Læsetid: 4 min.

Skulptur og fordobling

4. september 1999

DERHENNE under træerne til højre i Bibliotekshaven sidder Søren Kierkegaard med fjerpen i hånd og bøger under stolen på sin mørke sokkel. Han sidder skævt på sin stol, umageligt i tankens lidenskab, mens skriften så at sige løber ud af ham. Dagligt sidder han dér i bøgernes have og tænker i papirer, blander værker og dagbøger.
Dagbøger kan handle om så meget og skrives på så mange måder. Impressionistiske hastenotater om vind og vejr, indre og ydre rejseindtryk eller udkast til tanker, som aldrig blev tænkt eller snart skal tænkes, refleksioner over det udførte. Forfatterdagbøger er gerne en slags metalitteratur, for- og eftertanker til den egentlige produktion, huskebøger, læsetanker, således hos Søren Kierkegaard og Villy Sørensen. Den sidste skrev (22. januar '53) efter læsning af den første: "Den følelse i brystet som jeg 'tænker' med har jeg slet ikke følt i dag." Det var det år, hans sære historie om Tigrene, der delvis foregår på Det Kongelige Biblioteks læsesal, så dagens lys.

Halldór Laxness' notesbøger, der endnu venter på udgivelse, er af den slags, der lå i lommen under vandringer og rejser og optog ideer, som før eller siden - og tit netop mange år efter - kom til udførelse. Sådan var det også til en vis grad med H.C. Andersens dagbøger og kalendere og med Sophus Claussens lommebøger.
Ikke sjældent skrives dagbogen med bevidstheden om, at den af en eftertid skal læses og bruges som det velskabte katalog over erhvervets henrykkelser og lidelser den er. Det kan i modsætning til den mere åbne brevform i korrespondancen med vennerne give dagbogen et præg af forlorenhed. Martin A. Hansen udarbejdede sine dagbøger som lidelsesfulde natlige journaler med en tydelig dobbeltbevidsthed, som Niels Birger Wamberg fremdrog i sin anmeldelse i DR forleden af den store aktuelle udgivelse: røbet i en afsides, men klart hørbar sidebemærkning: "for at imponere en eftertid. Det var en legen skjul med en senere læser."

NU ER AL DIGTNING en legen skjul med læseren, der på sin side sidder på sin stol med en bog i hånden og både finder og vil findes. Dagbogen er endda en relativt uskyldig dobbelthed i betragtning af, hvor mange raffinerede fortælleformer og svimlende bevidsthedsskred, der arrangeres i bogmasserne inde i det kongelige, babelske bibliotek i baggrunden. Så mange, at bøgerne har måttet tvinge sig vej tværs over kørebanen på Christians Brygge og ind i et skrånende glashus, der synes parat til at hælde hylde efter hylde i havnen ved næste fordobling.
Som for at holde igen er der nu rejst en fortøjningspæl i Bibliotekshavens lille grønne sø, der før kun rummede nogle apatiske guldfisk, som gabte deres carpe diem til de forbihastende lærde.
Mogens Møllers nye skulptur eller vandkunst er en hyldest til bogen, selv om man ikke kan se det. Høj og smuk er den i sin variationsform, når man prøvende går rundt om den og leder efter symbolikken. Med sin lette snoning og sin skrueanordning foroven ligner den en stor proptrækker, men det er nok ikke meningen. Den leger skjul med aflæseren og flerdobler gerne sin abstrakte fortælling, mens den bliver stående med sine fine kaskader af vand.

FONTÆNEN understreger en usammenhæng, en modernitet, som bevidst bryder stilen. Og det skal man nok ikke være så ked af. I sin tid blev Søren Georg Jensens vandkunst på Gråbrødretorv modtaget med stor forbitrelse af torvets beboere og brugere, da man syntes, at den fuldstændig stred mod stedets ånd. I dag er den uundværlig ved netop at samle torvets væsen og åbne indtrykket af 1700-tallets charme og tidløshed. På lignende måde har Bibliotekshavens fontæne ingen synlig korrespondance med Søren Kierkegaards indadvendthed og rigskansler Griffenfeldts stoltserende udadvendthed i forgården. Han står og fægter med Kongeloven, som han egenhændig skrev til Frederik 3. Der er en mur imellem. Ingen statuernes samkvem. Hvert monument gør foreløbig sit arbejde, ligesom de utålmodige forskere, hvis hjemløshed og bibliotekskrise vel er forbi, når den sorte diamant nu er slebet færdig.
Søren Kierkegaard har været stædig. Ole Wivel, der har blik for statuer, har skildret ham i digtet "Bibliotekshaven". Det står i samlingen af erindrings- og portrætdigte, Kroketkuglen (1998) med sit syn af "træernes skygger over Kierkegaards forkrøblede ben": Der gik de unge lærde i bogstavernes små celler deres gårdtur, før den hvileløse på sin sokkel lagde hånd og pen fra sig, hedder det.

Hjemme på Kultorvet
mellem skriveborde og
gadelygter
bad han til Gud
om skriftens ophør
og glemsel af sig selv.

Men næste morgen
op på soklen igen
hånd og pen uden nåde
kun feber og ord.

Med denne nådeløse skrivedrift fordoblede han sin tilværelse i gentagelsens tvang. I 1847 skrev han i dagbogen: "Kun naar jeg producerer befinder jeg mig vel. Da glemmer jeg alle Livets Ubehageligheder, alle Lidelser, da er jeg hos min Tanke og lykkelig."

I GÅR skrev jeg i min dagbog: "I morges på vej til arbejde lagde jeg vejen om ad Bibliotekshaven for at se den nye skulptur i søen og for at finde ud af, om der var stof til ugens Kalender."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her