Læsetid: 13 min.

Sovende superstar

3. september 1999

New York-poeten John Giorno er lidt af en levende legende. Han var Andy Warhols første Superstar, og med sine 'found poems' var han den første til at overføre popkunstens strategi på lyrikken. I dag fremstår han som en overlever, en tilfreds 63-årig buddhist, der efter eget udsagn har fået lov til alt i sit liv

I want to be / filthy / and anonymous / I want to be filthy / and anonymous / I want to be filthy and anonymous.
John Giorno: Scum & Slime (1985)

John Giorno kom bogstavelig talt sovende til sin berømmelse. Han bliver ikke en gang fornærmet, når man siger det. I 1963 sov han sig gennem Andy Warhols debut som filminstruktør, Sleep, en seks timer lang dokumentation af en sovende mand. Og siden har Giorno været en konstant nærværende drivkraft bag en lang række tiltag på New Yorks kunstscene. Titlerne er mangfoldige: digter, performer, fotograf, skuespiller, instruktør, projektmager, forlægger, aids-aktivist og aktiv udøver af tibetansk buddhisme. Hertil kommer en bemærkelsesværdig evne til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Blandt venner, bofæller og kærester findes navne som Andy Warhol, Robert Rauschenberg, Jasper Johns, Keith Haring, Allen Ginsberg og William Burroughs.
"Jeg har levet et meget lykkeligt liv. I de sidste fyrre år har jeg været i stand til at lave præcis, hvad jeg havde lyst til. Alt. Uden kompromiser. Det er en sjælden situation, og det har oven i købet skaffet mig penge nok til at overleve. Når jeg siger alt, så mener jeg alt. Jeg er bøsse, og jeg har fået lov til at være bøsse ud over alle grænser. Man kan endda læse om det i mine bøger, hvilket i omverdenens øjne kan være ret kompromitterende - for hvem ønsker at høre om en gay man over the top," siger Giorno og slår en smittende latter op.
John Giorno er tredjegenerations italiener, født i 1936 og opvokset i New York. Siden 1966 har han boet og arbejdet centralt på Manhattan. Adressen er 222 Bowery, i perioden 1974-80 forfatteren William S. Burroughs' amerikanske hovedkvarter. Det var her, Burroughs slog sig ned efter tyve års frivilligt eksil i Mexico, Tanger, Paris og London. Burroughs' lejlighed på første sal blev kaldt The Bunker, og den er gået over i historien som rammen om en nærmest endeløs række af middagsselskaber, hvis mere eller mindre begavede konversationer er dokumenteret af Victor Bockris i bogen With William Burroughs. A Report from the Bunker. Blandt stamgæsterne var navne som Andy Warhol, Patti Smith, Susan Sontag, Gerard Malanga, Terry Southern, Allen Ginsberg, Christopher Isherwood og Tennessee Williams, men også yngre folk som Lou Reed, David Bowie, Debbie Harry, Chris Stein, Keith Haring og Mick Jagger lagde vejen forbi.
I dag bor John Giorno på tredje etage, mens de forskellige organisationer, som han driver, har kontorer på etagen under. The Bunker, som ligger på første sal, har Giorno ladet stå stort set uændret, efter at Burroughs i 1980 forlod New York for at nyde sit otium i Lawrence, Kansas, hvor han døde i '97.

En halv generation for sent
Den 63-årige Giorno tager imod iført blå, forvaskede cowboybukser, mørke
grøn t-shirt og bare tæer. Bortset fra en forbinding om den ene fod, som han brækkede under et fald for nogle måneder siden, ser han forbløffende godt ud. Han er afslappet, imødekommende og åben. Han virker som et menneske, der nyder livet. Giorno kom en halv generation for sent til halvtredsernes beats, men af hans bøger fremgår det, at han tog så rigeligt revanche i tresserne, halvfjerdserne og et stykke ind i firserne. I halvfemserne har han erstattet alkohol og stoffer med buddhisme og meditation, og i dag bruger han det meste af sin tid på at turnere, og på at holde projekter som Giorno Poetry Systems og Aids Treatment Project kørende. Bliver der øjeblikke tilovers, skriver han erindringsessays. Senest udkom You Got To Burn To Shine (1994), hvor han bl.a. fortæller om sit forhold til Warhol, og på vej er en ny samling, der primært fokuserer på beatforfatterne Jack Kerouac og William Burroughs.
Som for så mange i hans generation begyndte tingene for alvor at ske i tresserne, og Giorno har en teori om, hvad det var, der gjorde tressernes USA til noget helt særligt:
"Der er tre årsager. Den første er, at min generation var vokset op i halvtredserne, en af de rigeste perioder i USA's historie. Selv den almindelige middelklasse var velstående i halvtredsernes Amerika, og sammen med hele den bølge af optimisme, som fulgte i kølvandet på krigens afslutning, betød det, at vi stod i en situation, hvor vi unge fik at vide af vores forældre, at vi kunne gøre alt, hvad vi havde lyst til. Da jeg sagde til mine forældre, at jeg ville være digter, sagde de bare: Great! De havde ingen forbehold. De gav mig lidt lommepenge de første år, og så kørte det. Pointen er, at vi reelt troede på, at man kunne gøre, hvad man ville. Dét er den store forskel. Det var derfor, så mange ting lykkedes. I dag har folk reelt flere penge, end de havde i halvtredserne, men håbet er væk, myterne er punkterede."
"En anden forklaring er, at i halvtredserne fik alle en uddannelse, hvilket aldrig tidligere i historien havde været tilfældet. Det var kulminationen på en proces, der var startet lige før århundredeskiftet. I 1800-tallet havde Amerika ligesom Europa været et klassedelt samfund med alle disse mekanismer, hvor overklassen undertrykker de mange underklasser, fordi de ønsker at kontrollere dem. Men så begyndte man at udvikle undervisningssektoren, og da vi nåede til halvtredserne, fik stort set alle en uddannelse, som svarede til deres evner. Med andre ord: De fleste mennesker fik mulighed for at udnytte deres potentialer."
"Det tredje element er drugs, som for alvor kom på banen i de tidlige tressere. Hvis man kombinerer den relative velstand med et vist uddannelsesniveau og en nysgerrighed efter at udforske verden - og hertil lægger den lette adgang til stoffer - så har man den cocktail, der skabte tresserne. Det var dét, der udgjorde fundamentet for alt, hvad der skete rundt om i verden de år. Og det var det, der banede vejen for mig."

Intime anonyme møder
En del af John Giornos digte og essays handler om sex, specielt den form for anonyme seksuelle møder på offentlige steder, som praktiseredes i bøssemiljøer verden over op til starten af firserne. Herefter lagde eksplosionen af hiv-tilfælde i løbet af kort tid låg på udfoldelserne.
Giorno har aldrig lagt skjul på, at han nød den homoseksuelle praksis i fulde drag:
"Noget af det mest tiltrækkende ved seksualitet er selve dét at lade stå til, at ophæve alle fornuftsmæssige, intellektuelle koncepter. Dybt nede i sindet findes en tilstand af lyksalighed og klarhed, en tilstand hinsides bevidsthedens skelnen mellem subjekt og objekt, og når sex er bedst, bevæger man sig ned på dette stadium - til en tilstand af ren lykke. Når fornuften begynder at komme ind i seksualiteten - koncepter som 'sikker sex' eller 'jeg kender dig ikke, og derfor er det måske ikke fornuftigt at dyrke sex med dig' - når disse intellektuelle elementer begynder at få indflydelse på seksualiteten, så bliver lyksaligheden kompromitteret."
I en af historierne i You Got To Burn To Shine fortæller Giorno om en bestemt episode i New York i 1982, altså hen imod slutningen af det, han kalder The Golden Age of Promiscuity.
Giorno var på vej hen til et trykkeri for at se prøvetryk af omslaget til lp'en Life Is A Killer: "I went into the Prince Street station, and immediately into the men's toilet, as I always did. Rather than just stand around a boring platform waiting for the train, I'd go in the toilet, and all I had to do was take out my cock, wave it around, and some guy would go down sucking. It was much more fun than waiting on the platform, and a great pleasure. When the train came, whether I came or not, I'd put my dick back in my pants, run out and jump on."
Denne dag var det imidlertid ikke en hr. Hvem-som-helst, Giorno på denne måde kom i nærkontakt med. Den unge mand, som Giorno den morgen havde et hedt intimt møde med, viste sig at være ingen ringere end den 24-årige Keith Haring, senere verdensberømt for sine graffitiinspirerede billeder. Dengang gav Haring sig imidlertid ikke til kende, og det var først flere år senere, da de to var blevet venner, at sagens rette sammenhæng gik op for Giorno.
For udenforstående - heteroseksuelle - kan det forekomme overraskende, at man kunne have et så skødesløst forhold til sex. Men Giorno bedyrer, at han ikke har pyntet på sandheden:
"Du må tro mig. Jeg var der - og jeg var langt fra den eneste. Historien med Keith var blot en tilfældig episode en tilfældig dag, og eftersom jeg tilfældigvis er bøsse, tager jeg mig den frihed at beskrive det. Halvfjerdserne var en ekstremt promiskuøs periode - både for mænd og kvinder, omend kvindernes praksis selvfølgelig er anderledes end mændenes. Og det var ikke bare på subwaystationerne, det var masser af steder - barer, klubber, diskoteker, saunaer. Sådan var det sikkert også i København, da I var børn," griner Giorno og sender Deres udsendte et alfaderligt blik.

Fornemmelsen af magtesløshed
Keith Haring døde af aids i 1990, og man ved med sikkerhed, at han havde hiv-symptomer i '81, altså ét år før mødet med Giorno. Ved et mirakel var Giorno ikke blevet smittet - hverken af Haring eller ved de mange andre anonyme sexmøder - og i dag har han medlidenhed med de yngre generationer, som blev snydt for at opleve promiskuitetens guldalder. Ved slutningen af firserne var alle offentlige toiletter i New York blevet lukket, og størstedelen af de andre mødesteder var enten forsvundet eller lå halvtomme hen. Årsagen var naturligvis aids.
I '84, startede John Giorno Aids Treatment Project, en hjælpeorganisation baseret dels på frivillige donationer, dels på indtægterne fra forlaget Giorno Poetry Systems. Giorno lægger vægt på, at så få penge som muligt går til administration. Projektet drives fra et kontor i den bygning på The Bowery, hvor Giorno bor, og han fortæller, at han i alt har givet godt 450.000 dollars væk til trængende. "Giving money is one of the sweetest songs anyone can sing," skriver han i You Got To Burn To Shine, og han lægger vægt på personligt at overrække pengegaverne, at opsøge folk, tale med dem og vise medfølelse.
"I starten, da alle ens venner og bekendte begyndte at dø, var det mest deprimerende faktisk fornemmelsen af magtesløshed. På det tidspunkt var der ingen støtteordninger for hiv-smittede, og det eneste, jeg kunne komme i tanke om at gøre, var at give nogle penge. Folk, der var blevet syge, mistede jo deres arbejde, de røg ind og ud af hospitaler, og det var ikke ualmindeligt, at de oven i alt dette blev sat på gaden, fordi de ikke kunne betale husleje. Så det slog mig, at det i første omgang var nyttigt i det mindste at hjælpe med penge til mad og husleje."
"Derfor startede jeg Aids Treatment Project, og mit princip var fra starten, at jeg ville opsøge folk og give dem pengene personligt. Det skulle ikke bare være en check i posten, som rige mennesker gør, fordi de i virkeligheden betaler for at være fri for at få problemerne tæt ind på livet."

Scener for lyrikoplevelser
Giorno startede sin litterære karriere med at lancere en ny genre: found poetry - han tog 'fundne' tekster fra medierne og omsatte dem til digte.
"Idéen til found poetry stammer tilbage fra perioden 1960-61, hvor jeg gik til en masse fester sammen med de kunstnere, som nogle år senere blev berømte for Pop Art. Efterhånden begyndte det at gå op for mig, at det, der var ved at ske inden for billedkunsten, ikke fandt tilsvarende udtryk inden for litteraturen. Ingen af de poeter, jeg kendte - ikke engang Frank O'Hara eller John Ashbery - gjorde noget, der svarede til, hvad popkunstnerne var i gang med. Så omkring slutningen af '62 besluttede jeg, at hvis billedkunstnerne kunne nærme sig populærkulturen, måtte jeg kunne gøre noget lignende med lyrik."
"I 1965 startede jeg så Giorno Poetry Systems, fordi jeg - igen med inspiration fra popkunsten - fik den tanke, at der måtte være andre måder at opleve lyrik på end via bøger eller tidsskrifter. Hvad laver man, når man er derhjemme? Man ser måske fjernsyn, eller hører musik, eller taler i telefon. Hvorfor så ikke bruge de forhåndenværende medier og teknologier til at formidle lyrik? Hvorfor ikke gøre hvad som helst i hverdagsomgivelserne til mulige scener for lyrikoplevelse? Det hele skete naturligvis ikke på én nat, men lidt efter lidt begyndte jeg at inddrage stadig flere måder at formidle lyrik på."

Giorno skulle være stjerne
I en periode i de tidlige tressere var John Giorno så tæt på at være Andy Warhols elsker, som nogen formodentlig har været det. I You Got To Burn To Shine beskriver han deres seksuelle samvær, som dog mest bestod i, at Warhol gav Giorno blow-job. Warhols egen blanding af voyeurisme og kropslig hæmmethed betød, at han kun yderst sjældent lod nogen røre ved sig.
I foråret '63 deltog Giorno og Warhol sammen i en fest på Wynn Chamberlains landsted i Connecticut. Giorno drak sig nærmest bevidstløs i rom og gik tidligt i seng. På et tidspunkt i løbet af natten vågnede han og opdagede, at Warhol sad ved siden af sengen og stirrede på ham. Warhol drak ikke, han var på speed, og da Giorno spurgte ham, hvad han lavede, svarede Warhol på sin sædvanlige kryptiske måde: "Watching you sleep!" Næste formiddag, da Giorno vågnede igen, sad han der stadig, og på vejen hjem fortalte Warhol, at han havde fået idéen til en film.
Giorno skulle være stjerne.
I juni lavede Warhol de første optagelser i Giornos lejlighed på 74th Street, og i august gik de for alvor i gang. Hver aften, når de havde været i byen, gik de sammen hjem. Giorno lagde sig til at sove, og Warhol filmede et par timer, hvorefter han gik hjem til sig selv.
"Andy skød en enorm mængde materiale, dusinvis af ruller, han blev bare ved og ved, i alt lavede han mere end otte timer med mig, der sover set fra forskellige vinkler. Men han havde aldrig før lavet film, så han anede ikke, hvordan materialet skulle klippes sammen. Da han senere lavede Empire, var det på en måde en gentagelse af Sleep, men denne gang lavet sådan, som Sleep skulle have været, med én lang, kontinuerlig optagelse. Det var det oprindelige koncept, men Andy vidste i starten ikke nok om det til at gøre det rigtigt."
"Jeg var i Paris i foråret 1999, og her lod jeg mig fortælle, at man et par måneder forinden havde vist Sleep på fransk tv, samtlige seks timer, gennem en nat. Hvilken fantastisk idé! Andy ville have elsket det!"
"Inspirationen til Sleep kom nemlig i virkeligheden fra tv: Dengang, i de tidlige tressere, havde man tradition for på amerikansk tv juleaften at vise et billede af en brændende 'yule log'. Idéen var, at man kunne sætte sig omkring julemiddagsbordet og tænde for fjernsynet og se på denne brændeknude - her i New York var det på Channel 11. Traditionen var startet i de tidlige halvtredsere og stoppede først omkring 1970. For mange af os, der ikke levede et almindeligt familieliv, var det en kæmpe joke - vi drak os fulde og tændte for fjernsynet og var ved at falde om af grin over den dumme brændeknude."

Passiv og gådefuld
- Man kunne få indtryk af, at Warhol i virkeligheden ikke gjorde meget selv - at han faktisk forholdt sig passiv og dermed fik omgivelserne til at reagere?
"Det var simpelthen bare hans stil. Det handler om den egenskab, som man kalder at være 'magnetisk'. Nogle mennesker kan være meget udadvendte og have en magnetisk personlighed, mens andre kan virke magnetiske - eller karismatiske - blot fordi de bogstavelig talt tiltrækker folks opmærksomhed. Andy var passiv og gådefuld, og han var ekstremt magnetisk."
Selv om Giorno var et af de mennesker, der kom tættest på Warhol - han blev endda introduceret for Warhols mor, hvilket var yderst få beskåret - gled forholdet ud, da Warhol strøg til tops i kunstverdenen. Imidlertid deler Giorno ikke den bitterhed, som andre i Warhols kreds har givet udtryk for. I You Got To Burn To Shine skriver han:
"Everyone always accused Andy Warhol of exploiting people, but the name of the game was exploitation. Andy exploited us and we exploited him. It always works both ways. We exploited Andy to become famous, which seemed the only reel proof of being loved, but it was the 1960's and we were young and we didn't realize the other real proof was money. Andy understood both."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her