Læsetid: 4 min.

Sure sild

18. september 1999

Den dybe tallerken

Sidste lørdag var det Sildens Dag i København. Kvarteret omkring Nytorv/Gammeltorv lå hyllet i brænderøg og sildelugt. Entusiaster i vadmel og velour fra hele oplandet var af gårde. I optog og i spil. Smedje-for-en-dag, badutspring og kædedans til sildens pris med Middelalderåret som påskud. Strøgets sædvanlige boder med salg af alt fra smykker til sukkerkogte mandler lod heller ikke lejligheden til lidt udvidet handel gå fra sig. Med en ekstra Ivanhoe-vimpel på beduinboden og en fjer i nepalhatten er det næsten som at være der selv.
Sildens Dag arrangeres af Skånes Turristråd, Wonderful Copenhagen, Hundested, Dragør og Køge kommuner, samt Region Skåne, SvenFisk, Höganäs, Malmö, Vellinge, Skurups og Simrishamns kommuner i samarbejde og delvis finansieret af EU. Sildens Dag er i virkeligheden en række af sensommerlørdage. "En årlig tilbagevendende turistattraktion i Øresundsregionens fiskerihavne hvor der bygges 'sildebro' over Sundet!" som det veloplagt hedder i en reklamefolder. På næste lørdag går middelaldertæppet op for et sildeshow i Køge, og 16. oktober i Hundested.
Da jeg ved 14-tiden i lørdags cyklede forbi, var jeg nær blevet rendt over ende af en (næsten) løbsk hest med historiske hår ved hovene. De er store sådan nogle heste, og de gi'r fanden i trafiklys. Men den ledsagende ungmø med kyse og Gulnarebryster hev ihærdigt i seletøjet og reddede mig. Så alt er vel godt.
Eller er det? Er det fordi den sure kælling i mig blev rystet sammen med de to liter mælk i cykelkurven, jeg synes, der er noget, der skurrer? Eller er det mit personlige noget anstrengte forhold til tidens tematiseringstendenser? Eller er det, fordi hele arrangementet lugter, ikke af sild, men af for mange EU-penge? De penge, der som profilerende havresuppe flyder til regionalt dit og dat fra Bruxelles. Man skal bare sige sesam-ordene Regionalt Samarbejde, så er der jackpot.
I det hele taget er ordet regional sat i forbindelse med mad og kultur - både sammen og hver for sig - blevet synonym med kvalitet og høj moral.
Ordet regional klinger nu om stunder automatisk af noget à la Bressehøns, franske gårdoste, sardiske specialiteter og sydspanske sortfodsskinker. Pling! siger det i erhvervslivets ører, vi finder s'gu på et regionalt samarbejde. Der er prestige og måske lidt goodwill at hente - og så er der oven i købet penge i det. Og man har ryggen fri. For er det ikke noget med madkultur, de altid skriger på, dem, der skriger højt?
Men løbet er kørt, den gode madkultur (f.eks. at spise høstsild, når de er her), der fra såvel høj som mellemhøj råbes op om, at vi skal værne om i Danmark, den er død, og det er ikke lige sket. Det var ikke i sidste uge, at vi som befolkning generelt holdt op med at lave ordentlig mad. Det er mindst 30-40 år siden, måske endda længere. Man kan arrangere nok så mange Sildedage. Jeg tror ikke en døjt på, at det får københavnerne eller andre til at spise flere sild. Måske får det en turist eller to til at bestille en sildemad til frokost, og så har Turistbureauerne og Wonderful Copenhagen selvfølgelig det at glæde sig over. Men mon ikke de fleste andre der forlader pladsen, bare tænker, nåårh ja, det var da meget sjovt. Og når de så skal købe ind om mandagen, har de glemt alt om sild.
Men vi elsker at tro, at ting hænger sådan sammen i folks liv, og det ser så smukt ud på papiret. For størstedelen af befolkningen er sild noget, der får fingrene til at lugte, og som man får serveret i mange varianter til julefrokoster. De, der jævnligt køber gode spegesild og lægger i lage eller steger sig en gang sild til aften og lægger resten i lage til næste dag, bliver højst sandsynligt ved med at gøre det, indtil de dør. Men de er få, og de bliver ikke flere, om der så var en hel sildeuge i fjernsynet.
Historien om den forsvundne danske madkultur er sørgelig, meget sørgelig endda. Måske bliver Måltidets Hus til sin tid en vigtig planke i redningsflåden. Man kan håbe på det. Ét sted må man jo starte, og en god og grundig videreuddannelse af folk, der har med vores mad at gøre, er vel et vigtigt skridt. Et andet og endnu vigtigere skridt er, at vi som forbrugere erkender, at vi har den madkultur, vi fortjener. Sålænge vi smykker os med ord som højere kvalitet, sunde madvarer, bæredygtighed, økologi og dyreværn og så alligevel lader 'billigt' være det eneste mantra, der gælder, når vi køber ind, så længe går det kun ned ad bakke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu