Læsetid: 11 min.

Som en svane i marehalmen

11. september 1999

Grenen Kunstmuseum ved Skagen er blevet centrum i en ophedet debat om fredning og københavneri. Det handler om benyttelse eller beskyttelse

To have støder sammen hen over Danmarks nordligste punkt, Grenen. Det samme gør holdningerne til den store, tre-etagers bygning umiddelbart i nærheden.
Grenen Kunstmuseum, der ligger godt en kilometer inde i landet, omgivet af klitter, er blevet omdrejningspunkt i en principiel sag, hvor hovedstad og provins står med skarpladte argumenter over for hinanden.
De centrale myndigheder ønsker museet jævnet med jorden. De lokale siger nej.
Et enkelt element i en i øvrigt fælles og omfattende plan for fredning af området har dermed udløst en konflikt med flere udløbere.
Det handler om vækst contra natur. Om kunst eller selviscenesættelse. Om individets ret til fri udfoldelse, og om lokal selvbestemmelse contra central styring fra København.
Mellem de krigsførende parter står en 93-årig kunstmaler, der både ejer og har sat museet i verden.

Seksdobling
Over en million mennesker får årligt sand mellem tæerne på strandene ved Grenen. De fleste af dem ankommer i privatbil.
Det sætter sine spor, og naturen i området skal beskyttes. Så langt er de fleste enige. Spørgsmålet er blot hvor meget.
Skov- og Naturstyrelsen, der hører under Miljøministeriet, og Danmarks Naturfredningsforening ønsker at sikre Grenen på lang sigt mod kortsigtede, lokaløkonomiske interesser.
Derfor skal Grenen Kunstmuseum væk, mener Ole Jappe, arkitekt i naturforvaltningskontoret i Skov- og Naturstyrelsen.
"Det er et meget stort hus, der ligger midt i det mest besøgte område. Det første man ser, når man besøger dette natur- og landskabsområde, er en høj bygning med flag og skulpturer udenfor. De nationale fredningsmyndigheder skal naturligvis ikke gøre sig til smagsdommer, men der er nogle objektive elementer ved fredning af et naturområde, der skal overholdes," siger han.
Eigil Torp Olesen, formand for den lokale DN-komité i Skagen, supplerer:
"Der er steder nok i Skagen, hvor der er huse og udskænkningssteder. Folk kommer her for at få en ren naturoplevelse, og det hus hører ikke hjemme der."
Naturfredningsforeningen og Skov- og Naturstyrelsen færdiggjorde i foråret 1999, sammen med både Skagen Kommune og Nordjyllands Amt, hovedskitsen til en samlet fredningsplan.
En plan, der vil seksdoble arealet af det fredningsbeskyttede område sammenlignet med den fredningsplan fra 1940, der gælder i dag.
De fire parter er enige om planen - eneste stridspunkt er Grenen Kunstmuseum, og her vil ingen af de fire give sig. Amt og kommune på den ene side, naturfredningsforening og styrelse - med miljøministeren - på den anden.
Derfor er planen nu strandet.
Noget lignende skete under tilblivelsen af områdets første fredningsplan i 1940.
Dengang protesterede Skagen byråd voldsomt, da de centrale myndigheder satte en effektiv stopper for byggeri af flere sommerhuse langs kysterne i området.
1.200 skagboer skrev dengang under på en protest mod fredningsplanen. Uden det hjalp.

Skagens hvide kæmpe
På Grenen Kunstmuseum, der ligger presset ned mellem de buttede klitter, tager museumsejer Axel Lind imod.
Altid iklædt kridhvidt tøj og med et halvlangt, vildtvoksende hår, der springer ud fra hovedet i alle retninger, som havde han fået strøm igennem sig. Ligheden med den gamle western-helt Buffalo Bill er slående, selv om Holger Drachmann nok har været det primære forbillede.
Hvide træssko, hvide sokker, hvide bukser, hvid kittel, hvidt hår og en hvid stok. Axel Lind lyser op, når han bevæger sig udenfor under den strålende sol.
"Jeg er tidligere blevet kaldt Skagens hvide kæmpe," siger han.
Mere lokalt forankret er han dog ikke, end at han vanligvis bor i et hus ved Göteborg og ydermere ejer en svensk skærgårdsø.
Kritikere kalder ham stærkt egocentrisk og selviscenesættende, primært grundet hans lyst til at omgås de kendte i ind- og udland.
Hans malerier beskyldes for at være billige efterligninger af Drachmann, og især Ekstra Bladet har været efter ham i deres omtale af museet og hans billeder.
Museets indre er lige så kridhvidt som det tøj, Axel Lind bærer. Det ligger i en bygning, der også rummer både restaurant og cafeteria.
Udenfor er udstillet en række skulpturer i og ved klitterne, og ved døren mødes man af et skilt med tilbud om forskellige Premier Is.
"Dette er den smukkeste bygning i området. Den ligger som en rugende svane i marehalmen," siger Axel Lind, der overtog stedet i 1977.
"Jeg er rystet over infamiteten i dette fredningsforslag. Museet er jo blevet en verdensberømt, lokal perle. Man må ikke gå så rabiat til værks, at man ødelægger kulturelle klenodier. Hvad ville københavnerne ikke sige, hvis jyderne krævede Gefion-springvandet fjernet?" siger Axel Lind, da han byder velkommen ved indgangen til museet.
Det er blevet tid til en rundvisning, som den 93-årige, stærkt høresvækkede kunstmaler selv vil guide.

Konfliktens fødsel
I starten af 1990'erne var Skagen veletableret som et endog meget populært turiststed.
Kommunen modtog adskillige forslag til nye bebyggelser på og ved Grenen - blandt andet ideer om en hesteklub og et bunkermuseum - fra entrepenører med investerings-og byggetrang, men da området som nævnt er omfattet af en fredningsplan fra 1940, kunne spaderne ikke blot stikkes i jorden uden videre.
Derfor gik daværende borgmester Inger Støtt (V) i 1992 til Miljøministeriet. Hun bad om hjælp til at udforme en handlingsplan for Grenen med præcise rammer for nuværende og kommende byggerier.
Ministeren, der dengang hed Per Stig Møller (K), nedsatte en styregruppe med Skov- og Naturstyrelsen, Nordjyllands Amtsråd, Danmarks Naturfredningsforening og Skagen Kommune.
Styregruppen skulle udarbejde forslag til en ny fredningsplan og sluttelig rejse sagen for Fredningsnævnet i Nordjyllands Amt så planen kunne realiseres.
Inden forslaget blev færdiggjort, skiftede både lands- og bystyre. Svend Auken (S) afløste Per Stig Møller (K), og Knud Kirkedal Jensen (S) afløste Inger Støtt (V).
De fire parter måtte i 1996 sande, at de ikke kunne blive enige om alle detaljer i planen. Derfor bad de ministeren gå videre med sagen.
Udkastet til det endelige forslag så dagens lys den 30. juni i år.
"Bygningen med restaurant og museum samt alle i tilknytning hertil opstillede anlæg (...) skal være fjernet senest 3 år efter, at Naturklagenævnet har truffet endelig afgørelse om fredningens gennemførelse," står der i planen.
Denne sætning fik for alvor kommune og amt til at hugge bremserne i. Konflikten var en realitet.

Få gæster
Inden de besøgende kommer ind i selve kunstmuseet, har de mulighed for at vejre stedets atmosfære i en plakat- og artikelsamling, der primært fortæller om og viser billeder fra Axel Linds liv.
Blandt andet et billede, hvor han overrækker et maleri til den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov, og derudover en masse fotografier fra udlandsrejser og receptioner.
Lokalet er stærkt centreret omkring Axel Linds person og giver ikke megen forsmag på de andre kunstnere, hvis værker venter på den anden side af billetindløsningen.
Axel Lind svinger voldsomt med sin tynde, hvide stok, når han fortæller. Den er en sikker indikator for den iver, resten af hans krop har sværere ved at udtrykke. Indimellem rammer stokken nogle af de udstillede værker.
"Som dansker føler jeg mig stolt på nationens vegne, og lige nu føler jeg, at nationens øjne hviler på os," siger han, mens han betragter de udstillede plakater.
På disken ved museets information er udbredt avisartikler om Axel Lind samt bøger, der fortæller om museet. Tilmed en bog om moderne polsk kunst på Østersøkysten.
De få gæster, der viser sig ved museets indgang denne eftermiddag, kommer, på nær to, ikke videre end til artikel- og plakatsamlingen.
Dette på trods af, at det i museets brochure hævdes, at der dagligt er 13.000 gæster - hvilket er lig med det samlede antal besøgende på Grenen per dag.

Borgmester afviser
Skagens borgmester, socialdemokraten Kurt Kirkedal Jensen, er i dag helt afvisende over for planen om nedrivning af bygningen.
"Det er vigtigt for os at have nogle ordentlige servicefaciliteter i det område, og vi er i en situation, hvor vi både kan beskytte og benytte området uden at spolere det. Sporene efter de over en million mennesker om året ses næsten ikke bagefter, det er stort set som en efterårsstorm," siger han.
I øjeblikket bygges et servicecenter ved Skagen Odde, der ikke ligger inden for den nye fredningsplans område. Borgmesteren mener imidlertid, at dette center er for langt væk til at kunne servicere gæster på Grenen tilfredsstillende.
Kurt Kirkedal Jensen fremhæver ydermere, at museet i dag er det eneste sted i Skagen, hvor der samles moderne kunst. Han tilføjer dog, at man kan "diskutere Axel Linds egne malerier og den måde, tingene bliver hængt op på derude."
Helt så entydig i sin modstand mod nedrivningen har borgmesteren ikke altid været.
I en brevveksling med Svend Auken i juli og august måned i år skriver Kirkedal Jensen blandt andet til ministeren: "Til afklaring af dette spørgsmål (om Skagen Kommune skal være med til at rejse sagen i Fredningsnævnet, red.) savner jeg et klart økonomisk tilsagn fra dig om, at museet kan og vil blive flyttet til Skagen by."
Svend Auken svarer den 19. august og fortæller, at han har inviteret Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg op for at se på området. Han skriver endvidere til Kirkedal Jensen:
"Jeg har fuld forståelse for, at du gerne vil have, at museet kan og vil blive flyttet til Skagen by."
Auken slår dog i samme brev fast, at der ikke kan blive tale om økonomisk hjælp fra ministeriet til en sådan plan.
I dag vil borgmesteren under ingen omstændigheder acceptere en flytning af museets værker.
Måske fordi han i løbet af sensommeren har bemærket lokalbefolkningens støtte til bygningen - en støtte, der kulminerede i sidste uge, da en storm af protester blæste ind på Kurt Kirkedal Jensens kontor.

Havets Hemingway
Har man indløst billet til museet, møder man i det første rum malerier udelukkende af Axel Lind selv. Malerier af hav og himmel.
"Ude i den store verden kaldes jeg The Grand Old Man som marinemaler og Havets Hemingway, fordi jeg har skildret og fortolket oceanernes forskellige temperamenter," siger Axel Lind.
Han nægter kategorisk at lade de bedste af museets værker overgå til et andet museum i byen - i tilfælde af nedrivning - i stedet har han truet med at flytte hele museet til Bermuda. Han er dog overbevist om, at museet bliver, hvor det er.
"Museet ligger kvar en menneskealder endnu. Denne sag er en udfordring fra myndighederne, men den er blevet mødt med en storslået, nordisk reaktion," påpeger Axel Lind med henvisning til den lokale opbakning.

Københavneri
I sidste uge fik borgmesteren smidt 10.700 underskrifter på sit bord, der alle krævede museet bevaret.
Underskrifter, der primært er indhentet fra museumsgæster i løbet af sommeren. En bladren i de lister, der endnu ligger fremme, fortæller, at langt hovedparten af underskriverne har rod uden for Skagen.
De tre partier, der sidder til bords i Skagen byråd - S, V og K - har da også nu gjort fælles front mod planerne om nedrivning.
Som teknisk chef i Skagen Kommune, Mogens Hust, siger det:
"Den store folkelige protest i Skagen har gjort det umuligt for de lokale politikere at gå med til nedrivningen og at være med til at rejse sagen for fredningsnævnet. Dette spørgsmål rører ved nogle ur-gamle rettigheder hos de oprindelige beboere, der føler, at de nu bliver straffet for udefrakommende turisters gerninger."
Også den lokale VT Skagen Avis har været bannerfører i kampen mod nedrivningen.
Redaktør Palle W. Nielsen har forfattet flere harmdirrende ledere mod de centrale myndigheders ageren. "Københavneri kan man kun have et skuldertræk til overs for," har avisen blandt andet skrevet.
Senest foranlediget af en leder i dagbladet Politiken, hvori det hedder:
"Miljøminister Svend Auken (S) vil hjælpe. Han vil frede Grenen. Men det vil skagboerne ikke høre tale om, i hvert fald ikke, hvis det får konsekvenser for ishuse, hotdog-skilte, museum, beton og bras." Videre hedder det:
"Kreative lokaljyder har fået forvandlet vestkysten fra Skagen og nedefter til et sådant inferno af bodegaer og grillbarer, at vestenvinden kun på særlige efterårsdage kan trænge gennem friture-osen."
Politiken slutter sin leder med at "sætte sin lid til de centrale myndigheder."

Mindevæg
Axel Lind går videre på museumsrundturen. Det næste store lokale præsenterer kunst af lokale malere og skulptører, akkompagneret af glasdøre med en slående udsigt over klitterne og havet.
"Denne udsigt finder man ikke engang på Louisiana. Og tænk, det vil man ødelægge. Jeg er rystet over det. Bygningen skal væk, men de tyske beton-bunkere fra krigen får lov til at blive stående," siger han, rystende på hovedet så det hvide hår falder blidt ned i en ny, ukæmmet variant.
De tyske krigskonstruktioner er ganske rigtigt udeladt af fredningsplanen - af økonomiske årsager. Bortsprængninger har tidligere været forsøgt med begrænset held, og det anslås, at det vil koste op mod en million kroner for hver bunker, der skal fjernes.
I kælderetagen hører endnu flere malerier og skulpturer hjemme, primært skabt af nordiske kunstnere.
I den ene ende af kælderen er opført en mindevæg for Axel Linds afdøde kone, Eva Lind. Et portræt-maleri i fuld størrelse og i kraftige, rødlige farver optager det meste af væggen, og på gulvet foran ligger to kranse vedhæftet bånd med de nordiske flag.

Ministerbesøg
På mandag vil miljøminister Svend Auken og Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg være at finde i Skagen, hvor de vil beskue lokaliteterne bag fredningsdebatten.
Auken har bedt Skagen Kommune og Nordjyllands Amt melde ud hurtigst muligt efter ministerbesøget i Skagen, om de vil være med til at rejse sagen for de regionale fredningsnævn.
Som det tegner sig i dag, siger begge parter nej. Det betyder i givet fald, at Danmarks Naturfredningsforening og Skov- og Naturstyrelsen vil rejse sagen på egen hånd.
Sker det, vil hverken amtets eller kommunens argumenter være at finde i det nedskrevne forslag, som fredningsnævnet skal tage stilling.
"At vi ikke vil være med til at rejse sagen, er udelukkende baseret på signalværdi. Senere vil vi så tale vores sag i den efterfølgende offentlighedsfase," siger borgmester Kurt Kirkedal Jensen.
I fredningsnævnet sidder en repræsentant fra amtet og en fra kommunen (begge socialdemokrater), og nævnets formand er dommer.
Deres afgørelse vil formentlig blive anket til Naturklagenævnet af den part, der ikke føler sig tilgodeset.
På den måde kan sagen trække ud i endnu fem-otte år, anslås det.

Min kollega Dronningen
Rundturen på museet afsluttes i cafeteriet på etagen over museet.
Axel Lind fortæller, at han påtænker at skrive sine memoirer inden for længe, og at han derefter vil gøre plads på museet for en helt speciel kunstner.
"Jeg har, som alle andre, år 2000, som knackar på døren. Derfor vil jeg søge at få vor elskede Dronning, min ærede kollega, til at udstille nogle af sine malerier på museet."
"Jeg kunne tale hele natten lang, hvis jeg skulle fortælle om alle de tanker, der gennemstrømmer min krop. Nu ønsker jeg at gøre noget for den by, som gav mig kærligheden til naturen," siger han og spejder ud mod Grenen gennem ruden.
Står man på selve Grenen og ser ind mod landet, ses kunstmuseet bag klitterne.
Endnu mere iøjnefaldende er imidlertid de tre enorme, hvide, champignon-formede radaranlæg længere nede af stranden ud til Skagerrak, som hører til Flyvestation Skagen.
Den største af dem er netop sat op, hvorefter de to andre snarligt skal fjernes.
Radaranlæg der - om nødvendigt - kan styres fra København. q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu