Læsetid: 3 min.

Slagterisalg på skrømt

22. september 1999

Danish Crown indvilger nu i at sælge Samsø Slagteri meget billigt - medmindre de lokale vil drive slagteri i bygningerne, for så sættes prisen 'urealistisk' højt

Først sagde slagterikoncernen Danish Crown nej til at sælge det snart lukkede Samsø Slagteri til videre drift.
Nu lyder meldingen, at Danish Crown alligevel gerne vil sælge, men kun til en pris, der af koncernen selv betegnes som "urealistisk."
Koncernen forhandler i øjeblikket med lokale svineproducenter og andre lokale kræfter om en mulig overtagelse.
"Det er næppe realistisk, at nogle vil købe slagteriet til den pris. Vi har jo selv vurderet, at det ikke kan gå rundt," erkender Niels Mikkelsen, der er formand for Danish Crown.
EU's konkurrencemyndigheder har pålagt den dominerende slagterikoncern at sælge slagterikapacitet til konkurrenter for at øge konkurrencen om svineslagtningerne.
Danish Crown har bare ikke lige tænkt sig, at det skal være slagteriet på Samsø, som lukker den 15. oktober.
Heller ikke selv om der er lokale initiativer i gang for at købe slagteriet.
"Vi har allerede sat slagteribygninger på Samsø til salg hos en ejendomsmægler, men til andet formål," siger Niels Mikkelsen.
Han betoner, at prisen er langt lavere, hvis nye ejere vil bruge bygningerne til andet end at drive slagteri.
"Den højere pris sætter de for at gøre det sværere for konkurrenter at starte op. Det er der ikke noget usædvanligt i, men i dette tilfælde ser Danish Crown ud til at være i konflikt med myndighedernes krav og de lokales interesser," siger professor Torben Bager, Syddansk Universitet.

Lokalt håb
Med lukningen af Samsø Slagteri ryger 80 arbejdspladser, og en række initiativer er sat i værk for at redde den kriseramte ø.
Et af dem gå ud på fortsat at få slagtet øens griseproduktion lokalt.
Formanden for svineproducenterne på Samsø, Hans Peter Clemmensen mener, at Danish Crown ikke vil risikere en ny konkurrent, hvis det er muligt.
Men han er med i de nuværende forhandlinger om et muligt køb, og vil derfor ikke sige for meget.
"Vi tror, at der er en mulighed. Ellers ville vi jo ikke forhandle, men selvfølgelig er finansieringen et afgørende problem," siger Hans Peter Clemmensen.
Som andelshaver i Danish Crown er han og øens øvrige svineproducenter sikret afsætning for deres grise - også hvis slagteriet lukker. Så de er ikke interesseret i at brænde for mange broer til koncernen.
Som omtalt i gårsdagens Information nægter mejerikoncernen MD Foods at sælge det snart nedlagte Englevaad Mejeri til lokale økologiske landmænd.
Koncernen vil selv bestemme hvilket mejeri, der skal frasælges til konkurrenter for at efterleve en aftale med de danske konkurrencemyndigheder efter fusionen med Kløver Mælk.
Sidste års slagterifusion bag Danish Crown er omfattet af EU's konkurrenceregler, og her er kravet ligeledes af sælge slagterikapacitet til en konkurrent. Og slagterikoncernen har udvalgt det nedlagte slagteri i Allingåbro.
Der er bare ingen køber.
Og det forstår direktør Ove Tejls fra slagteriet Tican godt.
"Der er ikke økonomi i at videreføre anlægget i Allingåbro, derfor er vi slet ikke interesseret i at købe," siger direktøren for det eneste danske slagteri, som har størrelsen til at kunne tænkes at slå til. Det større Steff-Houlberg må ikke købe det, da EU i så fald frygter et dansk duopol.
I det hele taget er det meget urealistisk at nogle vil investere i et slagteri, medmindre der i forvejen er en særlig lokal eller idebetonet interesse bag, mener professor Torben Bager, der blandt andet forsker i andelsbevægelsen.
Og det lader til at være tilfældet netop på Samsø og blandt de økologiske landmænd på Vestsjælland.
"Det er betænkeligt, hvis MD Foods og Danish Crown kan forhindre at der kan opstå mejerier og slagterier netop de steder, hvor der er en særlig motivation for at starte op," siger Torben Bager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her