellem himmel og jord, og man aldrig kan vide.
- Taler du da med dine børn om gud?
"Mnajh, mnjøh, det er jo sådan noget, de lærer om i skolen - og konfirmeret bliver de da også."
PRÆCIST HVAD børnene lærer i skolen om gud, er pludselig gået hen og blevet en balladesag. Måske netop, fordi gudstroen er så pinagtig.
Balladen startede sidste onsdag, da Nævnet for Etnisk Ligestilling præsenterede en debatbog: Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling. Blandt forfatterne er Tim Jensen, der er lektor ved Odense universitet, tidligere formand for Religionslærerforeningen for Gymnasieskolerne og HF, og
nu formand for Dansk Selskab for Religionshistorie.
I sit indlæg revser Tim Jensen undervisningen i folkeskolen for både åbenlyst og skjult at forkynde kristendom frem for at give eleverne en nøgtern indføring i, hvad religion er.
"Den, der kender een religion, kender ingen," smælder Tim Jensen. Han henviser til, at faget stadig bærer navnet "kristendomskundskab", og at undervisning meget sigende ikke gives i det år, hvor eleverne antages at gå til konfirmationsforberedelse. Eleverne får først kendskab til "fremmede religioner"
på de ældste trin, og disse religioner behandles som
- ja, netop "fremmede".
"Det kan ikke være den offentlige, i princippet konfessionsløse, danske folkeskoles opgave at 'forsvare' forældrenes, eventuelt børnenes tro mod det barske faktum, at der er nogle, der tror noget andet," fastslår Tim Jensen. Også med adresse til, at der er folkeskoleklasser, hvor mange elever har rødder i anden tro end den evangelisk-lutherske.
Tim Jensen slår til lyd for et religionsfag, der er "reelt kundskabs-formidlende, objektivt, kritisk og pluralistisk".
HERI FÅR HAN - i hvert fald et stykke ad vejen - støtte fra det etniske ligestillingsnævns formand, Århus-bisp Kjeld Holm.
Biskoppen henviser til, at vi vitterligt lever i et samfund med flere religioner: "Hvis faget hed religion, skulle det være obligatorisk, også for muslimske familier, som derved ville få mulighed for via folkeskolen at lære vort åndelige kulturgrundlag at kende," fremhæver Kjeld Holm over for Morgenavisen Jyllands-Posten. Han ønsker også faget tillagt flere timer end det nuværende - med den begrundelse, at indberetning fra præster viser, "at elever ved indgangen til 7. klasse ikke ved, hvor Jesus blev født, hvor han døde, og hvordan Fadervor lyder."
Hvordan Fadervor lyder, var måske ikke lige dét, et konfessionsløst fag skulle indprente eleverne - det er nok snarere en sag for de milliontallige folkekirkehjem. Men Holms tålsomhed over for andres tro er alligevel nok til at udløse den nystiftede forening 'Dansk Kulturs' uhæmmede vrede.
I Berlingske Tidende raser formanden, sognepræst Rolf Slot-Henriksen, mod biskoppen og forlanger, at han "holder op med de løbende provokationer". Den danskkulturelle sognepræst finder bispen skyldig i "at skubbe en række yderligtgående muslimske krav frem". Holms nævn har "kørt sin rådgivning af sporet, nævnet har ophævet sig selv!"
OG HVOR HAR vi undervisnings- og kirkeminister Margrethe Vestager, fra det radikale parti, der i sit stiftende Odense-program fra 1905 krævede den fuldstændige adskillelse af stat og kirke? Hun vil ikke indføre religionsundervisning. Her er ministerordene:
"Vi kalder det kristendomsundervisning i loyalitet over for vores tro og kultur."
Vores tro? Ligesom 'vores øl'? Helt præcist hvem er 'vi', som har 'vores'?
At ministeren ureflekteret er på vi-siden, fremgår af hendes nærmere forklaring:
"Det er forkert pludselig at lade som om, at kristendommen ikke betyder noget for os. Det gør den. Og den er vigtig, hvis man vil forstå os og vores kultur."
At kristendommen historisk har været kulturbærende i Danmark, er uomtvisteligt. Hvad den betyder for flertallet af nutidens danskere, er derimod temmeligt uklart.
Måske kunne weekendens radikale landsmøde med fordel drøfte, om dansk kultur - den ægte vare, ikke foreningen med det lånte navn - kunne styrkes ved, at folkeskolen gav en nøgtern indføring i, hvad religion overhovedet er for noget, så danskere af alle slags tro forstod sig selv - og hinanden. dr
