Læsetid: 11 min.

Skovene brænder ... stadig

17. september 1999

Indonesiens regnskove brænder videre, selv om forrige års katastrofale tørke er forbi. Det svage styre kan ikke sætte en stopper for ulovlige skovrydning, siger Agus Purnomo, lederen af Verdensnaturfonden i Indonesien

Skovene brænder i Indonesien. Uberørt regnskov går op i flammer på Kalimantan, Irian Jaya, Sumatra... Ganske vist er der i dag 'kun' en fjerdedel af de skovbrande, der var, da tørken var på sit højeste, og smoggen slog folk ihjel så fjernt som i Kuala Lumpur og Singapore. Til gengæld er de nuværende brande det 'normale' hvis der ikke bliver gennemført en effektiv politisk og økonomisk forandring.
Indtil nu har den truede regnskov og de truede dyr ikke haft gavn af magtskiftet i Jakarta. Tværtimod. Der er opstået et magttomrum - og det udnyttes til ulovlig tømmerhugst og skovrydning.
Ordene falder fra Agus Purnomo, som var på besøg i København i denne uge. Han er leder af Verdensnaturfondens afdeling i Indonesien. Og Agus Purnomo er ikke optimist. Han giver et malende eksempel:
Rettighederne til at rydde skov langs hele den over 1.000 kilometer lange grænse til Malaysia på Borneo blev under Suharto givet til et militært selskab. Man sagde, at det var af sikkerhedsgrunde og foreslog endda at rydde al skov i en fem kilometer bred zone. Det blev dog forhindret, især i det fredede område Kayan Mentarang, et regnskovsområde på størrelse med en tredjedel af Danmark, som Verdensnaturfonden med støtte fra Danida søger at beskytte.
"Men alligevel. Prøv at forestille dig hvilke enorme mængder af tømmer, militæret kan berige sig ved at sælge," siger Agus Purnomo.
"Efter regeringsskiftet annullerede den nye minister militærets koncession og gav den til et regeringsejet selskab i stedet. Men det er de samme maskiner. Det er nøjagtig de samme folk som før, der opererer i området."

På hugst i et magttomrum
"Overalt er der opstået et magttomrum. Ingen er i stand til at sikre, at loven overholdes. Folk, der vil rydde skov og fælde træer gør det bare, enten det er lovligt eller ej. Der sidder en overgangsregering. Og med den nye fordeling af magten ved de fleste lokale bureaukrater, at deres tid som betydningsfulde beslutningstagere er forbi, når den nye regering træder til. Næsten alle de lokale guvernører og distriktsledere vil blive udskiftet..."
"De udnytter deres egne muligheder så meget som muligt i det år, de har tilbage. Derfor foregår der en meget stor ulovlig aktivitet. Ingen er bange for, at loven bliver håndhævet. De mennesker, der skulle håndhæve den, har selv travlt med at tjene penge på ulovlig skovhugst og indfangning af fredede dyr."
"Med støtte fra de internationale finansieringsinstitutioner har regeringen opbygget en meget større kapacitet af savværker og fabrikker end skovene kan levere træ til. Den normale produktionsskov kan yde 20-24 millioner tons træ om året. Men industriens kapacitet er 40-50 millioner tons. Hvor ligger forskellen? Ulovlig skovhugst! Og der er gode penge at tjene," siger Agus Purnomo.
"Betingelsen for at få en tilladelse til at hugge tømmer er, at man kun fælder de tykkeste træer. Men det håndhæves ikke. Lovens håndhævere bliver bestukket. Firmaerne må heller ikke vente tilbage til samme sted før efter 15-20 år. Men de vender tilbage efter fem år. Skoven overudnyttes og forfalder. Når det beskyttende løvdække mangler, udtørres jordbunden. Der opstår erosion."

Den svage skov brænder
"Brandene opstår ikke af sig selv. En eller anden har antændt dem. Men hvis regnskoven var sund, ville brandene ikke komme ud af kontrol. En normal regnskov er for fugtig til at brænde, lige meget hvor mange tændstikker, man bruger. Men hvis man smider en tændstik i i en udpint regnskov i en tørkeperiode, som den, vi oplevede med el Nino i 1997-98, spredes små brande meget hurtigt. Og når jordsmonnet eroderer kommer der oven i købet kulårer op til overfladen. I dem kan ilden ulme i årevis. Og når der kommer ilt til, bryder brandene ud af sig selv."
Agus Purnomo viser et kort over de brande, der er registreret fra satellitter og fly. Det viser tydeligt at langt de fleste brande i Kalimantan fandt sted i de områder, hvor skoven i forvejen var svækket. Ikke i områder med uberørt regnskov.
Værst var udviklingen af røg i de store sumpområder hvor brandene i udpint skov bredte sig til tørvelag i jorden.
Og på Sumatra og Irian Jaya er billedet det samme.
Brandene i 1997-98 ramte skovområder på 10-11 millioner hektar. I de brændte områder vil nye brande gribe endnu hurtigere om sig end før. I år, hvor regnfaldet er normalt, er der 'kun' kvart så mange brande, siger Agus Purnomo. Så længe der er kæmpeområder med udpint skov, kan man ikke komme brandene til livs. De vil brede sig hvert år i den tørre tid.

Ti år til det værste
"Nogle af brandene er påsat af plantageejere, der vil fordrive den lokale befolkning - eller af fordrevne, der vil hævne sig. Men hovedårsagen er den illegale skovhugst - og rydningen af skov for at lave plantager. Indonesien har desperat brug for fremmed valuta på grund af den store gæld til udlandet. Tømmer og palmeolie er to vigtige eksportvarer. Så incitamentet til at rydde skov og lave plantager er meget stærkt. Det bliver endda opmuntreret af Den internationale Valutafond, IMF, som giver lån på betingelse af liberalisering og større adgang for udenlandsk kapital til at etablere virksomheder. I den forstand er skovrydningen og smoggen kun et symptom."
"Selv om vi havde penge nok til at plante nye træer, ville det tage mindst ti år at reparere det værste efter 20 års ødelæggelser. Der er ikke meget, vi kan gøre ved det. Vi kan ikke standse brandene, men vi kunne gøre problemerne mindre ved at lægge de udpinte skove ud til plantager og forhindre yderligere rydning af den oprindelige skov."

Det er ingen kunst
Der er rigeligt med områder til at anlægge plantager, hvor skoven allerede er brudt helt eller delvis ned. Men det er ikke nok, når man kan få en dobbelt økonomisk gevinst ved i stedet at rydde den rigtige regnskov.
"Først tjener de penge på at fælde skoven og sælge tømmeret. Dernæst har de en frugtbar jordbund, der endnu ikke er eroderet. På de betingelser kan enhver jo drive en forretning. De skal ikke gøre noget som helst. De bliver forsynet med startkapital og frugtbar jord. Det er ikke udvikling. Det er profitjag.
"Faktisk behøver de ikke så frugtbar jord for at drive en plantage. Det er jo monokultur. Man ved præcis, hvad planterne skal bruge af næringsstoffer. Hvis man styrer tilførselen af næringsstoffer og kontrollerer plantesygdommene, kan man lave en omkostningseffektiv plantage. Det der der faktisk også nogle, der gør nu. Der er ikke brug for en uberørt skov for at lave palmeolie. Men man tillader dem at score en ekstra gevinst på den oprindelige skovs og de truede dyrs bekostning."
"Før i tiden foregik der afbrændinger i en mindre skala, uden at det førte til ødelæggelser og smog. Men plantageejerne ville ikke tage ved lære. I de områder, hvor skoven er fældet eller brændt, skal træstubbene og rødderne i jorden væk, før man kan lave plantager. Det foregår ved at store buldozere skraber jord og rødder sammen i store bjerge af biomasse, hælder benzin over og sætter en tændstik til. Det er det billigste og hurtigste, hvis man gør det i den tørre årstid. Bålene er så store, at temperaturen når op på 1000 graders Celcius. Ingen kan kontrollere disse bål. Man kan ikke engang komme tæt på. Og hvis man sprøjter vand på, så fordamper det bare."
"Vi er ved at lære fra plantageejere i andre lande eller andre områder, hvordan man kan rydde land uden at brænde skoven - eller brænde træ uden den kraftige udvikling af røg. Det bliver der eksperimenteret med nu."
"Vi må finde en vej til at standse brandene og ødelæggelserne. Men omverdenen tror, det er enkelt. De tager fejl. Malaysia siger: Vi giver jer 1 million dollars, så må I se at få løst problemet. En million dollars. Mod 11 millioner hektar! Sådan er holdningen."
"Skovene er statens ejendom ifølge forfatningen. Men i 80'erne var der masser af den. Staten havde ikke noget incitament til at være effektiv. Indtægterne flød i en jævn strøm og staten fik 50 procent afkast uden at investere selv. Masser af firmaer fik stillet gratis ressourcer til rådighed - og misbrugte den kapital, de indtjente, til at oprette banker eller købe fast ejendom i stedet for at investere i effektiv skovdrift. Det var en katastrofal politik. Selskaberne voksede sig store og blev så magtfulde at de kan gøre hvad der passer dem. Hvis de rydder regnskov for at plante plantage bliver de oven i købet fri for de afgifter, almindelige tømmerfirmaer skal betale."

Røgen som ritual
Røgen fra brandene i Kalimantan blæser mod nord og øst. Forureningen fra de store brande i 1997-98 ramte ganske vist provinser med en samlet befolkning på 40 millioner mennesker. Men den ramte ikke Java, hvor de fleste indonesere bor. Desuden kan befolkningen ikke se, hvad de egentlig kan gøre ved det. De mangler en politisk eller social mulighed for at handle, siger Agus Purnomo.
Mange opfatter røgen som en naturlig, uundgåelig begivenhed, der gentager sig hvert år. Naturligvis er den et helbedsproblem, også for den lokale befolkning, men mange tænker ikke på det som noget, der kan undgås. Man ser folk gå og brænde græs og grene af i deres egen have midt i røgen."
En del af problemerne med regnskoven skyldes befolkningspresset. Java er meget tæt befolket, Kalimantan og især Irian Jaya er meget tyndt befolkede.
Men en vis udvandring fra Java til andre dele af øriget behøver ikke at være et problem, hvis det gribes rigtigt an.
"Atter handler det om penge," siger Agus Purnomo.
"Regeringens programmer for folkeflytning var simpelthen en af 80'ernes mest lukrative forretninger. Det kostede kun 3.000 dollars pr. familie at flytte dem fra Java til et af de tyndt befolkede områder. Men budgettet var 12.000 dollars. Pengene kom fra lån i udlandet. Men forskellen, de 9.000 dollars, var fortjeneste til de folk, der var ansat i regeringens afdeling for flytteprogrammer eller havde skrevet kontrakt med den. Ligesom militæret mest tænker på sin egen fordel i Østtimor, tænkte bureaukraterne i den afdeling mest på deres egen fortjeneste."

Bæredygtighed koster
"I dag er denne politik ændret dramatisk. Nu går den mere ud på at støtte de spontane flytninger. Det foregår ikke mere ved at regeringen rykker ind i regnskoven med buldozere, rydder skoven og planter ris. Sådan foregik det for ti år siden, og det var idiotisk. 75 procent af projekterne mislykkedes. Men de folk, der styrede dem, blev rige mens landet kom til at skylde mere til bankerne i udlandet."
"I dag forbinder man programmerne med industriel udvikling. Når nogen vil etablere en fabrik, hjælper man til med at flytte folk fra de mere befolkede øer, hvis der ikke kan skaffes arbejdskraft nok i lokalsamfundet. Det har været en hård lærestreg for regeringen. Og vi står stadigvæk med de tilbageværende problemer fra de gamle programmer."
"På Sumatra, som er forholdsvis tæt befolket, kan folk selv tage ud i skoven og hente træ, selv om det er ulovligt. I områder, som Sumatra, hvor der er en stor befolkning, vil der altid være et problem med folk, der illegalt forsøger at komme ind i de beskyttede områder for at hente træ eller tjene penge på at sælge det, eller hente truede dyr, fugle osv."
"Vi har behov for penge til mere personale for at beskytte naturparkerne og udvikle naturbeskyttelsen. Men de fleste af bankerne er lukket på grund af mangel på penge. Der mangler midler til bæredygtig udvikling."
"Bæredygtig udvikling kan godt gå hånd i hånd med beskyttelse af naturen, hvis man har tålmodighed. Men mange af de unge vil først og fremmest være rige i en fart. De vil have parabolantenner til fjernsynet ligesom folk i nabolandsbyen, og biler og køleskab. I mange landsbyer på Sumatra kan man se, at folk har købt parabolantenner, selv om de ikke har elektricitet! Det er ikke rationelt. De ønsker bare at være ligesom deres naboer i den anden landsby. Derfor rydder de skov for at tjene hurtige penge på det illegale marked. Og planter hurtigtydende planter som f. eks. kanel eller ingefær."

Skoven lagt åben
Problemet ved folkeflytningerne til de tyndt befolkede egne, som Kalimantan og Irian Jaya, hvor en meget lille befolkning på 3 millioner lever på et kæmpemæssigt område, var først og fremmest at der blev skabt adgang til regnskoven. Man byggede huse til folk og veje der gav mulighed for at komme ind til regnskoven og gå i gang med at fælde træerne."
Verdensnaturfonden i Indonesien er en forholdsvis stor organisation med ca. 300 ansatte og projekter i mange dele af Indonesien.
"Før i tiden koncentrerede vi os mest om fredning og naturbeskyttelse. Vi satte fokus på naturparkerne. Men vi lærte, på den hårde måde, at det ikke er nok. Mens vi var travlt optaget i den ene ende af området kunne buldozerne rykke ind et andet sted, hvor vi ikke havde regnet med at det vil ske. De byggede en vej syv kilometer ind i parken. Områderne blev åbnet op. Du må tænke på at det drejer sig om millioner af hektar, områder så store at man aldrig kan komme rundt i alle hjørner af dem på to eller tre år. Men på luftfotos, der blev taget hvert halve eller hele år så vi pludselig at en eller anden var rykket ind. Naturligvis kunne vi så standse det, men så var området allerede lukket op med en vej."

Nærsamfundet skal med
"Derfor besluttede vi at ændre strategi. Nu lægger vi større vægt på en hel økologisk region. Det vil sige, at vi også inddrager de udviklingsaktiviteter, der sker rundt om parken. Hvis nogen prøver at bygge en fabrik som vil påvirke det beskyttede område, søger vi at gribe ind i en tidlig fase. Hvis først fabrikken er opført og der er ansat 2000 mennesker, er der ikke meget, vi kan gøre ved det."
"Vi fortsætter vores arbejde inden for parkens område med at beskytte, studere, publicere osv. Men vi ser også se på det samfund, hvis liv afhænger af skoven. Det lokale samfund arbejder vi sammen med. Vi laver aftaler om at de kan gøre sådan og sådan - og til gengæld hjælpe med at beskytte området. Vi siger til dem, at de kan sælge sommerfugle, vi kan endda hjælpe dem med at plante afgrøder, som sommerfuglene spiser, og eksportere dem. I får hele udbyttet af salget, siger vi, så behøver i ikke lave ulovlig skovhugst."
"Vi er også nødt til at påvirke regeringen. Den forsøgte at lave en vej igennem området. Det var os, der måtte spille rollen som lokalplanlæggere og overbevise dem om, at det var en forkert beslutning, også økonomisk. Så vi kan ikke nøjes med at arbejde inden for parkernes grænser. Vi må forholde os til udviklingsprojekterne i hele provinsen," siger Agus Purnomo.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu