Læsetid: 4 min.

Solaris - det tænkende hav

20. september 1999

En af de allerstørste men også sværest tilgængelige science-fiction forfattere er polakken Stanislaw Lem

Klassikere
Det er ikke hver dag jeg anmelder bøger, og slet ikke centrale science-fiction værker. I dette tilfælde er værket det måske tydeligste eksempel på genren overhovedet. Meget passende dukker værket op de mest uventede steder - i præsters skabe, på fysikprofessorers hylder og i sommerhuses lemfældige bogsamlinger. Det kendes af enhver hippie og halvlærd læderjakke, der har læst Castaneda, Dick, Grof, Herbert, Hesse eller Tolkien. Første gang jeg stødte på det barokke navn Stanislaw Lem var i 1976 på Glamsbjerg bibliotek. Jeg gik i folkeskolen, og det mest fantastiske, jeg kendte, var Jules Verne og Jens Lyn. Lidet anede jeg, hvad jeg stod for at læse.

Langt ude?
Lems roman starter med at psykologen Kris Kelvin sendes ud til en rumstation i kredsløb om den fjerne klode Solaris. Indtil da har udforskningen af Solaris været en lang række fejlslagne ekspeditioner, videnskabelige stridigheder, forkastede hypoteser og uklare klassifikationer. Solaris-affæren er en anomali, et spørgsmål om grænser for menneskelig erkendelse.
Nu har en række begivenheder ledt til, at man formoder besætningen lider af hallucinationer. Det er Kelvins opgave at vurdere, om forskningen skal indstilles og rumstationen hentes hjem.
Allerede ved ankomsten til rumstationen går situationens bizarre alvor op for Kelvin. Ingen tager imod ham og alt er rodet og snavset. En af de ombordværende forskere, geologen Gibarian, har taget sit liv. En anden, fysikeren Sartorius, skjuler et par forkrøblede dværge eller børn på sit laboratorium. Kybernetikeren Snaut synes at fungere nogenlunde, selvom han virker distraheret. Endelig spøger en mulatkvinde i rumstationens gange.
Sagen er, at livet på Solaris har udviklet sig anderledes end på vor egen klode. I stedet for mange livsformer er der kun ét kæmpemæssigt, levende væsen - en flydende hjerne, hvis stofskifte omfatter hele planetens fysik. Ved hjælp af klodens magnetfelt manipulerer hav-skabningen partikelstrømme, danner nye formationer og ændrer planetens bane. Forskernes tanker, bevidste som underbevidste, vekselvirker med magnetfeltet, hvilket blandt andet fører til, at de hjemsøges af deres egne, materialiserede projektioner.
En morgen vågner Kelvin og finder sin elskede, Harey, ved siden af sig i sengen. Harey døde flere år forinden. Når Kelvin forlader hende, følger hun efter, tværs gennem vægge og låste ståldøre. På et tidspunkt skyder Kelvin Harey ud i rummet, blot for at genfinde hende i sengen. Der er ingen måde at slippe af med hende. Selv da Harey erkender, hvad hun er, og forsøger selvmord med flydende ilt, regenererer hun.
Ganske vist er Harey en slags projektion, men ingen kan benægte hendes eksistens. Kelvin ender med at acceptere hendes tilstedeværelse og genvinder interessen for hendes person. Herved indtræffer en fundamental ændring. Harey bliver mere selvstændig, begynder at modsige forskerne og handle på egen hånd.
Henimod slutningen transmitterer forskerne Kelvins hjernebølger ned i havet for at opnå kontakt. Men hvad dét fører til, skal ikke afsløres her.

Realitetstab
Videnskabshistorikeren Stanislaw Lem fødtes den 12. september 1921 i Lvov. Da jeg læste ham som tolvårig i '76 gav han uudslettelige indtryk, men jeg havde næppe forudsætning for en dybere forståelse. Dog indså jeg, at Solaris ikke er science-fiction, fordi den foregår i fremtiden eller ombord på en rumstation. Hvorfor, gik først op for mig, da jeg så Andrei Tarkowskis filmatisering (der er overordentligt veludført og har samme tidløse kvalitet som 2001: A Space Odessey). Der er sikkert utallige måder at tolke værket på, men én af dem er som metafor.
Når nye fænomener iagttages, søges de indpasset i eksisterende teorier. Går det ikke an, er teorierne utilstrækkelige eller falske, og må udvides eller udskiftes, for videnskaben kan ikke fornægte fakta. Sommetider opstår mere grundlæggende problemer, der forplanter sig gennem alle fag, og leder til det vi kalder paradigmeskift. I tilfældet med Solaris, hvor erindringer og idéer påvirker virkeligheden, opstår en uoverskuelig forvirring.

Mister berettigelse
Geologien mister sin berettigelse (Gibarian dør) og degraderes til et primtivt, opgivet fag (mulat-spøgelset). Mens den teoretiske fysik tester forskellige hypoteser (Sartorius' forkrøblede børn),
indskrænkes kybernetikkens rolle (Snaut har intet bidrag). Men for psykologien er sindets magt over materien en gammel kongstanke (Kelvins kærlighed), der fører til udspaltning af en ny, selvstændig disciplin (Harey anerkendes som ligeværdigt besætningsmedlem).
Hos Lem er rumskibe og fremmedartede livsformer blot attributter. Det er i kraft af den kognitive fremmedgørelses betydning, ikke dens fremtrædelsesform, at Solaris fungerer som science-fiction. Den egentlige hovedperson er ikke Kris Kelvin, men vort verdensbillede, og historien handler om dets forvandling.
Man finder næppe en bedre metafor for videnskabens interne strid, end det tænkende, evigt skiftende hav i Solaris. Denne kvalitet, denne sense of wonder, opleves kun to steder: Ved spektakulære, videnskabelige opdagelser, og i velskrevet science-fiction.

*'Solaris' (1961), af Stanislaw Lem, oversat af Rosemarie Tvermoes, 223 sider, Notabene, 1973

*Serien om science fictionklassikere fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her