Læsetid: 5 min.

Solsidens muntre søn

28. september 1999

Sådan - Klaus Rifbjerg fortæller fra sit liv, uden forstillelse eller klynk

Ny bog
Der er Klaus Rifbjerg og så er der Klaus Rifbjerg, hhv. forfatteren og berømtheden. Det er især den sidste - dog med assistance fra førstes overlegne talenter - der nu udgiver sine erindringer under titlen Sådan. Denne faste sprogvending, er egentlig også den, der melder sig hos læseren efter sidste side. Man får ren besked. Hverken den ene eller den anden Rifbjerg er en mand, der forstiller sig. Han hører ganske vist ikke til de lystne bekendere. Men det han fortæller, det fortæller han. Derfor ved man, når man har læst bogen, at offentlighedens billede af Rifbjerg nok ikke er helt misvisende. Han er en mand, der er generøs til det godtroende, nærtagende til det barnagtige, men også i besiddelse af en helt egen elegant sarkasme, der sætter ham i stand til at spidde omverdenen på det grusomste. Men vel at mærke uden selv at stå tilbage som en aldeles uplettet Karakter. Man kan måske sige det på den måde, at den nærtagende, af og til direkte hysteriske Rifbjerg, har en aldrig svigtende sans for egne svagheder også. Han føler sig ikke hævet over menneskelig dårskab, men opfatter givetvis sig selv, i alle forhold, som med-menneske på godt og ondt.

En butler
Et sted beskriver han et middagsselskab, hvor han selv kommer til at fremstå i et mindre flatterende lys - hos en højakademisk gren af sin familie, der ikke så gerne har villet kendes ved den unge Klaus Rifbjerg, hvis forældre 'kun' er kommunelærere. Men da Rifbjerg bliver til den Store Klaus, er han pludselig værdig til at inviteres. Sådan noget kan man også komme ud for, selvom man befinder sig på et langt lavere 'berømmelsesniveau'. Folk, der aldrig har regnet én for en skid, men så ser, at man er i avisen eller har været i fjernsynet. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg skal sgu ikke til middagsselskab hos den slags. De kan rende mig med samt deres damebladskoner og deres elendige udestuer. Men sådan ser Rifbjerg ikke på det, i den nævnte scene. Han siger glad jatak til det hele. Faktisk fremstår han, her, som så ivrig efter social accept, at det tenderer det ulækre.
På den anden side er der sarkasmen, og det er den der får selv Rifbjerg skeptikere til at juble af (skade)fryd. Vi er til middagsselskab, denne gang hos venstrefløjens helt egen kapitalist, Niels Munk Plum, i 70'erne. Det går stilfuldt til, mad og drikkelse af bedste slags, og en butler i strivret vest. Rifbjerg bemærker simrende ondt lystigt, at det eneste der mangler er, at Herren beder butleren om at bringe sig det kommunistiske manifest.
Det er en Klaus, der vil noget. Og det gør det næsten endnu bedre, at Rifbjerg ikke holder sine ofre ud i strakt arm, som en Scherfig. Nej, han spidder nok værten, men hvorfor skulle han gå glip af den gode rødvin? Måske ikke en specielt renfærdig politisk holdning, men jeg kan nu faktisk godt lide ham for det. Forsagere er der nok af.

Kvinderne
Kvinder har betydet en hel del i Rifbjergs liv, forstår man. Drengen på Ingolfs Allé på Amager beskrives umisforståeligt som en morvorn patteunge, en møgforkælet dengse. Sådan, kort og godt. Som ung i 40'rne og 50'erne lider Rifbjerg under, at den tids seksualforskrækkelse faktisk havde sin virkning. Endelig, som moden mand, beskriver han uden tøven sig selv som en "kluntet libertiner". Alt det med fremmede damer er ikke ham. Han er og bliver en one woman man. Han kommer også ind på den status, han opnår som berømt forfatter. Selvom der kan være fordele forbundet med den, så føler han også ubehag ved berømmelsen. Derfor foretrækker han at bo i udlandet, i Spanien, en god del af tiden.
Som sagt fylder forfatteren Rifbjerg ikke ret meget i bogen, men da han et sted annoncerer, at nu vil han godt lige sige et par ord om kritikerne, så forstår man naturligvis, at det nu alligevel er en rigtig Rifbjerg bog, man sidder med.
Nu skal der hugges, sparkes og skoses, og det bliver der. Det er den absolut mindst klædelige side af Rifbjerg, der her kommer til udfoldelse. Hold kæft, hvor er det egentlig åndssvagt, tænker man. Hvorfor kan han ikke bare lade folk snakke - lade kritikerne skrive, hvad de vil. Denne gang går det ud over John Chr. Jørgensen, Claes Kastholm Hansen - og F.P. Jac!
Deres forbrydelse består i, at de nu skriver i Ekstra Bladet, hvor de før skrev i Politiken. Jeg gider ærlig talt ikke kommentere det. I princippet er der vel ikke så meget at være i tvivl om, når det drejer sig om forholdet mellem kritikere og forfattere: kritikere er en samling idioter, når de kritiserer én. Ellers kan de såmænd være gode nok.

Country club
Under læsningen kan man få den tanke, at der er lidt vel meget country club over de kredse, Rifbjerg færdes i. Det privilegerede, forkælede borgerskab, folk der er 'blevet til noget'. Men det gør man nu klogt i at acceptere, for Rifbjerg ville netop ikke være Rifbjerg, hvis han prøvede at belyve det faktum, at han er og bliver 'solsidens' muntre søn. Nok kan han være fræk som en slagterhund, men han ser ikke med milde øjne på folk, der ikke kan holde bordskik. Ærlig snak - hellere det end hyklerisk 'folkelighed'. Til gengæld er det måske også lige her, en del af os har svært ved at fastholde interessen. Når han f.eks. beskriver sin hjemvenden fra USA, som ung studerende, som sit livs største nedtur, så tænker man uvilkårligt: nå. Hvis det er pigeproblemer, et anstrengt forhold til mor, og hvad koster det at leje et værelse ude i byen, der er det værste, så har det nok ikke været helt galt.
Men Rifbjerg beklager sig nu heller ikke. Han lægger ikke skjul på, at det siden ungdommen er gået ham godt. Selv da han, efter et bekosteligt eventyr som restauratør, nærmer sig noget, der ligner økonomisk ruin, er han velgørende fri for velhaverklynk. Han citerer kort og godt en af sine venner, en erhvervsmand, der siger: "Nåh, bette Klaus, nu ved du nok, hvordan det går for sig i erhvervslivet." Sådan! - en gang til. Hvad skal man ellers sige? Vi skal vel helt tilbage til Balzac for at finde en forfatter, der har været lige så produktiv som Rifbjerg. Han fortæller da også, at det har haft visse omkostninger af helbredsmæssig art. Men produktionen er der. Hvis erindringer skulle give nogen appetit på forfatterskabet, så har Rifbjerg landets mest righoldige værkliste. Adskillige af dens titler kan anbefales.

*Klaus Rifbjerg. Sådan - en livsreportage. 240 s., 265 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu