Læsetid: 4 min.

Sigtelse på vej mod Kiris hjælpere

9. september 1999

Politiet i Randers vil sigte dem, der har holdt den 18-årige tamil skjult siden april. Politiet afviser, at der er tale om en skærpet kurs

Politiet i Randers er nu klar til at sigte den familie, der har hjulpet den 18-årige tamilske asylansøger Kiri med at gemme sig for politiet siden april.
Det fremgik, da Kiri onsdag formiddag blev fremstillet ved et lukket retsmøde i retten i Randers, der forlængede hans frihedsberøvelse indtil den 6. oktober. Dermed har politiet fire uger til at skaffe de nødvendige visa og foretage en tvangsmæssig ud-sendelse af Kiri til Sri Lanka.
Dørene til retslokalet blev lukket med henvisning til politiets efterforskning mod de personer, som har hjulpet Kiri med at gemme sig for politiet, siden han i april 1999 afbrød kontakten til dansk Røde Kors og gik under jorden.
Kriminalinspektør Tom Beck, Randers Politi, bekræfter, at politiet har materiale til at sigte en eller flere personer, som har hjulpet Kiri med at skjule sig.
Kiri blev pågrebet af politiet tidligt mandag morgen i det parcelhus i Randers, hvor hans danske kæreste, den 18-årige Louise Fuks, og hendes forældre bor. Men Tom Beck ønsker ikke at svare på, om det er medlemmer af familien Fuks, der skal sigtes for at overtræde udlændingelovens paragraf 59, stk. 3.

Hård kurs
Politiets hårde kurs i Kiri-sagen ligner mønstret i sagen om Lyngby-præsten Leif Bork Hansens hjælp til en gruppe serbere fra Østslavonien, der har levet under jorden i mange måneder. I sagen om Leif Bork Hansen er foreløbig fem personer sigtet eller har fået bøder.
Før Leif Bork Hansen i efteråret 1998 blev landskendt for sin støtte til serberne, var det tidligere radikale folketingsmedlem Jens Jørgen Bolvig i juni 1998 blevet idømt 4.000 kroner i bøde for at skjule et hviderussisk ægtepar og deres teenagesøn.
Information har talt med adskillige flygtningevenner, som har hjulpet asylansøgere, der lever under jorden. De vurderer samstemmende, at de mange sigtelser i Bork Hansen-sagen og Randers Politis hurtige melding om en eller flere sigtelser i sagen om den 18-årige Kiri er udtryk for en skærpet politilinje. Før 1998 har der været meget langt mellem de sager, hvor personer blev straffet for at skjule asylansøgere. Til gengæld har den samme paragraf 59, stk. 3 i udlændingeloven hyppigt været brugt til at straffe såkaldte menneskesmuglere, der har hjulpet udlændinge over grænsen - hvad enten det skete for at tjene penge eller af humanitære grunde.

Rutine
Kriminalinspektør Tom Beck fra Randers kalder imidlertid planerne om en eller flere sigtelser i Kiri-sagen for "rutine":
"Hvis nogen er holdt skjult, prøver vi at finde ud af, om der er nogen, der har pådraget sig et strafferetligt ansvar i forbindelse med det. Det er rutine," siger Beck.
Kriminalinspektør Jørgen Tagge fra Den Centrale Politiafdeling (DCP) under Rigspolitichefen afviser, at der fra centralt hold i politiet skulle være udsendt instrukser til politikredsene om at fare særligt hårdt frem i sager om skjulte asylansøgere:
"Hvis der skal rejses straffesager, er det de enkelte politikredse, der gør det," siger Jørgen Tagge.
Ivar Fuks, der er far til Kiris kæreste, må nu regne med at blive sigtet for at skjule Kiri:
"Jeg føler ikke, jeg har gjort noget ulovligt ved at hjælpe Kiri med ikke at blive udsendt til Sri Lanka, hvor han ikke ved, om han bliver fængslet og dræbt. Dét er mere væsentligt end en paragraf, som siger, at man ikke må hjælpe folk, der er i nød," siger Ivar Fuks.

FAKTA
De straffes for at skjule asylansøgere
Siden februar 1998 er der rejst sigtelser eller udsendt bødeforlæg til seks mænd, der har tilstået eller er mistænkt for at have hjulpet asylansøgere med at gemme sig for politiet:
*Jens Jørgen Bolvig: Det tidligere radikale folketingsmedlem meddelte 15. januar 1998 på Informations forside, at han i et år havde skjult en hviderussisk asylansøgerfamilie. Der gik næsten en måned, før politimesteren i Hjørring bebudede, at sagen måtte forfølges med et bødekrav på 2.500 kroner. Jens Jørgen Bolvig nægtede at betale bøden og mødte i juni 1998 op i retten i Hjørring, hvor han - uden advokatbistand - krævede sig selv frifundet, selv om han fastholdt sin tilståelse. Hvis dommeren ikke kunne frifinde ham, bad han om at få bøden sat op, så sagen kunne ankes. Dommeren imødekom hans ønske og forhøjede bøden til 4.000 kroner. På mandag møder Bolvig i Vestre Landsret - denne gang repræsenteret af advokat Christian Harlang.
*Leif Bork Hansen: Sognepræsten fra Lyngby stod i oktober 1998 frem i offentligheden og indrømmede, at han havde hjulpet en gruppe afviste serbiske asylansøgere fra Østslavonien. 25. maj 1999 blev han idømt 20 dages betinget hæfte ved retten i Lyngby. Hverken han selv eller anklagemyndigheden ønskede at anke dommen. Mindre end to måneder senere indledte Lyngby Politi en ny sag mod præsten, fordi han i et brev havde opfordret folk til at yde økonomisk hjælp til serberne, der skjulte sig for politiet.
nVilly Pedersen: Folkepensionisten fik den 2. marts 1999 sit hjem i Lemvig ransaget. Han blev som en udløber af sagen mod Leif Bork Hanssen sigtet for at skjule syv serbere fra Østslavonien, hvilket han tilstod. I august blev han idømt en bøde på 2.500 kroner plus sagsomkostninger.
*Arndt Jessen Hansen: Domprovsten i Viborg skjulte i april 1999 en serbisk flygtning fra Østslavonien en enkelt nat og accepterede i august at betale 800 kroner i bøde.
*Holger Iversen: Efter at sagerne om serberne fra Østslavonien var stillet i bero, søgte politiet efter dem i Holger Iversens hjem i Lemvig den 24. august 1999. Samme dag fik han at vide, at han var sigtet i Leif Bork Hansen-sagen.
*Kim Andersen: Den tidligere nødhjælpschauffør og fremskridtsmand fra Thyborøn mødte 25. august 1999 op hos politiet og fik at vide, at han var sigtet for at kanalisere penge til serbere fra Østslavonien i forbindelse med sagen mod Leif Bork Hansen.ni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu