Læsetid: 2 min.

SF: MD Foods gør grin med erhvervsministeren

22. september 1999

De konservative advarer MD Foods mod at misbruge tillid ved at nægte salg af mejeri til økologiske landmænd

Gigantmejeriet MD Foods gør grin med erhvervsminister Pia Gjellerup og begår aftalebrud.
Det meger SF's fødevarepolitiske ordfører Jørn Jespersen på baggrund af Informations omtale af, at MD
Foods nægter at sælge det snart nedlagte Englevaad Mejeri i Vestsjælland til en gruppe økologiske landmænd.
"Det er guddommeligt, at MD kan melde ud, at det gerne vil sælge mejerier, bare ikke hvor der er købere. Jeg ser MD's fremfærd som aftalebrud og en ren gøren grin med erhvervsministeren," siger Jørn Jespersen.
Han synes, erhvervsminister Pia Gjellerup (S) bør træde i karakter og sikre, at MD Foods lever op til den fusionsaftale, som Konkurrencestyrelsen i foråret indgik med MD om at frasælge mejerikapacitet for at skabe øget konkurrence.
Aftalen blev indgået efter MD Foods i foråret overtog Kløver Mælk og dermed satte sig på over 90 procent af al dansk mælk.
"Aftalen med Konkurrencestyrelsen blev indgået frivilligt, men det betyder ikke, at det er frivilligt for MD
Foods at overholde den," siger Jørn Jespersen.
Derfor indkalder han nu ministeren til samråd i Folketingets Erhvervsudvalg om fusionsaftalen.

Konservative advarer
Også de konservatives fødevare- og landbrugsordfører Lene Espersen er fortørnet over MD Foods fremfærd, ligesom hun er betænkelig ved slagterikoncernen Danish Crowns tilsyneladende modvilje mod at sælge sit slagteri på Samsø, der efter planen lukker den 15. oktober.
"Vi har netop været imod en skærpet fusionkontrol herhjemme, fordi vi har tillid til, at virksomhederne ikke vil misbruge deres dominerende stilling," siger Lene Espersen.
Hun mener, at virksomhederne dermed har en særlig forpligtigelse til at arbejde positivt ud fra de krav, konkurrencemyndighederne har stillet op.
"Men man kan få den mistanke, at de to koncerner gør deres yderste for at holde konkurrenter ude, selvom de er blevet pålagt at lukke konkurrenter ind," siger hun.
Hun håber, at de store selskaber besinder sig og spiller med i forsøget på at øge konkurrencen i de to sektorer.
"Umiddelbart mener jeg ikke, at vi politikere skal blande os, men vi vil ikke sidde et eventuelt bevidst misbrug overhørig," siger Lene Espersen.
MD har efter et halvt år endnu ikke frasolgt et eneste anlæg eller sat nogle til salg.
Derimod har Danish Crown udbudt et nedlagt slagteri i Allingåbro til salg. Men der har endnu ikke vist sig interesserede købere.
"Man kan kun få det indtryk, at de to koncerner helt bevidst forsøger at omgå de forpligtigelser, som de har aftalt med konkurrencemyndighederne," siger Jørn Jespersen.

Leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her