Læsetid: 4 min.

En u-båd der er gul

13. september 1999

I dag bliver soundtracket til tegnefilmen 'Yellow Submarine' genudgivet. Men det er hverken et soundtrack eller en genudgivelse

Beatles
Mellem 1963 og '70 udgav et engelsk rockorkester ved navn The Beatles 13 lp-plader. Derefter blev gruppen opløst. Den 11. plade hed Yellow Submarine, og det var i virkeligheden ikke en 'rigtig' Beatles-plade - for den bestod kun af seks Beatles-sange, hvoraf to af dem, bl.a. titelnummeret, ikke var nye. Derudover bestod pladen af syv instrumentale numre skrevet og indspillet af Beatles-produceren George Martin.
Pladen var en slags soundtrack til en tegnefilm af spillefilmslængde, som The
Beatles stort set ikke havde noget med at gøre. De fire nye numre som de havde givet til filmens instruktør George Dunning og producer Al Brodax (som også stod bag 38 tegnede tv-film med Beatles til amerikansk ABC) var i virkeligheden slet ikke nye men tidligere kasserede sange.
John Lennons "Hey Bulldog", George Harrisons "Only a Northern Song" og "It's All To Much" samt Paul McCartneys "All Together Now". De var alle hyggelige men ikke ligefrem mesterværker.
Titelsangen "Yellow Submarine" er et kapitel for sig. Ringo Starr havde tradition for at synge ét nummer på (næsten) hver Beatles-plade, og Paul McCartney skrev børnesangen til Revolver fra 1966. Nummeret blev faktisk udsendt på single og var et stort hit verden over - i ordets egentlige betydning en rigtig landeplage. Faktisk blev sangen i det engelske musikblad NME's læserafstemning både valgt til årets bedste - og årets værste.
Herhjemme kom der sågar en næsten syret dansktop-version - "En ubåd der er gul" - med 'de tre tenorer', Dario Campeotto, Bjørn Tidmand og Otto Brandenburg, og senere er sangen nærmest blevet Ringos signatur, som man bl.a. kan høre på den fine liveplade fra Montreux Jazz Festival med hans All Starr Band.

Forsøg på at skabe kult
Yellow Submarine-filmen udsendes i dag på video og DVD og er storstilet blevet lanceret verden over via særlige biografforevisninger. Man forsøger at skabe kult her. Men ikke alene havde
Beatles stort set ikke noget med filmen at gøre, de brød sig faktisk heller ikke meget om dem, da den var færdig.
Det har man dog forståeligt nok gjort sit til at skjule i relanceringen. The Beatles lagde ikke selv stemmer til deres figurer i filmen, og de optræder kun i en kort sekvens efter selve tegnefilmen, hvor de fortæller os, at vi bare skal synge alle sammen for at holde filmens skurke, de slemme blå Meanies, væk.
Yellow Submarine er nok den kedeligste film, jeg længe har set. Den er - undskyld mig - en gang frelst hippie-pjat, og det, der den gang i '68 virkede nyt og visuelt spændende, fremstår nu banalt og ensformigt i al sin nyrestaurerede, pseudo-popkunstagtige farveladepragt. Manuskriptet er ufattelig dårligt, replikkerne er åndssvage og stemmerne nærmest pinlige. "Måske skulle de ha' brugt lidt flere penge på stemmerne," griner Ringo Starr i et interview i forbindelse med relanceringen. "Det lyder som om de alle sammen er på Valium."
Det er muligt filmen med en masse såkaldt hype er blevet moderne, men den er altså ikke god. Den har en meget tynd og overordentlig søgt handling og er i virkeligheden blot enkeltstående meget ensformige tegnefilmsvideoer til en lang række Beatles-sange, som udover de fire nye primært var fra Rubber Soul ('65), Revolver ('66) og Sgt. Pepper ('67). I filmen var der i alt medtaget 15 Beatles-sange.
Og det er disse 15 sange, der nu er samlet og i dag udgives som et nyt Beatles-album.
Pladen er ikke et soundtrack men det pladeselskabet kalder et 'songtrack', for man har fjernet George Martins i øvrigt meget flotte og dramatiske instrumentalmusik, som dog stadig findes i filmen. Og ikke alene har man altså konstrueret en ny plade med gamle numre, man har remixet numrene.

Inde og pille
Man har altså for første gang nogen sinde været inde og pille ved Beatles og nyindstillet de forskellige spor i forhold til hinanden, ændret balancen i forhold til de gamle, kendte versioner. Det skal der nok være nogle purister, som vil kalde helligbrøde.
De tre levende medlemmer har dog til trøst for disse trods alt været konsulenter på pladen, og lyden er fantastisk. Det er flere steder som at genopdage The Beatles, så krystalklart og overraskende står sange som "Baby You're A Rich Man", "All You Need Is Love", "Lucy In The Sky With Diamonds" og "Nowhere Man".
Pladen har været omgærdet af megen hemmelighedskræmmeri, og der har derfor i et halvt år været gættet på, at der var alt fra flere nye, aldrig tidligere udgivne Beatles-sange med - til nyfundne versioner af kendte sange. Sandheden er altså, at samtlige numre er kendte men at de alle fremstår i ny, afstøvet klædedragt.
Hvis man er ung og aldrig har købt en Beatles-plade i sit liv, er Yellow Submarine et fint, psykedelisk sted at begynde. Hvis man har alle de gamle stående, så kan man selvfølgelig spørge sig selv, hvad man skal med den. Men mig har den fået til at blive nostalgisk og hive de gamle frem og nærlytte, så hvorfor ikke? Glem alt om filmen, lyt til sangene. De er faktisk ret gode. Det er egentlig mærkeligt The Beatles ikke er blevet mere berømte.

*The Beatles: Yellow Submarine. Cd: Apple/EMI. Video/DVD: Apple/MGM/
Metronome

*The Beatles: Yellow Submarine Songtrack.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her