Læsetid: 3 min.

Sur/sød drøm om Kina

9. september 1999

'Kinesisk Kompas' viser kommunismens grimme ansigt, men hvor bliver Kina af i Carsten Jensens teaterdrøm?

Teater
"Jeg drømte en nat, jeg var kineser. Så vågnede jeg og var dansker. Nu ved jeg ikke, om jeg er en dansker, der har drømt, at han var kineser eller en kineser, der drømmer, at han er en dansker."
Sådan indleder Carsten Jensen sin første monolog i det drøm-lignende performance-stykke Kinesisk Kompas, der blev bestilt til Århus Festuge sidste år og i år genopføres i Kanonhallen. Stykket udspringer af Carsten Jensens rejse til Kina for fem et halvt år siden, beskrevet i rejsebogen Jeg har set verden begynde.
Som kineser blandt publikum til en danskers forestilling om Kina forventer jeg modsætninger og kontraster, men drømmer også om et sandt møde mellem øst og vest.
Stykket begynder med et akavet mix af vestlig og kinesisk musik. Carsten Jensen hilser os, med sin kinesiske dobbeltgænger (Spillet af Fang Yu) ved siden, og begiver sig ud i monologen om sin drøm: At han er blevet kineser. "I drømmer, I er os. Vi drømmer, vi er jer," siger forfatteren, og ud af forfatterhukommelsens værktøjskasse springer tableau efter tableau fra Carstens Jensens Kina.
Det første vi møder er kommunismen, som er et gennemgående tema i stykket. Den myldrer frem i skikkelse af små børn med uhyggeligt malede ansigter, gul paryk på hovedet og klædt i krølfri grå uniformer. De bevæger sig monotont og synkront og i march.
I en scene løber de rundt og skyder hinanden med store røde pegefingre - til minde om den tyranniske røde armé, ikonet for kommunismen i Kina.

Sangen som våben
I sin anden monolog er Carsten Jensen kinesernes fælles stemme, der taler anklagende om kommunismens falske løfter, om befrierne der blev ødelæggerne, hungerkatastrofer og folkets sure slid, ødslet bort under regimet.
En pessimistisk og grum mimisk fortælling om det kinesiske samfund under Mao følger. Tableauerne veksler med sangstykker, hvori fire operasangere, klædt i skiftende fantasidragter, synger op mod hinanden og hen over kulturbarrieren.
Modsætningen mellem vestlig og kinesisk opera er et vidunderligt påfund, der viser sangen som et stærkt våben til at overvinde kulturelle barrierer. En fremtrædende rolle spilles her af operasangerinde Shi Hong Mei, der med virkemidler fra klassisk kinesisk opera stjæler scenen med sit intense sangforedrag og de yndefulde dansetrin. Gennem stykket står hun som nøglen til Kinas verden af ikke-kommunistisk kultur.
Lysbilleder af kinesiske reklamer og landskaber veksler konstant på den store skærm bag scenen. Reklamerne rækker fra annoncer for de seneste nudelmærker til opfordringer om at deltage i konkurrencer; smilende kinesiske ansigter repræsenterer kapitalismens eufori og fremkomsten af det moderne Kina med dets nyrige. Kinesisk kapitalisme bliver bogstavelig talt et bagtæppe for kommunismen, der i form af de ensrettede børn kravler rundt på det forreste af scenen.

Carstens opvågnen
En anden iøjnefaldende kontrast er sammenstødet mellem vestlig individualisme og kinesisk mangel på samme. "Jeg ledte efter jer og mødte mig selv," siger Carsten Jensen et sted. Det virker som en forenkling af en dyb kulturforskel, når Carsten Jensen lader kommunismens grimme ansigt være selve modsætningen til individualismen, jeg'et.
Scenerne, synerne og musikken i Kinesisk Kompas er et chok for øjne og ører, men Carsten Jensens kompas når ikke omkring meget andet af Kina end det kommunistiske regime og den gryende kapitalisme, og bagved ligger dog 5.000 års kultur og historie, som ikke er forsvundet. For at nå ind til hjertet af den, må man grave dybere end til kommunismen, og når Carsten Jensen vågner op af sin drøm, må han nok se i øjnene, at han ikke er blevet en af os.
Bortset fra de forbrødrende drikkescener mellem Jensen og hans kinesiske modpart så jeg ikke forestillingen som et egentligt møde mellem Øst og Vest.
Til sidst i stykket bytter Carsten Jensen sprog og identitet med sit kinesiske spejlbillede. Men hele forestillingens rejse drejer sig nok mest, som forfatteren selv antyder, om Carsten Jensens møde med Carsten Jensen.
"Små børn i Kina græder aldrig," siger han et sted, "jeg har selv set det."
"Det passer ikke," vil jeg indvende som kineser, "vi græd, da vi var små børn i Kina."
Men det kan selvfølgelig være noget, vi har drømt.

*Kinesisk kompas - et lysbilledforedrag med Opera. Af Hotel Pro Forma og Kirsten Delholm med bl. a. Carsten Jensen, Fang Yu og Shi Hong Mei. Musik af Pierre Dørge. Kanonhallen til og med 10. sep.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu