Læsetid: 2 min.

Uklare mediemeldinger fra V

16. september 1999

Sammenblanding af nutid og fremtid i nyt medie-oplæg sår tvivl om Venstres politik

Venstres oplæg om fremtidens mediepolitik indeholder både fremtidsvisioner og konkrete bud på privatisering. Det er bare svært at gennemskue, hvad der er hvad, mener Danmarks Radios generaldirektør Christian Nissen.
Generaldirektøren reagerer på det udspil til fremtidens mediepolitik, som Venstres mediepolitiske ordfører, Jens Rohde, fremsatte i går. Venstre foreslår, at public service kanaler som DR skal holde sig fra underholdningen, og at TV 2 skal privatiseres.
På kort sigt skal der ikke ændres ved Danmarks Radios programmer, fastslår Jens Rohde. Men om 10-15 år, når teknikken tillader det, skal public servicekanalerne holde sig fra underholdningen.
"Oplægget forholder sig til, når vi engang kommer ind i digitaliseringen," siger Jens Rohde.
"Vi har bare prøvet at kigge i krystalkuglen, for at pege på, hvor vi vil være om 15 år, hvis teknikken er med," uddyber han.
Tanken om Danmarks Radio som et nichebetonet medie, der kun beskæftiger sig med public service, skal ifølge den mediepolitiske ordfører ses som en del af fremtidens 'tv-sø.' Han forestiller sig, at ny teknik vil betyde, at man i fremtiden vælger mellem programmer frem for kanaler.
"Når programmerne ligger i en 'sø', vil der ikke være den samme programloyalitet. Derfor vil der ikke være nogen grund til at DR udbyder amerikanske action-programmer," siger Jens Rohde.

Ingen tilfældighed
Christian Nissen er enig med Venstres mediepolitiske ordfører i, at der er behov for at diskutere fremtidsvisioner.
Men han mener ikke, at det er tilfældigt, at Venstre kommer med sit oplæg kort før forhandlingerne om det kommende medieforlig. Det skyldes blandt andet, at oplægget indeholder et foreslag om oprettelse af en licens-fond, som kan søges af alle og administeres af et politisk nævn.
"Venstres forslag om at flytte en milliard eller mere af licenspengene til en fond, som kan søges af alle, vil smadre public service-kanalerne," siger Christian Nissen.
Han forstår ikke forslaget, og mener at et nyt organ blot vil forplumre diskussionerne om, hvad der er public service.
Hvis man ønsker en yderligere præcisering af, hvad der er public service, kan det indføjes i de definitioner som allerede ligger i loven, mener Generaldirektøren.
Den nuværende præcisering beskriver, at public service-kanalerne skal beskæftige sig med nyheder, oplysningsprogrammer, kultur og underholdning, men Christian Nissen afviser ikke, at den kan gøres tydeligere.
"Men det behøver man ikke en fond for," tilføjer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her