Læsetid: 3 min.

Slave for Bosch

22. september 1999

I Brandenburg tugthus arbejdede fangerne for Bosch. Det kunne firmaet godt betale dem for, mener en af de tre danskere, der knoklede 12 timer i døgnet for et par humpler brød og en tallerken roesuppe

Mærket for livet
Dødsdømt, men benådet til slavearbejde i et tysk tugthus. I april 1944 blev Ove Toft Hansen sammen med to kammerater fra modstandsbevægelsen sat på en kvæg-transport og deporteret til tugthuset i Brandenburg. Han arbejdede 12 timer i døgnet på et maskinværksted og fik livsvarige ar på både krop og sjæl. Men firmaet har han aldrig hørt fra.
"Vi gjorde sgu et godt stykke arbejde. Det kunne Bosch godt betale os for. Og lidt for svie og smerte," siger Ove Toft Hansen.
"Alt det, det har betydet - det kan de ikke betale. Men når nu de satte os til at lave noget arbejde, de kunne bruge i deres krigsindustri, kunne de godt betale timelønnen," fortsætter han.
Ove Toft Hansen har fået tilkendt højeste invalidepension på grund af menene efter sin tid i tugthuset. Sammen med de to øvrige danskere har han gennem den tyske forsker Klaus von Münch-hausen søgt erstatning fra firmaet, som tjente på hans arbejdskraft under Anden Verdenskrig.

Stærk arbejdskraft
Selvom der ikke stod firmanavn på hverken drejebænken eller de oliepumper, Ove Hansen producerede dele til i et år, er der ikke tvivl i hans sind om, hvem der skummede fløden af fangernes arbejde. Det fik de tre danskere klar besked på, af en lille hjulbenet fangevagt med en "helvedes stor pistol," forklarer Ove Hansen.
"Da vi ikke forstod det første gang, gentog vagten ordet 'Bosch' og pegede på maskinværkstedet, før han gav min kammerat en øretæve."
Ove Hansen var kun 16 år, da han blev taget for sabotagevirksomhed mod tyskerne i Bogense. Han havde ikke nogen uddannelse og arbejdede på en gård, da han blev hentet og kørt til arresten. Her blev han gennembanket og tortureret af Gestapo, før han uden at tilstå blev dømt til døden ligesom sine kammerater.
Efter syv måneder i arresten blev de tre danskeres dom ændret til livsvarigt fængsel, og de blev lænket sammen på ladet af en kvæg-transport for at blive sendt til Tyskland.
"Vi var stærke unge mænd dengang," siger Ove Hansen.
For ikke at blive skilt fra sine kammerater fortalte den nu 17-årige dansker tyskerne, at han var maskinarbejder. Han blev derfor sat til at arbejde på maskinværkstedet.
"Der var dødsstraf for sabotage i tugthuset, og jeg var bange for, hvad der kunne ske, da jeg først blev placeret ved en boremaskine og kom til at knække borene. Derfor var jeg glad for at blive flyttet til drejebænken," fortæller Ove Hansen og hoster.
Værkstedet var uden udluftning, og luften var fuld af støv og oliedampe. I flere år efter krigen havde Ove Hansen lungetuberkolose.

Livsvarige mén
Der var 6.000 fanger i Brandenburg tugthus, og ifølge Ove Toft Hansen var de fordelt på mange forskellige værksteder. Af hans papirer fremgår det, at han var fange nummer 38.444, men i tugthuset blev der hverken brugt navne eller numre.
"Når signalet lød om morgenen, gik vi som myrer i lange rækker til værkstederne," fortsætter Ove Hansen.
Arbejdsdagen startede klokken seks, og der blev arbejdet på tid uden pauser i 12 timer, så det var kun sjældent, fangerne kom på gårdtur. Fra 12-mandscellens lille vindue var der udsigt til en høj mur, pigtråd, et vagttårn, hunde og mere pigtråd, husker Ove Hansen.
Den daglige kost bestod af to humpler rugbrød og en tallerken roesuppe. 1000 vitaminfattige kalorier om dagen fremgår det af Ove Toft Hansens lægepapirer.
Da han i april 1945 kom til Sverige efter et år i Brandenburg tugthus og en måned i Neungamme, havde han tabt 35 procent af sin vægt og vejede 47 kilo. Af lægepapirerne fremgår det, at han havde udviklet en svær hungerdiarré og i en periode spyttede blod op, mens han var i tugthuset.
"Der var nogle, som sked sig ihjel, men jeg havde ikke en sygedag," siger Ove Toft Hansen. Det kunne Bosch godt honorere, mener han.
Det er svært at tale om den dystre fortid, og selvom der jævnligt holdes mindearrangementer for de tidligere fanger i Brandenburg tugthus, har Ove Toft Hansen aldrig sat sine ben på stedet siden. Han lægger ikke skjul på, at det er hustruen, som ofte må lægge skulder til, når minderne dukker op.
"Det værste er kz-syndromet, som betyder, at jeg er evigt træt. Men oplevelserne slipper aldrig," siger den nu 73-årige Ove Toft Hansen og fortsætter:
"Det har betydet et liv, der er ødelagt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu