Læsetid: 4 min.

Så længe de nordirske parter snakker, skyder de i det mindste ikke på hinanden

1. september 1999

En revision af den nordirske fredsaftale fra sidste år er planlagt til at skulle starte i næste uge, men politikerne bliver mere og mere uforsonlige

LONDON - Sommerferien sluttede i går for Tony Blair, briternes premierminister. Og der er formentlig ringe tvivl om, hvilken mappe han først bliver nødt til at hanke op i, når han sætter sig til arbejdsbordet igen. Den, der står 'Nordirland' på, skriger nærmest på at blive behandlet. Fredsprocessen brasede sammen lige før sommerferien, da det største pro-britiske - og protestantiske - parti i provinsen, Ulster Unionist Party (UUP), simpelthen boykottede den session i den lokale valgte forsamling, som skulle udpege en lokalregering.
I forvejen havde det næststørste protestantparti, Ian Paisleys DUP, nægtet at udpege ministre - men Paisley & Co. udviste dog så megen respekt, at de mødte op til det regeringsdannende møde i parlamentet.
Da der står i fredsaftalen fra Langfredag sidste år, at lokalregeringen i Nordirland skal have opbakning fra både det katolske mindretal og det protestantiske flertal, måtte det opgives at udpege ministre i denne omgang.
Provinsens viceførsteminister, Seamus Mallon fra det største katolske parti SDLP, sagde under stor dramatik sin stilling op i protest mod protestanternes opførsel.

Klima forværret
Så gik folk på ferie, og det blev bestemt at 'revidere' fredsaftalen efter sommerferien. Den proces går i gang i næste uge under ledelse af den tidligere amerikanske senator, George Mitchell.
Men i løbet af sommeren er klimaet mellem partierne ikke ligefrem blevet bedre.
Først blev det afsløret, at en gruppe mennesker havde forsøgt at smugle våben ind i Nordirland fra USA - de sagde selv, at de tilhørte IRA, den katolsk-dominerede undergrundshær, der vil have Nordirland indlemmet i Republikken Irland.
Så blev en påstået stikker myrdet - efter myndighederens mening af IRA.
Og nu senest er en flok unge drenge blevet truet på livet - efter sigende af IRA - hvis de ikke øjeblikkeligt forlader Nordirland. De er 'asociale' elementer, siger trusselmagerne.
De mere højrøstede blandt protestant-politikerne - kaldet unionister, fordi de med djævelens vold og magt vil beholde unionen med Storbritannien - erklærede øjeblikkeligt IRA's våbenhvile for brudt.
Man kan ikke opretholde en våbenhvile samtidig med, at man render rundt og skyder eller truer folk, mener de.
IRA lod gennem sin politiske arm, Sinn Fein, vide, at våbenhvilen har det udmærket og er intakt. For IRA - og Sinn Fein - definerer våbenhvile som fravær af væbnet konflikt med 'fjenden' - dvs. den britiske regerings repræsentanter - typisk politiet og hæren. At der internt i bevægelsen er opgør af alle mulige slags er måske nok beklageligt men udgør ikke noget brud på våbenhvilen. Mener altså IRA.

Våbenhvilen holder
Nordirlandsminister Mo Mowlam havde i sidste uge den lidet misundelsesværdige opgave at tage en beslutning om, hvorvidt våbenhvilen er intakt eller ej. Brydes den, kan Sinn Fein forvises fra forhandlingsbordet - for slet ikke at tale om eventuelle regeringsposter - og løsladelsen før tid af IRA-fanger kan stilles i bero.
Mo Mowlam endte med at mene, at våbenhvilen ikke er brudt. Selv om hun understregede, at IRA legede med ilden, og at hun var tæt på at mene noget andet.
Det gjorde protestanterne rasende. Mo Mowlam havde sanktioneret vold, sagde de. Hun kunne ikke længere håndtere sit job og burde gå af, var beskeden.
De katolske partier reagerede køligt på protestanternes følelesesudbrud og mente, at volden skyldes det politiske vakuum, der er opstået. Samt at selvsamme vakuum skyldes, at protestanterne ikke vil være med til at danne lokalregering.
Samtidig mindede de om, at størstedelen af den vold, der begås af den ene befolkningsgruppe mod den anden, begås af protestanterne mod katolske ofre.
Efter deres mening ligger den salomoniske løsning i at etablere lokalregeringen og få sat fart i fredsprocessen igen.
Men det vil protestanterne ikke. For de mener, at IRA først skal af med sine våben, før der kan laves nogen lokalregering. Man kan ikke sidde omkring et bord og lege demokrat med en fuldt bevæbnet hær stående lige uden for døren.

Keep them talking
Protestanternes insisterende ønske om præ-afvæbning af IRA bliver mødt med et stejlt nej. Det står der ikke noget om i fredsaftalen, siger katolikkerne og beklager sig over, at protestanterne sådan kommer rendende og hele tiden vil stille nye krav.
For at bryde hårdknuden, fremlagde Tony Blair og den irske premierminister Bertie Ahern lige før sommerferien en våben-for-demokrati plan, som ville etablere lokalregeringen og starte IRA's afvæbning stort set samtidigt.
Men protestanterne sagde nej - og deres nej førte til sammenbruddet i parlamentet, da lokalregringen skulle dannes.
Nu må de til det igen. De stridende partier er p.t. havnet i stærk-mands-retorik, som ikke gøder jorden for frugtbart kompromismageri. Men en del af retorikken er også blot det - retorik. Det største protestantparti UUP er således fortsat med at holde møder med Sinn Fein under hele kriseperioden over sommeren for at forsøge at finde en løsning.
Kommunikationskanalerne er altså ikke skåret totalt af. Og som Tony Blair engang har sagt om sin fredsstrategi: keep them talking. Så længe folk snakker, så skyder de da i det mindste ikke på hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her