Læsetid: 6 min.

Trommeslageren

16. september 1999

Jan Stages erindringer rager op i flommen af 'kendtes' selvbiografier

Ny bog
For nogle år siden talte jeg med to filmfolk - begge kvinder - der havde sagt nej tak til at tage til Sarajevo for at producere en lille film på fem-ti minutter om 'dagliglivet' i den krigshærgede by. Bestilleren var et britisk tv-selskab, så der ville have været en del prestige at hente, hvis de havde sagt ja. Men ikke tale om. Ti minutters tv, der hverken ville gøre fra eller til, men som måske ville koste dem livet, fristede ikke. Jeg kan huske at jeg respekterede dem vældigt for det.
Men nogen skal jo gøre det. Fortælle os hvad der sker i verdens brændpunkter. Hvem er de? Er det en særlig slags morbid eventyrlyst, der driver dem? At det af og til er tilfældet, kan vel ikke helt afvises, men det er uden tvivl ikke regelen. Der er vel tale om, at hvis man skal fortælle om uhyrligheder, må man nødvendigvis beskytte sig selv med en vis grov facade. For ikke at blive rablende sindssyg.

Skæbne
I Jan Stages erindringsbog - med den velvalgte titel Og ham der slår på tromme - har man chancen for at få et indblik i en erfaren udenrigs- og krigskorrespondents tankegang. I en bestemt passage i bogen, som jeg skal vende tilbage til, får man et uafrysteligt chok. Man aner pludselig, at det der sætter folk i stand til at fortælle om hvad der foregår ude ved menneskelighedens yderste grænse, nemlig i krigen, ikke er et valg. Men noget så gammeltestamentligt som skæbne. Bogen er beretningen om oberstens søn der, efter forældrenes skilsmisse, kommer på kostskole. Senere melder han sig ind i DKP, bliver medarbejder på Land & Folk og på små venstrefløjstidsskrifter. I 70'-erne begynder han at skrive i Information, hvis medarbejdere dengang beskrives både kærligt og med en vis djærv ondskabsfuldhed. Senere går han over til Politiken. Han slår sig op som udenrigskorrespondent, med base på Cuba og i Latinamerika, og der fedtes ikke med oplysninger til læseren om arbejdets særlige karakter og lejlighedsvise sammenløb med Fidel Castros efterretningsvæsen.
Senere kommer han tilbage til Danmark og fortæller løst og fast om det politiske liv herhjemme der godt nok fremstår som noget farveløst i sammenligning - om tiden efter Murens fald, om sit eget forfatterskab, om kulturlivet i almindelighed og et par interessante sager, han får fing-re i som journalist på Politiken - bl.a. én der antyder at Palmes morder måske var en irakisk forretningsmand.

Bag panseret
Læst som en beretning om de sidste 50 års historie, er bogen medrivende, godt fortalt og underholdende. Men den får ikke hårene til at rejse sig på ens hoved, på den anden side. Man kan ikke sige, at man har hørt det hele før, men så alligevel: det har man i grunden, bare i andre versioner. Læst på det ydre plan, er det en bog som så mange andre, absolut interessant, men heller ikke meget mere. Dens egentlige kvalitet ligger et helt andet sted.
Stages tonefald, bag den gedigne, lidt formelle prosa, er nærmest studs. Som læser har man en fornemmelse af, at man ikke skal føle sig inviteret helt ind under huden på forfatteren. Tre skridt fra livet, tak! Ikke desto mindre er det et godt stykke inde bag det professionelle panser, bogen løfter sig og bliver til mere end bare endnu en kendt journalist, der røber hel- og halvoffentlige hemmeligheder om den nærmeste fortid. Han tegner i virkeligheden en meget omhyggelig 'psykologisk profil' af sig selv. Nøgternt - og helt uden at stille sig i positur som den, der ved alting bedre, fordi det er ham der kender virkeligheden. Det er et træk, der ellers godt kan mærkes, når han f.eks. latterliggør 68'ernes luftige 'ideologiske' analyser af dette og hint.
Bag panseret er han imidlertid en helt anden slags forfatter. Her fortæller ham om sig selv, at han hele livet har følt sig voldsomt tiltrukket af yderligheden. Det bløde, familieliv og den slags, er ikke ham. Verden er kun interessant, hvis den er til at tage og føle på. Den behøver ikke være tiltalende, men den skal være der.
Næsten alt hvad bogens unge mand foretager sig indtil et ganske bestemt punkt har karakter af tilfældige luner. Så vil han være læge, så digter, så skolelærer - men i virkeligheden er der ikke noget af det, der for alvor fanger ham. Som lærerstuderende spreder han partisansøm på Gl. Køge landevej, så sagesløse bilister - der næppe allesammen er fascister, som han indrømmer - punkterer. Han bliver, som sagt, medlem af DKP, han udfører forskelligt arbejde på venstrefløjen - men er han overhovedet venstreorienteret? Og hvad betyder 'Revolutionen' for ham - er den andet end drengerøvens trang til at lave rav i den? Sikkert ikke - og Stage prøver da heller ikke at bilde læseren ind, at det forholder sig anderledes. Der er heller ingen redegørelse for de politiske motiver bag venstrefløjens virksomhed fra de tidlige 60'ere og op i 70'erne.
Han beskriver periodens aktører, men der er ingen analyser, ingen prædiken, ikke noget forsøg på at forklare den voldsomme antipati mod det etablerede samfund. Det skulle bare bekæmpes, basta! Aktørerne beskrives ved deres rent menneskelige egenskaber, en nærmere begrundelse for deres politiske ståsted gives ikke. Fordi, tror jeg, spørgsmålet om hvorfor egentlig slet ikke interesserer Stage. Det er ikke det, der driver ham. Det gør derimod spørgsmålet om hvordan. Hvordan ytrer det menneskelige sig, i al dets væsen og yderlighed. Han vil vide det, se det og mærke det. Som han selv siger, er han ikke noget "akademisk hoved", analyser og fortolkninger lader ham kold. Og når han lader sig styre af sin virkelige drift, så er det han næsten ændrer karakter som forfatter. Hvis det ikke lød så ukristelig kristeligt, ville man kunne sige, at når Stage står overfor efterviselige, iagttagelige facts, så drømmer han ikke om at stille sig an som den blaserte udenrigskorrespondent, der har set og forstået alt. Så bliver han ikke bare saglig, ikke bare nøgtern. Han bliver simpelthen ydmyg.

Krigens ofre
I forsommeren '61 tager han til Tunis sammen med en kunstnerven, der gør sig temmelig romantiske forestillinger om Afrika. Det er under Algierkrigen og pludselig befinder de to sig midt mellem krigens ofre - en lille deling soldater, som ligger henslængt og efterladt, dræbt. Kunstnervennen vender ryggen til og gribes af en voldsom trang til at pisse. Imens foregår der en voldsom forandring med fortælleren - med Stage. Nu er det pludselig en voksen mand, der taler. Han er lige så bange som kunstnervennen, men det kunne ikke falde ham ind, at vende ryggen til. Han vil se det. Hvad mennesker er i stand til at gøre ved mennesker - endda af grunde, der ikke behøver være 'personlige'. Det han ser er også produktet af en maskines arbejde - af historiens tromlen hen over ørkensandet. Her er ingen kuldskær venden ryggen til, som den pissende kunstnerven, der har begået et digt om det "gæstfri Afrika", "med stille nætter fulde af sang". Stage selv stirrer på en af de døde soldater. Det er som om den døde vil sige ham noget. Stage skriver: "Jeg bliver stående for, om muligt, at svare ham. At love ham et eller andet: at jeg aldrig vil opsøge ham igen. Jeg vil ikke blive syg og dø langsomt af et syn som dette. Men jeg ved allerede med mig selv, at det ikke kan undgås". Det er i denne passage, hele bogen får sit format, her den virkelig griber læseren. Det er krigskorrespondenten, der møder sin skæbne.
I bogens begyndelse fortæller han om drengen, der ønsker sig tre små soldater i julegave. Ham der skyder, ham der læser kort, og ham der slår på tromme. I flommen af alle mulige 'kendtes' selvbiografier, rager Jan Stages erindringer op som et vidnesbyrd om at så længe de to første små soldater huserer i verden, vil der også være brug for den sidste. For ham der slår på tromme.

*Jan Stage: Og ham der slår på tromme. Erindringer. 300 s., 298 kr. Høst og Søn. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu