Læsetid: 5 min.

Slaphedens Folkeparti

17. september 1999

Hvorfor endte SF's forpostfægtninger om hjemmeservice og en 'plads for alle' på arbejdsmarkedet med, at partiet nu står med udsigten til CD's bagdel? Og hvorfor bekæmper de radikales leder Marianne Jelved en kongstanke i sit eget parti? Og hvorfor er Socialdemokratiet endt som bundlinjen i det aktiveringsindustrielle kompleks?

Frie ord
I slutningen af maj udsendte Socialistisk Folkepartis gruppeformand Jes Lunde på sit partis vegne et oplæg til dette efterårs finanslovsforhandlinger med krav om, at den faktiske og stadig forfærdende store sociale udstødning omsider sættes forrest på dagsordenen. Udtrykkeligt krævede Jes Lunde "en kraftig udvidelse af den indsats, som hjemmeservice var første eksempel på." Hvorefter han og hans parti skyndte sig at indgå forlig med regeringen om at indskrænke hjemmeservice.
Alene Mimi Jakobsen står tilbage som kompromisløs forsvarer af den. "Hvem skulle have troet, at SF ville indtage en position med udsigt til CD's bagdel i kampen for samfundets svageste?" spurgte Information på forsiden af avisen i onsdags.

ANDET STED i avisen i dag (side 4) svarer Jes Lunde for sig. Her holder jeg mig til, hvad han skrev i sit papir i maj om fagbevægelsens forsøg på at fastholde udstødningen som alene en social udfordring for socialministre, socialrådgivere og lignende. Det såkaldte ordinære arbejdsmarkeds kampe om overenskomster og arbejdspladser må ikke berøres af hensynet til de udstødte:
"Historisk skyldes kravet om ekstraordinær beskæftigelse (til de udstødte eller udstødningstruede), at man søgte at tage hensyn til de tilskudsfrit ansattes frygt for at blive fyret," lyder forklaringen i SF's og Jes Lundes pæne indpakning.
Sagt uden indpakning er det hensynet til mellemstandens og fagbevægelsens frygt for indskrænkning af egen beskæftigelse, egen lønfremgang og egen karriere der har medført, at store dele af den danske befolkning nu udstødes og helst alene overlades til den søde Karen Jespersens ekstraordinære omsorg.
Konjunkturudsving kan for industrisamfundets traditionelle arbejderbevægelse nødvendiggøre særlige ordninger for særligt uheldige grupper af især statsfinansieret art og ellers kun helt generelle indgreb af især finanspolitisk (keynesiansk) karakter. Solidariteten består i de stærkes tilkæmpelse af egne materielle forbedringer og sikkerhedsmæssige rettigheder, som i næste omgang forhåbentlig baner vejen for at også svagere grupper får lønforhøjelser og rettigheder.
Fundamentalt er der efter denne visdom fra kapitalismens og arbejderbevægelsens barndom arbejdspladser og ubegrænsede økonomiske vækstmuligheder nok til alle. Tanken om at solidariteten med både medmennesker og natur skulle medføre indskrænkninger af de stærkes fremgang for at der også bliver arbejdspladser og løn til de svagere og en bæredygtig natur er sentimentalt pladder, løntryk, skruebrækkeri og regulært klasseforræderi: "Fordeling af fattigdom," som fagbevægelsen plejer at udtrykke det.
Derfor har det for regeringen været alt om at gøre at bevise, at den uden anvendelse af noget så utraditionelt som for eksempel hjemmeservice kunne frembringe de nødvendige arbejdspladser (ved blandt andet aktivering), som standsede udstødningen.
Derfor kunne det højt oplyste danske folk for blot et par uger siden opleve en socialdemokratisk finansminister prale af, at han og hans regering næste år vil have nedbragt antallet af helårsmodtagere af indkomstoverførsler i den erhvervsaktive alder med 110.000 siden 1994.
Skønt det fremgår af finansministeriets egne tal (side 48 i Budgetoversigt 1999), at det forholder sig ganske anderledes: De ledige på arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp, som står direkte til rådighed for arbejdsmarkedet, er faldet med 179.000. Når det samlede tal kun er faldet med 110.000, må det altså betyde, at yderligere 69.000 danske kvinder og mænd i den erhvervsaktive alder under den nuværende regering er stødt ud i den del af indkomstoverførselsgraven, der er fjernest fra arbejdsmarkedet. Som ofte påvist her i Information:
Udstødningen stiger i takt med at arbejdsløsheden (for de stærke grupper) falder.
Det skulle man tro, SF var som skabt til at påpege.
Det gjorde SF ikke. Det var travlt optaget af indskænke hjemmeservicen.
Man skulle jo nødig lægge sig ud med de toneangivende magthavere i middelstanden og fagbevægelsen, når man tilhører den traditionelle venstrefløj.

DET ER IKKE første gang, SF har svigtet i kampen for afsløringen af Finansministeriet fiflerier. (For nu at holde sig inden for injurielovgivningens rammer).
Sidste år ved denne tid måtte Information bruge uhyre mængder af tid på at finde ud af besynderlige uoverensstemmelser mellem Finansministeriets egne publikationer fra for eksempel 1997 og 1998. I den sidste var antallet af kontanthjælpsmodtagere pludselige faldet med over 20.000.
Omsider kunne min kollega Jens Reiermann den 28. august citere fuldmægtig Thomas Tellersen fra Finansministeriet for følgende forklaring:
"Der er foretaget en teknisk ændring af opgørelsesmetoden, som har sænket niveauet med 20-25.000 personer i hvert af årene. Ændringen består i, at aktiverede kontanthjælpsmodtagere ikke længere indgår i opgørelsen, svarende til at aktiverede dagpengemodtagere heller ikke gør det, da de ikke kan opfattes som passivt forsørgede."
I alt drejer det sig om et sted mellem 70.000 og 80.000 danskere på overførselsindkomster i den erhvervsaktive alder, som regeringen lige så stille smugler ud af den statistik (over ca. 900.000 danskere!), der ellers foregiver at oplyse om omfang og sammensætning af alle overførselsindkomstmodtagere mellem 15 og 66 år i dagens Danmark. SF indkaldte ikke til noget samråd med finansministeren. Ingen forespørgsel blev stille i Folketinget.
Mimi Jakobsen, der på disse strækninger ikke lider af bindinger til en forældet venstrefløj fra et industrisamfund under afvikling, kan derimod på forsiden af dagens avis skærer igennem denne forgudelse af aktiveringen og sige:
"Vi må stoppe alt det der aktiveringspjank og -pjat... Jeg ville da ønske, at socialdemokraterne nu, når de ser sig omringet, begynder at vågne lidt op i stedet for at gøre politik til ren bogholderi. Der jo ingen holdninger tilbage i Socialdemokratiet længere. Det er rent bogholderi. Der ingen drømme, der er ingen visioner, der er ingenting. Der er kun bundlinien."

AF dagbladet Aktuelt i går fremgår det, at fornuftige kommunalfolk tænker ganske som Mimi Jakobsen og simpelt hen bringer mennesker med brug for en hjælpende hånd i forbindelse med udstødte, der gerne vil give en hjælpende hånd, men ikke kan få lov at gøre det på det såkaldte ordinære arbejdsmarkeds betingelser.
Hvem skulle ifølge Aktuelt være imod?
Marianne Jelved! Økonomiminister og leder af dét radikale parti, hvis medgrundlægger P. Munch i sin tid sloges for "en art andelsorganisering" af både den offentlige og private sektor, som ophæver det vanvittige skel mellem de to sektorer.
Marianne Jelved skulle være modstander af, at private virksomheder på tilskyndelse af det offentlige, og offentlige virksomheder uden konkurrenceforvridende midler, forsøger at standse udstødningen og få løst nogle af de mange opgaver, som det herskende såkaldte ordinære marked ikke kan løse?
Det kan da ikke være rigtigt?
Eller hænger hun på sin måde lige så håbløst fast i forældede forestillinger, som de andre bundlinjepartier Socialdemokratiet og SF tilsyneladende gør?
Nu tror Mimi Jakobsen ganske vist mere på Jes Lundes ord fra maj-papiret end på Jes Lundes gerninger fra august-september. Hun mener ifølge Informations forside i dag, at der stadig er håb for SF.
I så fald må det anbefales, at Socialistisk Folkeparti dæmper sin imponerethed af finansminister Mogens Lykketoft og til gengæld stille ham til regnskab for de nye 30.000 eller flere danskere i den erhvervsaktive alder. som stadig hver år bliver stødt ud i indkomstoverførselsgraven.q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her