Analyse
Læsetid: 5 min.

Regeringens kulturproblem

6. september 1999

Kulturministerens kulturelle felttog synes mest af alt at være et forsøg på at dæmme op for de påståede krav om en styrkelse af dansk identitet og kultur, som Dansk Folkeparti repræsenterer

De 22 mænd står særpræget spredt ud over plænen. De har cowboybukser på eller sorte Adidas-træningsdragter og alle er i gummisko. Én kaster bolden, en anden slår, og alle de 22 mænd råber. De spiller cricket på en græsplæne i Husum. De er alle sammen fra Pakistan, og det er dansk påske i det sociale boligbyggeri, Voldparken, nordvest for København.
Et byggeri, der oprindelig blev opført til den udflyttende arbejderklasse i efterkrigstiden, og som i en hel generation har huset Socialdemokratiets kernevælgere. Sådan er det ikke mere. På den påskedag, hvor de pakistanske mænd spillede cricket, sad danskerne i et hjørne og drak øl, mens græske børn spillede fodbold, og to piger fra Somalia gyngede.
Det er denne virkelighed, som regeringen har svært ved at forholde sig til. Den ved ikke, hvordan den skal komme videre fra den homogene nationale identitet i velfærdsstatens glansperiode til det multikulturelle samfund i globaliseringens tidsalder: Regeringen har et kulturelt problem, som den ikke tør tage hul på.

De seneste ugers diskussion om dansk kultur og tørklæder har netop vist, hvor splittet og usikker regeringen er. Således har kulturministeren spillet ud med en noget uklar og ikke mindst dobbeltsidet strategi, hvor vi både skal leve op til idealerne om frihed og lighed for alle borgere samtidig med, at vi skal kende den danske kultur noget bedre.
En sådan erklæring leverer imidlertid ingen målsætninger for velfærdsstatens kulturelle identitet fremover.
Kulturministeren har f.eks. ingen bud på, hvordan man politisk skal håndtere de nye medier. Eller om de i det hele taget skal håndteres.
I kulturministerens sommerfelttog for den danske kultur var der således ingen bud på, hvordan de to public service kanaler, DR og TV2, kunne videreudvikle sig som netop tv-stationer, der leverede public service.
Det gjorde medieforsker Stig Hjarvad bl.a. opmærksom på i sin kronik sidste lørdag om de nye medier og kulturpolitikken.
Her efterlyste Hjarvad en målrettet kulturpolitisk indsats over for de nye medier på samme måde som velfærdsstatens kulturarkitekt, Julius Bomholt, var gået aktivt ind i udviklingen af datidens nye medier, radio og tv.

Den danske kultur, som kulturministeren ser foran sig, er samtidig en meget begrænset kultur. Når ministeren taler om at styrke danskernes historiske bevidsthed, siger hun ikke, hvad der skal styrkes. Hun ønsker blot spørgsmålet lagt op til diskussion ud fra ideen om, at det at være dansk ikke kommer af sig selv. Det er noget, vi skal diskutere os til.
Kulturministerens kulturelle felttog synes derfor mest af alt at være et forsøg på at dæmme op for de påståede krav om en styrkelse af dansk identitet og kultur, som blandt andre Dansk Folkeparti repræsenterer. Men det er et forsøg uden reelle dimensioner.
Socialdemokratiets politiske ordfører udtrykte da også i tirsdagens Berlingske Tidende sin utilfredshed ved de radikale ministeres sololøb:
"Selvfølgelig skal der være lang snor, men vi kunne godt ønske os lidt mere kollegial forståelse - og så er det sagt diplomatisk," som Jacob Buksti udtalte. "Hvis regeringen skal fortsætte til næste valg, så er det de socialdemokratiske vælgere, der skal vindes tilbage af Socialdemokratiet.
Vi har fuld forståelse for, at de radikale skal have deres marked og vi har ingen problemer med, at man kan have forskellige opfattelser. Vi har bare nogle gange svært ved at se perspektivet i forhold til regeringssamarbejdet".
Dette manglende perspektiv eksisterer ikke mindst i kulturpolitikken. Om det er Gerners skyld eller en latent brist i regeringen er uvist. Men noget tyder på, at der mangler en sammenhæng mellem udspillene fra henholdsvis finansministeren og kulturministeren.

Når Lykketoft allerede i vinter i redegørelsen Arbejde og service talte om behovet for en ny social kontrakt, kunne man tro, at kulturministeren ville spille med og bejle til denne nye kontrakt. I stedet for at gribe tilbage i historien kunne hun have lancereret en fremadrettet strategi, der indtænkte alle kulturelle grupper, og som mere aggressivt opstillede elementære menneskelige rettigheder som grundlaget for det nationale fællesskab, der understøtter velfærdsstaten Danmark.
Det fælles er nemlig ikke kulturen, men den aftale som alle borgere i Danmark har indgået med staten, og som siger, at vi alle betaler ind til det fælles bedste. Og det fælles bedste er den sociale tryghed.

Skal vi bevare den sociale tryghed som en hjørnesten i kulturgrundlaget er det vigtigt, at vi vedvarende producerer, og at der vedvarende er arbejdskraft til at sørge for dem, der ikke kan sørge for sig selv.
Det er i hvert fald også Lykketofts budskab, da han i onsdags præsenterede regeringens udspil til finansloven for år 2000.
Her kom det igen frem, at trods dansk økonomis relativt gode situation, var der problemer i udsigt, ikke mindst med udbudet af arbejdskraft. Finansministeren blev stillet overfor spørgsmålet, om vi ikke bare kunne importere arbejdskraft.
Men det afviste Lykketoft og henviste til de indvandrere, der stadig stod uden for arbejdsmarkedet, og som derfor var en uudnyttet ressource. Altså en meget forsigtig finansminister der ikke ville tage hul på spørgsmålet om flere indvandrere.

Den sociale tryghed, som finansministeren vil bevare, har hidtil primært været rettet mod os selv.
Det var tanken i hele velfærdsbygningen, at man etablerede et fællesskab omkring staten, der på baggrund af en gensidig aftale mellem stat og individ overtog merudbyttet for at give det tilbage i form af sociale ydelser. Men det var et kulturelt set meget homogent samfund, der bakkede op omkring tanken om velfærdsstaten.
Denne kulturelle homogenitet eksisterer ikke længere. Det viser billedet af påskedagen i Voldparken i Husum, hvor pakistanske mænd spillede cricket med det socialdemokratiske boligbyggeri, Voldparken, som baggrund. Den grundlæggende tanke i dette byggeri var lighed. At alle skulle være lige. Derfor skulle de også se ens ud. Bo ens og leve ens.
I dagens Voldparken er der stor forskel. Her lever mennesker med hver deres kulturelle særpræg, som åbenlyst demonstrerer deres forskellighed. Det harmoniske fællesskab, som de socialistiske arkitekter oprindelig havde udtænkt byggeriet til, er på samme måde som den harmoniske velfærdsstat en illusion, der hører fortiden til.

At indtænke denne kulturelle forskellighed i en ny velfærdsbygning er en stor udfordring for regeringens kulturpolitik, som man ikke bare kan overlade til Dansk Folkeparti, Dansk Forum eller tilfældige foreninger som den nye Dansk Kultur.
Hvis velfærdsstaten skal videre i det næste årtusinde, er der behov for en reformulering af den kulturelle identitet, som skal bære fællesskabet.
Det vil kræve en officiel udvidelse af fællesskabet til også at omfatte andre kulturelle grupper end den etnisk danske. Ellers vil såvel uddannelsespolitikken som politikken på arbejdsmarkedet fortsat hvile i en forældet opfattelse af det nationale fællesskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her