Læsetid: 5 min.

Rockens vilddyr er nu voksen

20. september 1999

Punkens gud- og bedstefar Iggy Pop, er blevet voksen, og kører ikke længere dødsdrom i livets overhalingsbane

Ny cd
Amerikanske Iggy Pop er efterhånden blevet en af rock-branchens mest forudsigelige ikoner. Altid på farten, altid i nærheden af en kanyle og en flaske sprut og altid helvedes ujævn på sine plader. Og altid, når bunden er nået, hjulpet op af f.eks.. David Bowie og produceren Don Was.
Iggy Pops vekslen mellem det sublime og det absolutte lavmål er også den gamle historie om manden og myten, om hvad rockbranchen giver af søde sager og samtidig tager fra en skrøbelig musiker af et vist format. Selv om Iggy Pop i sin tid med The Stooges og siden som solist har skrevet nogle af historiens bedste rock-sange, har han altid haft svært ved at vedligeholde sit talent eller bare overbevise om, at han kan andet end at efterleve rockens adelsmærke sex, drugs and rock'n 'roll.
På indercoveret til den nye cd, Avenue B, står den nu 52-årige i et tomt lokale kun iført et par røde bukser. Et foto af manden inde i den Iggy Pop, der som rockindustriens klovn altid bliver taget frem og brugt som kliché på den utæmmelig rock. Den besynderlige skikkelse med gammelmandsansigtet på teenage-kroppen har altid været meget ærlig og offentlig med sit liv og sine følelser, og når han synger om "Pussy Walk" og "Cock In My Pocket," er han som ingen anden ét med sin egen myte. Hvis man tjekker hans biografi, I need more, forstår man også gerne, at en mand, opvokset i et campingvognshelvede i det amerikanske midtvesten, er gået hen og blevet en af rockens helt store selvdestruktive personligheder.

Døden nærværende
Med den nye plade er der imidlertid også kommet andre boller på suppen. Avenue B er navnet på den gade i New York, hvorpå Iggy Pop indtil for et par år siden boede med sin daværende kone. Nu er han blevet skilt, har fået sig en ny veninde, er flyttet til pensionisternes paradis i Miami, rundet det halve århundrede og fundet tiden moden til at bearbejde dette i sin musik. Markerede den gamle mester sig midt i en grunge-tid i 1993 med American Ceasar, og var Nice little doggy fra 1996 et efterfølgende lavtryk, er der dennegang foretaget nogle musikalske svinkeærinder, der klart er til gavn for lytteren.
Avenue B er med et udtryk lånt fra lageret af godt brugte anmelder-fraser 'en moden plade', og det ikke kun fordi nogle af numrene er rent jazz og fordi der synges langsomt det meste af tiden. På mange af sine albums er Iggy Pop god for et stille nummer eller to, til gengæld har han sjældent gjort meget ud af, at tiden går og selv han, den evige rastløse teenager, også en gang skal vælge mellem øllebrød og havresuppe på et plejehjem.
Men dét der med at lægge damer ned er ikke længere noget Iggy Pop skal bevise at han kan, nu er tiden inde til lidt eftertanke.
Iggy Pops dødsfiksering handler ikke længere om risikoen for en overdosis eller en sex-leg, der går over gevind, men om at livet har sin begrænsede tid. Således er teksterne denne gang mere modigt udtænkt og derfor også mere sårbare over for hånlig latter fra lytteren, der er blevet vænnet til de nærmest obligatoriske f-ord på hveranden linie, og ikke, at rocken beskæftiger sig med noget så normalt som en midtlivskrise.
Men lidt latter i krogene kan naturligvis ikke slå en gammel rotte som Iggy Pop ud, derfor tør han også indlede pladen med en kort programerklæring: "As I considered the circumstances of my death, I wanted to find a balance between joy and dignity, on my way out". Nummeret er det første af i alt tre, hvor Iggy Pop udelukkende reciterer til sparsomme kompositioner, som understreger, at manden mener det alvorligt.

I drifternes vold
Det er dog stadig i de numre, hvor Iggy Pop bliver orkestreret fyldigt, at pladen folder sig ud. Som sagt er der både jazz og rock, og begge stilarter falder i visse tilfælde heldigt ud. Iggy Pop har ikke skiftet sit faste backup-band ud, men til gengæld suppleret med jazz-trioen John Medeski, Billy Martin og Chris Wood.
Billy Martins dovne trommer og John Medeskis fintfølende hammond-orgel høres første gang på pladens titelnummer, en sang om Iggy Pops spildte år: "I´m a product of the paranoia, of the age I'm in". Pop har valgt at croone sig igennem nummeret og afslører, at han ikke har den store stemmekapacitet.
Til gengæld sublimeres samarbejdet med jazz-trioen i I Felt The Luxury, hvor han fornuftigt vælger spoken-word stilen og pludselig viser, at jazz godt kan ligge til ham. Iggy Pop er og bliver i kvindekønnets og sine egne drifters vold, men har dog svært ved at holde fast: "But love became inconvenient, love became a literal drag, very bad for business, I´d better be off fag". Det er pladens bedste nummer, der når Lou Reed'ske højder i sin usminkede bekendelse og som musikalsk har en undertrykt aggression, man tilsvarende kan finde hos David Lynchs hus-komponist Angelo Badalamenti.
Pladens mere hårdtslående numre viser, at Iggy Pop stadig kan larme, men også, at det er lidt for gumpetungt, selv om Shakin' All Over kvikkes op af tromme-loops. Undtagelsen er det fremragende "Corruption," hvor der desperat fortælles om de modstridende kræfter, der stadig styrer den aldrende sanger.
Avenue B er pladen, hvor den gamle rocker skuer tilbage på sit liv. Han har gået igennem mere end de fleste, har i følge ham selv været sen til at indse konsekvenserne af sine handlinger og savner derfor i dag noget: "I'm listening close and I'm hoping, to learn love, but I don't know how", synger han i Long Distance. Ansvarsløsheden over for sine omgivelser og sit eget intellekt efter tabet af ungdommens kraft går ham virkelig på.
Men han prøver igen, denne gang åbenbart med en spansktalende kvinde, som sangen Miss Argentina og strofen "She's a fuckin' Picasso in bed" fra nummeret Motorcycle vidner om. Det bliver dog lidt for meget i Español, hvor Iggy Pop synger på gebrokkent spansk.
Således er denne plade som mange af de forgående også en kende ujævn, men skræller man de værste lag af og holder på jazz'en og et par af de hårde klodser, har man en fin lille samling, hvor Iggy Pop er hudløst ærlig om det stade af livet, han i dag befinder sig på.

*Iggy Pop: Avenue B. Produceret af Don Was. Virgin Records. Udkommer idag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her