Læsetid: 5 min.

I tror at det er lyv

18. september 1999

Lille mediecirkus for vrangvillige og fodslæbere

Qlummen
Indimellem kan nyhedsstrømmen vække en ubændig trang i mig til at vide noget andet om verden end Østtimor, Kosovo, Dagestan og North Carolina, bomber i Moskva, skydegale amerikanere, Absolut fredag og den lille prins.
Ikke at jeg går rundt med en eller anden postmoderne fornemmelse af, at virkeligheden ikke eksisterer eller 'i virkeligheden' foregår på en fjernsynsskærm.
Tværtimod. Jeg er faktisk temmelig sikker på, at der er mange verdener, der lever deres eget liv, og at alle mediebragene, Internettet og de problemer, bekymringer og oplysninger de belemrer ens hoved med, kun er en meget lille del af virkeligheden.
Men derfor kan man godt få brug for en håndsrækning til at slippe ud af strømhvirvlerne i flodens midte.

Det hjælper for eksempel at lære Grønlands nationalsang eller det periodiske system udenad, ligesom det naturligvis er oplagt at rejse til steder, man aldrig har set. Især hvis man ikke forstår sproget, og der ikke er elektricitet.
Men man kan også bare blive helt hjemme. Dér har man nemlig lokalaviserne, der på fremragende vis minder én om alt det, der ellers ikke er kvalificeret til en plads i medierne. Samtidig er de ofte fulde af en uinstrueret opfindsomhed og kreativitet, der normalt ikke slipper uskadt gennem medieformidlingen.
"Vi håber at I to i Færgestræde 2 vil glæde jeres venner og alle dem I kender, med herlig morgenkaffe og alt hvad I kan skaffe, I tror at det er lyv men vi kommer klokken syv," hedder det for eksempel i vennernes annonce i anledning af kobberbrylluppet.
Det er elegant! Det tilsyneladende stykke prosa afslører sig ved gennemlæsning som poesi, og der er ingen humpen på versefødderne.
Uden helt at kunne redegøre for forskellen, så er det også noget andet end når den går i København at vide, at Roberto Begninis Livet er smukt kan ses i den lokale cinema og for en kort stund deler virkelighed med apoteket, Fogs Friske Fødevarer og pølsevognen på torvet. Der opstår noget andet, når denne sørgmuntre stump lille stor historie foretager sit punktnedslag i det velkendte - noget andet end når den ses af anonyme storbymasser. Også selv om jeg ikke aner, hvem der ser den i den lokale. Men jeg ved, hvad de øjne der ser den, kan se omkring sig til daglig.

Lysten til at vide noget andet er i slægt med lysten til at le - igen en forbindelse, jeg ikke kan klarlægge fyldestgørende, men som lokalaviserne i rigt mål imødekommer. Ikke mindst Politirapporten:
"Det er edderm... for dårligt at der ikke kan komme penge ud af systemet er ofte en sætning de ansatte på bistandskontoret må lægge ører til, men fredag var ord ikke nok for en ung mand da han ankom for at få lidt ekstra lommepenge. Han truede med alverdens ulykker, og det er faktisk det eneste man ikke skal gøre. Politiet kom omkring og fjernede ham."
Her er intet tørt bureaukratsprog, men både fantasi og humor, og unge nasserøve, der bare er ude efter ekstra lommepenge, bliver sat på den plads, der tilkommer dem.
En vittighed skal vi skam heller ikke mangle, hør bare:
"En filmpakke, men dog ikke nok til at kunne filme sig igennem kasseapparatet hos Kvickly, betød at politiet måtte en tur omkring Kvickly og notere en 27 årig kvinde for et butikstyveri for sølle 33 kroner." Men som det fremgår af det lille 'sølle', er det moralens vogtere, der har ordet.
Flittige er de også, læg mærke til, hvor meget politiet kommer omkring. Det er nok derfor, de kender deres klientel så godt:
"En 42 årig borger fra byen har uddelt øretæver til en 26 årig mand fra Bogø. Begge var gæster på Stars, men tilsyneladende har den unge mand irriteret den lidt ældre der er kendt for at have løse lapper."
Selv stavningen vidner om selvstændighed og kreativitet.
Også grimme begivenheder som knivtrusler mod en ung kiosk-ekspedient får noget andet over sig, når rubrikken lyder: "Væbnet røveri mod Q8-tanken". Tanken, for vi ved jo allesammen, hvor den ligger.
Man føler sig vel underrettet om Fregatskydning i Marineforeningen, sæsonstarten for Folkedanserforeningen, og passende beroliget ved at konstatere, at debatten om krydset med Danmarks mest usædvanlige vigepligtsregler fortsætter.
Her kan man desuden, hver gang man skal til byen, sammenligne argumenter og virkelighed, mens man for en sikkerheds skyld bremser og blinker og forsøger sig som tankelæser, uanset om man skal ligeud eller dreje, og alle holder tilbage for alle, undtagen rutebilerne, der ikke holder tilbage for nogen, selvom det eneste indiskutable ved krydset er deres ubetingede vigepligt, når de kører ud.

Er det hele nu bare eskapisme og fodslæberi fra min side, almindelig ulyst til at se verdens problemer i øjnene? Ikke kun, i det mindste, for det er ligeså meget en ulyst ved al tåbeligheden og pjanket og ligegyldigheden, der fylder og fylder.
Men der er en elementær triumf i at få bekræftet, at vi lever vores liv og interesserer os for det, et liv består af, uanset mængden af informationer, globaliseringen og vor fatale klodes katastrofer og menneskelige utysker.
Og vi gør det allesammen, også dem i Bangladesh og på USA's østkyst. Det kan jeg læse i min husstandsomdelte ugeavis.
Måske holder jeg allermest af lokalpressen, fordi den tilfredsstiller to modsatrettede behov på én gang: En umættelig nysgerrighed efter alt det, der hele tiden foregår overalt. Og en dyb beroligelse ved at genkende det. For noget andet er også det ukendte og nogle gange det, der må forblive ukendt.

For mig selv dæmrede dette en dag i min barndom, da det med forbløffelse og afmagt gik op for mig, at jeg aldrig ville komme til at opleve, hvordan det var at være dreng. Det havde intet med penismisundelse at gøre, selvom der nok skal være nogle der siger hø, hø, det var noget helt andet:
En følelse af at være stødt på en grænse, jeg ikke havde forestillet mig eksisterede. Jeg ville med tiden finde ud af, hvordan det var at være voksen, og også hvordan det var at være gammel, hvis jeg levede længe nok, og jeg havde prøvet at være baby, selvom jeg - frustrerende nok - havde glemt det.
Men dreng, dét ville jeg aldrig komme til at prøve, ligesom jeg aldrig ville få at vide, hvordan det var at være neger eller kineser. Lige meget hvor meget jeg brunede min hud, ville følelsen af at være indeni en sort hud ville aldrig blive min.
Opdagelsen var på en sær måde skræmmende:
Det ukendte var født. For fremtiden skulle man orientere sig i et univers, hvor man ikke kunne vide, hvad der foregik.
Derfor er det godt at have Grønlands nationalsang at stå imod med. Og derfor er lokalavisernes forsikring om, at så forskellige er vi heller ikke, så vældigt beroligende.
Det er ikke lyv!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her