Læsetid: 12 min.

Rødvin eller lighed

11. september 1999

Der er ingen hellige køer tilbage, når Socialdemokratiet diskuterer velfærd. Sig ja til udlicitering, farvel til børnecheck og nej til behandling af hjertepatienter lyder tre bud på prioriteringer

En ny intens kamp for velfærdssamfundet. Det er den overordnede dagsorden, når Poul Nyrup Rasmussen går på talerstolen på weekendens socialdemokratiske kongres. Og det bliver en kamp, der skal føres både på de ydre og de indre linier. Og en kamp, der kan betyde farvel til en række traditioner i det kriseramte parti.
Inden for partiets fire vægge vil udlicitering, brugerbetaling og benhårde prioriteringer af de offentlige midler præge diskussionerne. Det hele skal munde ud i en ny, klar Robin Hood-linje i Socialdemokratiet: Der skal være penge til de svageste og det vil koste middelklassen privilegier.
På de ydre linier vil Poul Nyrup Rasmussen som noget helt afgørende affyre startskuddet til kampagnen for et socialdemokratisk ja til euroen i det EU, han selv opfatter som et fremskudt dige for de forskellige velfærdsmodeller i Europa. Her er det ikke den hjemlige kamp mod Anders Fogh Rasmussen, det drejer sig om. Det er gigantopgøret, hvor de europæiske lande trækker blankt i kamp mod både den amerikanske liberalisme og den asiatiske models tungere og mere autoritære model for fællesskab i et samfund.
Fløj mod fløj og top mod bund
Selv om kongressen har begge emner på dagsordenen, så vil der være stor forskel på de to diskussioner blandt de næsten 550 delegerede.
I den danske diskussion rækker argumenter fra viljen til at ville pille ved middelklassens privilegier, hvor børnechecken, folkepensionen og efterlønnen er i skudlinien, til det traditionelle socialdemokratiske slagord om lige velfærd til alle, hvor de ekstra penge, der skal til for at sørge for de svageste i samfundet, skaffes ved at sætte skatter og afgifter op.
Under debatten af indholdet lurer desuden frygten hos socialdemokrater model classic for, at forskellen mellem det gamle arbejderparti og Anders Fogh Rasmussens midtsøgende Venstre-linje er ved at blive udvisket.
I den europæiske diskussion er der en anderledes klarhed. Her skal der helt enkelt siges ja eller et nej: Socialdemokraterne skal simpelthen vælge mellem euroen og kronen, mellem det europæiske og det danske.
Mens de mere traditionelt tænkende socialdemokrater markerer sig ivrigt i diskussionen af velfærd og prioriteringer, så er der anderledes tavshed fra skeptiker-siden i den europæiske diskussion.
Det er stort set ikke til at få øje på et socialdemokratisk nej på højt niveau i partiet - det findes 'kun' i kommunalbestyrelser og fagforeningsledelser rundt omkring i landet. I euro-debatten står partitoppen over for bunden og - måske endnu mere afgørende - den socialdemokratiske top står over for den halvdel medlemmer og halvdel af de socialdemokratiske vælgere, der siger nej til euroen.
Men på kongressens vil Poul Nyrup Rasmussens ja til dansk deltagelse i euro-samarbejdet ikke blive mødt med bred modstand.

Dinosauren
Det afgørende nye i partiets diskussion af velfærd og fordelingspolitik er, at socialdemokrater dybt inde i de traditionelle højborge mærker fundamentet ryste under deres hidtidige holdninger.
Store ændringer i samfundets struktur, den stigende rigdom i middelklassen og den mindst lige så hurtigt stigende individualisering betyder, at solidariteten mellem borgerne ikke længere er givet. Det er heller ikke så indlysende, at alle har lige meget brug for de gratis ydelser, Socialdemokratiet i en lang periode har kæmpet for. Af gode grunde, måske, men også af grunde, der først og fremmest har været gode.
Formanden for Socialdemokratiet i Hovedstaden, Poul Øland - der offentligt koketterer med betegnelsen 'Dinosauren' - har om nogen forfægtet klassiske socialdemokratiske værdier. Særligt diskussionen af udlicitering har for ham været afgørende. I den ophedede diskussion op til partiets kongres for et år siden trak Poul Øland i nødbremsen : Lige meget hvor præcise krav socialdemokrater kan opstille til en udlicitering, så skal man hellere lade være.
I dag accepterer han - tøvende - den form for udlicitering, hans egen borgmester, Jens Kramer Mikkelsen, har sat i værk. Den københavnske udlicitering går langt videre, end nogen socialdemokrat havde forestillet sig for bare et år siden. Et forsøg i bydelen Brønshøj-Husum skal efterprøve private virksomheders evne til at udføre hjemmepleje og hjemmehjælp til ældre på lige fod med den kommunale hjemmehjælp.
"Jeg accepterer med blødende hjerte, at vi laver forsøg, hvor vi også lader private udføre servicen over for de ældre. Men vi må gøre os vore egne erfaringer i Socialdemokratiet i stedet for at skulle høre på, hvad Venstre-borgmestre i Farum Kommune og Græsted-Gilleleje Kommune kan lave," siger Poul Øland.
Det er altså et ja til udlicitering af de bløde, personlige dele af den kommunale service, som Socialdemokratiet indtil nu har afvist ned henvisning til partiets seneste arbejdsprogram.

Solisterne eller solidariteten
Både borger og samfund har ændret sig markant, siden de traditionelle socialdemokratiske værdier blev dannet. Det er ikke længere indlysende, at borgeren er borger med ansvar for sit samfund, han eller hun er nærmest bruger af offentlig service på linje med anden form for service.
"Min generations børn har udviklet sig til en flok solister. De er sig selv nok og vil hævde sig på bekostning af fællesskabet. Socialdemokratiet er nødt til at bevæge sig i den retning," siger Poul
Øland.
Det er lige præcis den individualisme, socialdemokraterne har svært ved at håndtere. Poul Øland tager den som et påtvunget udgangspunkt for udviklingen af en ny politik, baseret på den solidaritet, han finder er helt afgørende. Ubehageligt nok har det socialdemokratiske velfærdssamfund selv hjulpet individualismen på vej.
"Det har aldrig været tanken, at borgerne skulle kunne læne sig tilbage og så bare stikke snablen ned i de offentlige kasser. De tider er forbi. Vi kommer ikke uden om at indføre brugerbetaling, der skal forebygge et alt for stort forbrug af offentlig service," siger Poul Øland og foreslår en "afgift på lægebesøg".
Dermed tager Poul Øland et stort skridt ud af den traditionalisme, han ofte identificeres med. Han siger til Information, at "det er tilfældigt, hvad borgerne betaler for, og hvad der ikke betales for" og henviser til, at alle accepterer en regning fra tandlægen, men indtil nu ikke en regning fra lægen.
Poul Øland mener ikke brugerbetalingen er afgørende, for ham handler det om solidaritet.
"Jeg tror ikke, brugerbetaling på lægebesøg vil ødelægge opbakningen til velfærdssamfundet. Folk er klar over, at grundydelserne koster noget. Men når vi snakker brugerbetaling, så skal de svageste i samfundet have et frikort," siger Poul Øland.

Rødvin eller fysioterapi
Formanden for Socialdemokratiet i Århus Amt, Bjarne Østergaard Jensen vil nok kroge sig lidt ved at få hæftet betegnelsen 'classic' eller 'dinosaur' på sig.
Han taler på samme måde som Poul Øland for en stor offentlig sektor, hvor det offentlige kun undtagelsesvist overlader udførelsen af serviceopgaverne til private. Men helt afgørende sætter Bjarne Østergaard Jensen spørgsmålstegn ved, om der fortsat skal være lige velfærd til alle.
"Efterhånden som større og større dele af befolkningen har en samlet husstandsindkomst på en halv million, så kan man diskutere om de har behov for fri offentlige tilskud til det ene og det andet. Deres liv er ikke afhængig af det. Det kan være, jeg skal vælge mellem to flasker rødvin og en behandling hos fysioterapeuten. Hvis det er valget, så kan jeg godt tåle selv at betale for behandlingen hos fysioterapeuten. For nogen danskere er det valget, men vi er ikke meget for at give afkald på de rettigheder vi har," siger Bjarne Østergaard Jensen.
Danskerne har fået flere penge mellem hænderne i løbet af bare de seneste fem år:
"Vi har fået flere, bedre og dyrere biler, antallet af charterrejser er fordoblet på ti år. Men især er vi på vej til, at de fleste danskere får en række goder, vi knap nok kendte for et par årtier siden," sagde Mogens Lykketoft ved fremlæggelsen af finansloven for næste år.
Finansministeren taler om markant flere computere, mobiltelefoner, mikrobølgeovne, tørretumblere og videomaskiner i danske familier. Et tegn på, at flere danskere har råd til at udvide deres forbrug. Det er her, Bjarne Østergaard Jensen overvejer, om ikke han og andre af de danskere, der bor i husstande med en indkomst på mere end en halv million kroner, kunne betale dele af den offentlige service selv.
"Jeg kunne godt tænke mig at skrue tiden lidt tilbage, for det er lidt halvdyrt med lige rettigheder. På nogle områder kunne det godt være, at vi skulle til at indføre behovs- og økonomi-kriterier. Det er lidt træls, men hvordan kan man ellers prioritere? Hvis man er velhavende og handicappet, så kan man betale sin fysioterapi selv, lige som jeg selv betaler min tandlæge og min fysioterapi. Hvis min tandlæge sætter en ny guldkrone i, så koster det 8.000 kroner og det offentlige giver et tilskud på næsten ingenting. Og det har jeg ingen problemer med," siger Bjarne Østergaard Jensen.
Han ser heller ikke noget problem i at ændre på efterlønnen. Han kritiserer stadig den måde, reformen blev gennemført på sidste år - men ændres, det skulle der.
"Efterlønnen er i princippet så dyr, at det offentlige ikke kan betale den. Og når den nu er lidt af et luksusproblem for nogle, så jeg synes, at det er i orden, at de så skal betale for dem med de hårde job, dem med nedslidningen, hvor det ikke er et luksusproblem," siger Bjarne Østergaard Jensen.

Den tunge ende vender nedad
Han går den "trælse" vej tilbage i tiden, til dengang, hvor velfærd ikke var for alle, men først og fremmest en håndsrækning fra samfundets stærke til de svagere grupper. Det er dem, han vil fokusere på, det er dem, Socialdemokratiet skal hjælpe - og så bliver der måske ikke plads til de samme ydelser og den samme service til den brede middelklasse.
Det gælder også, når middelklassen sender deres børn i gymnasiet. Bjarne Østergaard Jensen ærgrer sig over, at Århus Amt siger ja til at bygge et nyt alment gymnasium, samtidig med at der er ledige pladser på tekniske gymnasier og handelsgymnasier. Og værst af alt, samtidig med, at børn i den anden ende af uddannelsessystemet ikke får den specialundervisning, de har behov for.
"De unge, som skal på gymnasiet, har ret til at få deres uddannelse, men de børn som skal have specialundervisning eller skal til behandling hos en børnepsykiater, de må vente mellem et halvt til et helt år. Er det så rigtigt at bygge et nyt gymnasium, når vi har ledig kapacitet på de tekniske gymnasier og på handelsgymnasierne. Hvis jeg kunne få lov til at starte fra bunden af, så ville jeg se på, hvem har mest behov for offentlig støtte - er det gymnasieeleven eller den, der ikke kan finde ud af det selv?" spørger Bjarne Østergaard Jensen.
For ham at se vender den tunge ned ad i dansk uddannelsespolitik. Trods de mange idealer.
"Det kan ikke være socialdemokratisk politik. Vi skal kunne udvikle os og fokusere på de svage. De skal have det, der skal til for at få lige muligheder," mener Bjarne Østergaard Jensen.

Stop rettighedsmaskinen
Den unge Lotte Bundsgaard overtog ved sidste valg Ritt Bjerregaards fynske kreds og stormede ind i Folketinget med et overraskende stort antal stemmer. På samme måde som Bjarne Østergaard Jensen vil hun ikke forsvare et samfund, der yder til den bedst stillede del af middelklassen:
Hun vil af med børnechecken til de rige, hun mener ikke, den rigeste del af hendes egen generation skal have folkepension, og hun vil ikke kæmpe for alle rets til efterløn. Der er en grænse for velfærden.
Men det ene regnestykke efter det andet viser, at der ikke er mange penge at hente ved at gå efter ydelserne til den rigeste del af befolkningen:
Hvis grænsen går ved en husstandsindkomst på netop 500.000 kroner om året, sådan som Bjarne Østergaard Jensen forestiller sig det, så vil det offentlige tjene mellem 1 og 2 mia. kroner ved at skære børnecheck, efterløn og folkepension væk til de rigeste. Det svarer til under en halv procent af det offentliges årlige udgifter.
Lotte Bundsgaard er helt på det rene med, at hendes forslag ikke for alvor vil skæppe i de offentlige kasser.
"Det kan godt være, at samfundet ikke henter særlig mange penge her, men det er dog nogle. Det vigtigste er, at velfærdssamfundet ikke er en rettighedsmaskine. Samfundet skal være der, når man har brug for det," siger Lotte Bundsgaard.
Hun mener, at middelklassen "næsten er blevet os alle sammen. Den store del af samfundet, som ikke har brug for hjælp, skal heller ikke have det i det daglige, her er der brug for en mentalitetsændring". I sit oplæg til kongressens debat skriver Lotte Bundsgaard, at "det kræver en lang og saglig debat, hvis vi skal overbevise den største del af menneskene i samfundet om, at de skal være solidariske og kræve mindre. Men det er en af de største socialdemokratiske udfordringer lige nu."

Betonklumpen fra Fyn
Det kræver også en "lang og saglig debat", hvis Lotte Bundsgaard skal overbevise sin egen amtsformand, formanden for Socialdemokratiet på Fyn, Elise Pedersen.
"Jeg kan godt forstå ideen ved at fjerne ydelser til de bedst stillede. Men gør vi det, så bryder vi med det universelle princip om, at alle skal have lige ret til offentlige ydelser. Hvis vi løsner en skrue her, så ender det med et samfund som i USA, hvor alle skal forsikre sig selv," siger Elise Pedersen.
Dermed forsvarer Elise Pedersen sig på den linje, Poul Øland er ved at opgive. Og hun betegner sig selv som "en betonklump".
Hun mener ikke, det er behovet, der skal afgøre, om den enkelte borger skal have en offentlig ydelse, det er et spørgsmål om ret og pligt. Hvis offentlige ydelser kun skal tildeles efter behov, ligger det for tæt på tidligere tiders almisse.
Elise Pedersens synspunkter er dyre i drift, så hvis der ikke skal skæres væk i de offentlige ydelser, vi kender i dag, så skal der findes nogle penge et andet sted. Og det er Elise Pedersen klar til.
"I al den snak om brugerbetaling hører vi ikke et ord om, at virksomhederne skal betale for at bruge vejene og betale for de arbejdere, der bliver slidt op hos dem. De kan helt uden omkostninger sende regningen videre til samfundet. De, der kan - og særligt virksomhederne - skal betale mere", siger Elise Pedersen.
Flere og højere skatter er løsningen. Men der skal også vendes op og ned på nogle af de accepterede prioriteringer på hospitalerne.
"Sygehusene prioriterer behandlinger af hjerteproblemer og de andre sygdomme, der er meget i fokus. Vi burde prioritere behandlingen af almindelige folkesygdomme som gigt, hofteproblemer og gangproblemer. Jeg ved godt, at det er forbudt at sige det i dag, men man har altid døet af at have et dårligt hjerte. Og skal vi bruge store ressourcer her, hvis vi kan forbedre livskvaliteten for de mange, der har ondt i hofterne?" spørger Elise Pedersen.

Staten skal arve os alle
Elise Pedersen henter ofte støtte fra Marianna Egebrønd, formanden for Socialdemokratiet i Nordjylland, i de interne diskussioner i partiet.
Marianna Egebrønd står om nogen fast i diskussionen af udlicitering og brugerbetaling. Når hun skal prioritere, handler det først og fremmest om at skaffe flere indtægter til det offentlige for at løse uløste opgaver.
"Vi skal have nogle flere penge ind, og der er nogle muligheder, man ikke har udnyttet. Jeg har ikke noget mod, at man lægger noget mere arveafgift over til staten. Jeg har ikke noget imod en 100 procent-afgift, men der er nok urealistisk. Pengene skal bruges til at lappe hullerne i samfundets ydelser til de svageste," siger Marianna Egebrønd.
På et enkelt område er Marianna Egebrønd klar til at prioritere. Hun sætter spørgsmålstegn ved omfanget af den offentlige hjælp til ældre.
"Jeg synes, vi skal diskutere, hvor pæne folks haver skal være, når vi snakker hjemmehjælp Man kunne måske godt have et minimum, der skal ydes fra det offentlige. Jeg synes, det er fint nok, at man skal have slået sin græsplæne, og man skal også have taget sine bede en gang imellem. Men hvis det skal være helt pernitten, helt flot og pænt, så er det i orden, at man skal købe sig til noget mere hjælp, hvis man vil have det."
I den interne diskussion bliver Marianna Egebrønd stemplet som traditionalist - en betegnelse, hun har det godt med.
"Der er mange, der støtter mig, fordi de synes, at det er rart, at nogen holder fast i de gamle socialdemokratiske dyder. Jeg tror ikke, jeg vinder kampen nu, men måske når jeg skal til at nyde mit otium," siger den 42-årige Marianna Egebrønd.
Weekendens kongres vil give et fingerpraj om, hvor lang kampen bliver.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu