Læsetid: 2 min.

Selvdød dans

30. september 1999

Strindberg var rablende gal, men Folketeatrets opsætning af 'Dødedansen' er bare parcelhusagtig

Teater
"Er han syg?", spørger gæsten om manden hos Strindbergs ægtepar, der snart kan fejre sølvbryllup trods uophørlige skænderier. Og skingrende syg, det ér Strindbergs Edgar - ikke mindst på sjælen.
Men i Folketeatrets Dødedansen er der ikke nogen, der er den mindste smule sindssyg. Preben Harris er sat til at spille Edgar med forsovet hår og hyggemorgenkåbe, der kun ligger få militærskridt fra revyen.
Som hans Alice er Anne-Mari Max Hansen udstyret med udtrådte sutsko og måbemund - og tamburin som en falleret Nora fra Ibsens Et Dukkehjem. Og den sagesløse Kurt er gemt væk i Michael Moritzens handlingslammede håndflader og alt for brede jakkesæt.
Det er med andre ord gået grueligt galt for Erik Wedersøes leg med Strindbergs naturalisme. I stedet for at balancere på vanviddet og ondskaben er hans instruktion kommet til at lægge sig et sted mellem Nødebo Præstegård og tredje akt af Napoli. Alt det, der hos Strindberg er ætsende pinefuldt, bliver her kun pinligt.

Teaterkunstigt
Måske er spillestilen et forsøg på at ramme naturalismens omklamrende virkelighedsdyrkelse. Men realismen er blevet så teaterkunstig, at den reduceres til duarder.
Scenografien er ellers forsøgt peppet op til i dag - med elegante hentydninger til en computer på den tidligere skuespillerindes sminkebord. Men ak, Ann-Mari Max Hansen er instrueret til at 'kommunikere' via teknikken uden så meget som at klikke med musen; selv computerspil kan hun spille gennem telepati. Og ufrivilligt komisk virker også lyssætningen - på Hippodromen klares en morgenrøde på under fem sekunder.
Overtydeligheden har besat forestillingen. Vejrtrækning, tonefald og pauser er lagt så omhyggeligt til rette, at enhver farlighed er forsvundet - sammen med enhver truende fornemmelse af virkelig kærlighed, når den forlængst er blevet umulig at skelne fra hadet.
Strindberg var rablende ondsindet og rivende gal. Folketeatrets opsætning af hans skilsmissemarathon nærmer sig kun vanviddet i sin parcelhusagtige fastklamren til det normale.

*'Dødedansen' af August Strindberg. Oversættelse: Sven Holm. Bearbejdelse og instruktion: Erik Wedersøe.
Scenografi: John Lindskov. Koreografi: Bill Holmberg. Folketeatret, Hippodromen, til 6. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her