Unge Jon Dahl Tomasson blev matchvinder i kedelig, men uhyggelig kamp
Fodbold
Stående ovationer hænger ikke på træerne. Men de regnede ned over landsholdets yngste mand, Jon Dahl Tomasson, da han blev skiftet ud i det 88. minut i Parken i lørdags.
Små otte minutter tidligere havde schweizernes indskiftede angriber Kubilay Türkyilmaz udlignet til 1-1 efter lidt turbulent klumpspil og et Patrick Bühlmanns knaldende skud på undersiden af overliggeren.
Et forfærdeligt syn så kort tid før kampens slutning, for et uafgjort resultat kunne ikke bruges til noget som helst, hvis vi skulle have drengene med til EM til sommer. Og mens man så i afmagt var ved at pakke sine ting sammen, bælle det sidste dovne øl, tage det sidste hvæs fra sin cigaret, spise den sidste pølse og tænke på det omkringliggende Østerbro i infrastrukturelle baner for at komme væk før de andre 41.666 tilskuere, lå bolden pludselig hos Ebbe Sand, der sparkede den lige på den schweiziske målmand, som ikke kunne holde den, hvorefter Jon Dahl slog til på næsten ingen plads og gjorde en ende på pinslerne med skuddet til 2-1.
Pludselig så det hele meget lysere ud, og Parkens publikum gik amok i glædesrus, som det kunne hedde i en tabloidavisoverskrift.
Kæberne af led
Når vi bruger udtrykket "en ende på pinslerne", er det ikke tilfældigt.
For forud for ovenstående seance havde landsholdet spillet usædvanligt kedsommeligt med et hav af fejlafleveringer.
Man behøvede ikke at have taget sin træthed med hjemmefra for at gabe kæberne af led over det, der foregik på banen.
Efter de første 15 minutter var det som om, at spillerne - og særligt midtbanen med Allan Nielsen, Goldbæk, Martin Jørgensen og Tøfting mistede lysten til at rykke for hinanden.
Det førte til nogle besynderlige situationer med bl.a. Stig Tøfting, der på et tidspunkt løb rundt og rundt og rundt om sig selv med bolden uden at kunne slippe den, for til sidst at hjule ned langs sidelinjen mod sit eget mål - stadig med boldholderstatus.
Man savnede også, at midtbanen havde overblik og kapacitet til at åbne spillet med lange tværafleveringer, så det ikke blev så forkrampet.
Nede i forsvaret foran Peter Schmeichel var der mere stabil klasse. René Henriksen og Jes Høgh gjorde - som sædvanligt - deres arbejde udmærket, selvom de begge har spillet bedre kampe.
De havde godt styr på de schweiziske angribere, Sforza og Chapuisat. Når Jes Høgh med varierende succes gik op og deltog i det fremadrettede spil, lukkede Henriksen dygtigt af bagtil og omvendt.
De kattepoteafleveringer, han disker op med, er for en landsholdsforsvarsspiller ikke set bedre siden Kim Christofte i 1992.
Jon Dahl
Og så tilbage til stortalentet Jon Dahl Tomasson. Sammenlignet med så mange andre fodboldspillere har han fået meget lang snor og megen spilletid på landsholdet i forhold til sin indsats.
Hvad skal man også gøre, når han spiller så fint i Feyenoord (hvor hans træner kalder ham et af sin bedste indkøb nogensinde)?
Imidlertid ser det nu endelig ud til at give pote at have Jon Dahl er på banen.
Han rykkede glimrende for midtbanen og viste glimtvist, at han mestrer kunsten at lave temposkift, når han modtager bolden med ryggen til målet og snurrer rundt. Ham og Ebbe Sand skal bare spilles sammen.
Langt hår
Efterhånden som det i løbet af kampen så stadig sortere ud for schweizerne, blev deres træner, Gilbert Gress, 57, mere og mere ivrig omkring sidelinjen, hvor han hoppede og råbte i et langt afmægtigt ærgrelsesudbrud. En studie i irriteret kropssprog.
Nogle officials måtte flere gange lægge en dæmper på ham og bede ham sætte sig ned.
Om Gilbert Gress havde Per Høyer Hansen i øvrigt i kampprogrammet skrevet, at han i adskillige år "var den mest langhårede træner i Europa," men at frisuren ikke var et "symbol på oprør eller venstreorientering, for Gress har sine rødder i et konservativt miljø i Alsace, og han har aldrig markeret sig politisk."
Nå, det var et lille kuriosum.
På det schweiziske landshold kan man heller ikke sige, at han har markeret sig.
På onsdag spiller Danmark sidste kamp på udebane mod Italien.
Den skal helst vindes eller spilles uafgjort. Schweiz og Wales er ikke hægtet af endnu. Men Danmark har nu tre kampe i træk været i stand til at holde en endelig EM-udsmidelse fra livet. Så hvorfor ikke holde den kørende lidt endnu?
Om Danmark er god nok til at komme med til EM-slutrunden i Holland og Belgien finder vi ud af i overmorgen.
