Læsetid: 7 min.

Sprogets røgdetektor

29. september 1999

Israeleren Amos Oz fortæller om sin nye roman, Det samme hav - og om sin professionelle vane med at sætte sig i andres sted, også palæstinensernes

Portræt
ARAD - I Arad brænder solen ubønhørligt, men luften er tør og behagelig i modsætning til det fugtige Tel Aviv, vi netop har forladt. Det er i Arad, forfatteren og samfundsrevseren Amos Oz har bosat sig - i en 'transplanteret' by, der er et af resultaterne af det statslige ønske om at få Negev-ørkenen til at blomstre. Arad er ikke blevet den metropol, byplanlæggerne havde i tankerne, da de gjorde boulevarderne lige så brede som Fifth Avenue, men byen er en frodig plet i Negevs golde, endeløse stenlandskab. Og fra Amos Oz' svale kælderbibliotek er der udsyn til en oase af en skyggefuld baghave.
Amos Oz er en levende skikkelse i de fleste israeleres bevidsthed. Den unge sikkerhedsvagt i lufthavnen, hotelreceptionisten i Jerusalem og ekspedienten i radioforretningen nikker alle genkendende til navnet. I løbet af sin godt 30 år lange forfatterkarriere har Oz vundet bred
anerkendelse for sine romaner, der ofte foregår blandt kibbutz-pionerer og europæiske indvandrere, men han er også kendt for sine bidrag til den politiske debat. For nylig vakte han furore ved at tilslutte sig den religiøse reformbevægelse som en rent politisk tilkendegivelse mod de ultra-ortodokse jøders indflydelse i Knesset.

Ingen profet
Amos Oz er en utrættelig fortaler for fred og for oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat. Han er gentagne gange blevet udråbt som Israels 'moderne profet'. Selv tager han afstand fra dette prædikat.
"Dét job vil jeg ikke have. Jeg mener ikke nogen sinde at have hørt en stemme ovenfra eller at have fået guddommelig inspiration. Forventningen om at forfattere og digtere skal vise vejen er typisk for den jødisk-slaviske tradition, og heldigvis er denne tendens på retur i Israel. Som jeg ser det, begrænser mit ansvarsområde sig til sproget. Folk har ikke brug for forfattere til at udstikke retningslinjer, men til at fortælle historier. Jeg opfatter snarere min rolle som en røgdetektor eller et brandvæsen for sproget."
Med sproget som arbejdsområde har man en særlig sensitivitet overfor, hvordan det bliver anvendt, mener Oz, og med den følger en pligt til at råbe op, hvis f.eks. politikeres udtalelser får rabiate undertoner.
"Tænk på et ord som parasit. Både nazister og kommunister kaldte visse mennesker for parasitter, og hvor mennesker bliver kaldt for parasitter, er det kun et spørgsmål om tid, før de bliver behandlet som parasitter og tilintetgjort som parasitter. Forfattere og digtere lever af at arbejde med adjektiver, verber og adverbier. De har måske et særligt gehør for den korrumperede omgang med sproget, der ofte viser sig som de første tegn på en social eller politisk sygdom. Bliver man opmærksom på en sprogbrug, der potentielt indeholder fordomme og diskrimination, må man ligesom en læge, der befinder sig på et fly, rejse sig op og sige 'jeg er læge', hvis nogen besvimer eller får et hjerteanfald. "
For Oz begynder en forfatters arbejde med at sætte sig i et andet menneskes sted. Og med det mener han noget mere end almindelig empati.
"Jeg kunne ikke skrive en stavelse, hvis jeg ikke var i stand til at krybe ind under huden på et andet menneske. Hvordan ville jeg have følt, hvis jeg var ham? Hvad ville jeg sige, hvis jeg var hende? Denne vane med sætte sig i en andens sted gjorde mig særligt lydhør overfor palæstinensernes prøvelser på et tidspunkt, hvor de fleste israelere ikke engang anerkendte deres eksistens. Det er ikke fordi jeg er nogen ekspert på mellemøstområdet. Jeg har bare en slags professionel vane med at forestille mig hvordan jeg ville have det, hvis jeg befandt mig på den anden side."
Nerven i Oz' forfatterskab er det hebraiske sprog. Af de bøger, han har stående i sit bibliotek, er langt den overvejende del skrevet på hebraisk, og han betoner, at han først og fremmest skriver for hebraisktalende læsere.

Hvilken generation?
"Egentlig har jeg langt mere til fælles med en uheldig palæstinenser, der er tvunget til at skrive på hebraisk, end jeg har med jødiske amerikanske forfattere. Selvom jeg føler et vist slægtskab med Philip Roth og Bernard Malamud, er slægtskabet begrænset af, at de skriver på engelsk og at de tilhører en angelsaksisk tradition."
Inden for den hebraiskskrivende verden har repræsentanter for den yngre generation beskyldt Amos Oz og hans jævnaldrende forfatterkollega A. B.Yehoshua for at have bidraget til at polarisere det israelske samfund. De har indsnævret perspektivet og skriver udelukkende om Israels europæiske elite, om de ashkenazis, der udlevede den zionistiske drøm i kibbutzerne. Dermed har de konstrueret den store Historie om Israel på et tvivlsomt grundlag. Sådan lyder i al fald anklagen fra Dorit Rabinyan og Etgar Keret, to unge forfattere, der har taget kritikerne med storm. Selv er Oz revnende ligeglad med al den snak om generationer indenfor litteraturen.
"Jeg ser ingen grund til at fokusere på hverken zionisme eller postzionisme i forbindelse med litteraturen. Det er meget muligt, at jeg har nogle træk til fælles med Yehoshua, men når det kommer til stykket, skriver vi fra hver vores perspektiv. Jeg betragter heller ikke mig selv som talsmand for en generation. Man kan godt føle sig fristet til at tale om 'generationer', men i grunden er det forfladigende. Det, jeg har til fælles med andre forfattere, går hinsides generationer. For eksempel gælder det for både Dorit Rabinyan og mig selv, at vi skriver om skæbner, der er kørt skævt, og om fundamentale menneskelige konflikter. For mig at se er det det væsentlige. Det er evnen til at stikke snuden inden for og beskrive mennesker og miljøer på nært hold, der er central for en forfatter, og hvis vi bliver husket om hundrede år, vil det være for vores evne til at gøre det - ikke for vores synspunkter om zionismen."
I Oz' seneste bog, Det Samme hav, blander mange stemmer sig med hinanden. Modsat hans tidligere bøger er den delvis skrevet på vers, nogle endda i form af den komplicerede verseform madrigalen, der for tiden volder oversættere kvaler verden over. For så vidt som alle personerne er helt nærværende for hinanden, minder Det Samme Hav om Oz' roman Den sorte kasse. Her har personerne hele tiden et andet menneske på deres indre radarskærm. Men i Det Samme Hav tager Amos Oz skridtet fuldt ud.
"I min nye bog er der tale om en total transparens. Da en pige i bogen går i seng med sin kærestes far, er hendes kæreste fuldstændig klar over det, selv om han befinder sig i Østen. Det er et mystisk univers, hvor alle har del i en kollektiv bevidsthed. Jeg optræder også selv som en figur i bogen, og jeg må sige, at det undertiden har været frustrerende, at de andre personer i bogen hele tiden vidste hvad jeg tænkte på, eller hvilken drejning historien ville tage. Den kollektive bevidsthed i Det Samme Hav har visse lighedspunkter med T. S. Eliots digt The Wasteland og William Faulkners romaner. Men med alle forbehold ved jeg ikke af, at nogen har skrevet på helt samme måde før."

To penne
På Amos Oz' skrivebord ligger to kuglepenne, en blå og en sort. Den ene til at skrive debatindlæg med, den anden til fiktion. Hver gang Oz er 100 procent enig med sig selv om noget, skriver han en artikel. Er han omvendt det mindste smule uenig med sig selv, og kan han høre mere end en stemme, ved han at en historie er undfanget.
"Når jeg har to kuglepenne, er det for at minde mig selv om, at det er to vidt forskellige ting at skrive bøger og at deltage i debatten. Mine artikler er en slags raserianfald. Når jeg har fået luft for min vrede i en artikel, når jeg har bedt regeringen om at gå ad helvede til, så trækker jeg mig som regel tilbage til min hule og skriver mine historier. Jeg har aldrig villet være politiker. "
Men Oz understreger dog, at et gennemgående element i både hans artikler og i hans bøger er kompromiset. Han er hele tiden på vagt over for den fanatisme, der lurer, hvor man mindst venter det.
"Der er pacifister, der er rede til at skyde mig i hovedet, fordi jeg har en lidt afvigende holdning til hvordan fredsprocessen skal forløbe, og der er vegetarer, der ville æde mig levende fordi jeg spiser kød. Fanatismen er et universelt fænomen, der har mange ansigter. En af hovedpersonerne i min bog Den Sorte kasse er professor i komparativ fanatisme, men han har selv en rem af huden. Han er stejl og fanatisk på sin egen måde. Modsat mange unge mennesker mener jeg ikke, at kompromiset er vattet eller ensbetydende med et tab af integritet. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal nå videre."
På vej tilbage til stationen får vi et glimt af Det Døde Hav, der ligger langt ude i horisonten bag Negevs sandformationer. "Om så verdens samlede jødiske befolkning besluttede sig for at slå sig ned i Israel, kunne Negev-ørkenen sagtens rumme dem," siger Oz. "Lad palæstinenserne beholde Vestbredden og Gaza. Der er plads nok."

*På dansk foreligger flere af Amos Oz' bøger, bl.a. 'Den sorte kasse' (1990) og 'En panter i kælderen' (1998) og Primo 2000 udkommer 'Det Samme hav' på forlaget Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her