Læsetid: 3 min.

Så er der tegnefilm

30. september 1999

Det er både frustrerende og fascinerende at læse de korte tegnefilms historie

Ny bog
Da fjernsynsmediet for alvor brød igennem i midten af 50'erne betød det mere eller mindre enden for de korte tegnefilm, der i biografernes storhedstid var blevet vist som forfilm.
Film skulle nu ses i det lille format og her var der ikke økonomi til at ofre store summer på at lave ugentlige tegnefilmsserier. Resultatet var at tegnefilm på tv blev et infantiliseret medie, der selv hvad angår animationen - altså kunsten at bringe tegninger til live - bevægede sig på et meget primitivt niveau.
At læse om de korte tegnefilms historie er således lettere frustrerende, fordi det lader til at mediet har haft sin storhedstid. Men samtidig er det også fascinerede at studere de formative år, der bar præg af en pionerånd og vilje til at perfektionere den tekniske kunnen, som igen affødte større ambitioner.
Amerikaneren Michael Barrier er en af de områdets ubestridte eksperter. Han var med sit tidsskrift Funnyworld fra sidst i 60'erne og ti år frem med til systematisk at opsøge de gamle animatorer for at nedfælde mediets historie inden det blev for sent. Kulminationen af denne livsopgave er først samlet i år i en bog, der ligner et bud på den definitive kortlægning af en vigtig periode i tegnefilmens historie.
Barrier har tidligere skrevet den definitive biografi om Anders And-tegneseriens mester, Carl Barks and the Art of the Comic Book (1982), og der er ingen grund til at tvivle på, at hans nye bog ikke vil opnå samme position inden for tegnefilmsforskningen.

På bar bund
Det var tegneserieskaberen Windsor McCay, der fra 1911 begyndte at eksperimentere med at lave animerede film, men andre avistegnere fulgte hurtigt trop. Resultaterne var i bedste fald temmeligt klodsede, fordi man måtte starte på bar bund uden hverken teknik eller erfaring. Det første større gennembrud var Pat Sullivan og Otto Messmers tegnefilmsserie med Felix the Cat, der fra 1922 introducerede de runde former, som lettede animationen betydeligt. Historierne var stadigvæk primitive undskyldninger for visuelle og voldelige gags.
Det kan ikke undgås, at en bog om tegnefilmens historie i lange træk falder sammen med Walt Disney-studiernes udvikling, for det var her ambitionerne i 20'rnes tegnefilm for alvor begyndte at folde sig ud og afslørede en vilje til at opnå ting med det nye medie, som andre knap turde drømme om. En af årsagerne er, at Walt Disney hurtigt afstod fra selv at tegne og i stedet koncentrerede sig om at koordinerede tegnernes indsats. Disney var således den første der introducerede noget så revolutionerende som manuskripter.
Mickey Mouse, der debuterede i 1928, ligner til forveksling tidens andre tegnefilmsfigurer som Krazy Kat, Felix the Cat og Oswald the Rabbit, men allerede fra 1929 begyndte Disney at sende sine ansatte på tegneskole og studiet af anatomi og bevægelse betød et langt skridt frem mod at muliggøre troværdig bevægelse i de tegnede figurer.
Det største kvantespring skete midt i 30'rne, hvor Disney-studierne begyndte at forberede den første helaftenstegnefilm, Snehvide (1937). Den satte helt nye krav til animatorernes kunnen, fordi de ikke kunne falde tilbage på den traditionelle falden på halen komik, der ellers havde domineret mediet, men i stedet måtte satse på at skabe overbevisende figurer. Inspireret af Stanislavski søg-te tegnerne at overføre method acting til tegnefilmen.
Michael Barrier citerer to af Disney-studiernes mest fremtrædende animatorer på den tid, Frank Thomas og Ollie Johnston: "Mens en skuespiller kan forme et portræt ved at bygge på sine indre følelser, må en animator være objektivt analytisk, hvis han skal kunne nå ud og bevæge publikum".

Veloplagt
Med Disney-studiet involveret i helaftensfilm, var det folk som Tex Avery, Bob Clampett og Chuck Jones, der på Schlesinger-studiet videreudviklede de karikerede kortfilm i en endnu mere absurd og anarkistisk stil, som vi kender det fra bl.a. Snurre Snup og Daffy Duck. Udviklingen i 40'erne og 50'erne fortsatte i UPA-studiets fascination af Bauhaus og deres stiliserede designs, der trådte nye veje for at nå et voksenpublikum. Imens stod andre studier i stampe, således til en vis grad også Disney-studierne.
Men i 50'erne var det som sagt allerede ved at lakke mod enden, fordi de økonomiske muligheder for at producere korte kvalitetstegnefilm til biograferne var ved at forsvinde.
Historien fortælles veloplagt og vidende af Michael Barrier, der faktisk har set langt de fleste af de mange hundrede tegnefilm han omtaler. Man kan kun beklage det besynderlige fravær af illustrationer i hans store bog.

*Michael Barrier: Hollywood Cartoons. American Animation in Its Golden Age. New York: Oxford University Press. 648 s, 39.95 dollars

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her