Militæret overvejer at supplere bombar- dementerne med en invasion af Tjetjenien
Rusland fortsatte i går sine luftbombardementer af den oprørske republik Tjetjenien og sendte yderligere styrker til området. Den russiske regering har sagt den vil lægge en jernring om Tjetjenien og har allerede koncentreret op mod 30.000 tropper på grænsen. Ifølge russiske nyhedsbureauer udarbejder militæret nu detaljerede planer for et angreb på republikken.
Russiske militære talsmænd sagde i går, at de seneste angreb på Tjetjenien har dræbt 140 guerillaer, mens tjetjenerne hævdede at 20 blev dræbt og 50 såret, overvejende civile, skrev Reuters.
De seneste angreb på Tjetjenien følger efter en række terrorbomber mod civile mål, der i denne måned har kostet op mod 300 russere livet. De russiske myndigheder siger det er tjetjenske oprørere i republikken Dagestan, som står bag terroren. Både Tjetjeniens præsident Aslan Mashkadov og Sjamil Basajev, lederen af de tjetjenske oprørere i Dagestan, har afvist at have ansvaret for bomberne.
Ruslands ministerpræsident Vladimir Putin antydede i et tv-interview søndag, at Rusland nu regner Khasav-jurt-aftalerne, der i 1997 formelt afsluttede krigen mellem Rusland og Tjetjenien, og gav republikken de facto selvbestemmelse, for ugyldige.
"Juridisk var det ikke en aftale," sagde Putin. "Det er en form for moralsk forpligtigelse for de to sider," sagde han.
Russiske politikere opfordrer Putin til at slå hårdt ned på Tjetjenien og om nødvendigt invadere republikken.
"Tjetjenien er russisk territorium, og derfor skal føderationens væbnede styrker gøre alt for at udslette grupperne af banditter," sagde Gennadij Selesjnov, formand for parlamentets underhus Dumaen.
Den fungerende russiske rigsadvokat Vladimir Ustinov har sagt, at der rent juridisk er grønt lys for et angreb på Tjetjenien og opfordret regeringen til "at tage radikale skridt på tjetjensk territorium og anvende de væbnede styrker til at skabe orden der."
I en analyse af den russiske regerings politik i forhold til Tjetjenien vurderer forsvars-analytikeren Vitalij Danilov fra nyhedsbureauet Interfax, at det russiske militær planlægger et angreb ind i Tjetjenien.
"Kilder i Moskva meddeler, at den russiske generalstab allerede udvikler planen for en sådan operation, udspecificeret med en tids- og implementerings-plan. Parallelt med dette sammensætter det russiske militær de grupper, der muligvis skal i aktion i Tjetjenien," skriver Danilov.
I modsætning til den katastrofale storm på Grosnij i december 1994, hvor et stort antal unge russiske værnepligtige blev kastet ind i kampene med enorme tab til følge, er det nu ifølge Interfax russiske elite-enheder, som bliver bragt i stilling med henblik på et eventuelt angreb på Tjetjenien.