Læsetid: 4 min.

Sex og nationalitet belaster Tory-tronfølger

17. september 1999

Kan en spanier med ungdommelige bøssetilbøjeligheder blive premier-minister i Storbritannien?

LONDON - Folk, der ikke ka' lide udlændinge, kalder ham nedladent for 'Miguel', fordi hans far var spansk flygtning. De spanske aner har også givet ham et gnistrende, latinsk blik, en lige så gnistrende latinsk hårmanke, og i det hele taget et slående ydre.
Læg dertil en rasende ambition, gode talergaver og talent, og så kan man få øje på tronfølgerpotentialet i Michael Portillo. Han var allerede godt på vej, inden han tabte sin plads i Underhuset ved jordskredsvalget i 1997, hvor New Labour fejede den gamle, konservative garde af banen. Således var han forsvarsminister i John Majors regering.
Nu vil han væk fra sit eksil i virkeligheden og tilbage til politik. Han vil gerne opstilles som kandidat til det ny-valg, som skal finde sted i
valgkredsen Kensington & Chelsea midt i det fashionable London. Kredsen står uden medlem af Underhuset, efter at Alan Clark døde for nylig.
Alan Clark var kendt viden om for sit rappe, til tider perfide vid, som ikke mindst kom til fuld udblæsning i hans meget omtalte memoirer. Her kunne man bl.a. læse om hans mange udenomsægteskabelige affærer, som han aldrig var spor diskret med.

Indrømmelser
Kensington & Chelsea kredsen er således vant til at blive repræsenteret i Underhuset af en seksuelt uortodoks politiker. Spørgsmålet er, om Michael Portillo dog ikke er en tand for uortodoks.
Der har i årevis gået rygter om, at Portillo trods sit årelange ægteskab i virkeligheden var bøsse. Eller i det mindste biseksuel. Og nu har Portillo indrømmet, at han har haft homoseksuelle oplevelser, mens han var ung og gik på Cambridge universitetet. Han siger også, at den slags nu er forbi, og at de i øvrigt ikke har noget at gøre med hans politik.
Det kan han have ret i. Portillo har f.eks. stemt imod en nedsættelse af den seksuelle lavalder for homoseksuelle, ligesom han som forsvarsminister ikke gjorde noget for at få homoseksuelle accepteret i de væbnede styrker.
En tidligere elsker har dog udfordret den Portilloske version af, hvad der foregik. Han har offentligt sagt, at deres otte år lange forhold foregik lang tid efter, at Portillo havde forladt Cambridge.Og at de forresten første gang havde sex sammen på et tidspunkt, hvor Portillo var under den daværende seksuelle lavalder for homoseksuelle - i 1971 var den 21 år.

Nyt image
Portillos indrømmelser er led i en nøje planlagt relancering. Han har ikke bare renset luften på det seksuelle plan - omend han har været økonomisk med sandheden, skal man tro elskeren - og dermed foregrebet eventuelle senere afsløringer i pressen.
Han har også fundet den såkaldte barmhjertige konservatisme, som dyrkes af den republikanske politiker George Bush i USA. Det får nogle til at mindes Portillos tidligere rabiate holdninger ikke mindst på Europa-politikken - han var om nogen på Thatchers fløj - og kalde ham for en hykler og vindbøjtel uden faste holdepunkter og principper.
Både opportunismen, hans udenlandske herkomst og hans seksualitet kan være elementer, som vil få de stovte borgere i Kensington & Chelsea til at takke nej til Portillo som kandidat. At partiets strateger gerne vil have ham tilbage i Underhuset betyder ikke noget. Kensington & Chelsea er velkendt for sin uafhængighed - folk dér er for velhavende og indflydelsesrige til at kunne kostes rundt med noget så inferiørt som det politiske parti, der har styret landet i langt de fleste af efterkrigsårene. Det er ikke nok at være millionær i italienske lire for at bo i valgkredsen - der må mindst dollar og helst også britiske pund til. Kandidaten - hvem det så end bliver - kan til gengæld regne med at blive valgt. Kredsen er stålsat konservativ. Ikke noget sengeliggeri med New Labour her.
Men ikke alle i partiets top ønsker Portillo tilbage. Især ikke partiets leder, den unge, kedelige William Hague, som aldrig har formået at lægge sit nørd-image bag sig. For Portillo kan være kandidat til posten som partiets leder, efter at Hague forventeligt har tabt det næste parlamentsvalg, som ventes at finde sted i 2001.
Portillo har gennemslagskraft og karisma og partiet kan meget vel nå til den konklusion, at Portillo er manden, der igen kan sikre en konservativ beboer i Downing Street 10.
Hague siger naturligvis, at han ønsker Portillo tilbage i politik. Han kan dårligt sige andet. Portillo siger, at han vil være loyal mod Hague. Også han kan dårligt sige andet. Men Portillo har tidligere haft vanskeligheder med loyaliteten. Nemlig over for John Major.
Først skal Portillo dog over Kensington & Chelsea hurdlen. Accepterer de ham, vil det ikke bare sige meget om det konservative parti men også om selve nationens selvforståelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her