Med en kronologisk rodet dobbelt-cd hyldes mennesket, sangeren og entertaineren Peter Belli
Ny cd
Undertegnede skal være den sidste i verden til at stille sig op og pege fordømmende fingre af Peter Bellis 'lost years' - ca. 1970-1987 - som folkelig entertainer med et repertoire bestående af country-tintet dansktoppop, som afsunget fra ladet af en blokvogn eller scenen i en idrætshal kastede glimmer over mangen en byfest eller foreningsgilde. Det er et skjult kredsløb, som ikke nyder mediernes bevågenhed, og måske stedet man finder den 'folkelighed', som er blevet et fyord i slipstrømmen på den stadigt pågående småborgerligørelse af det danske samfund.
Især fordi at der i Peter Bellis fremtoning og image ikke syntes at være nogen konflikt mellem manden og det han sang: 'Cowboy' Jack Clements "I've Got A Thing About Trains" blev til "Kære Gamle Tog" - lige så corny på dansk som på originalsproget - Bent Werthers tåkrummende "Peter Belli Og Søn", fordanskningen af Charles Aznavours "She" - "Hun", selvfølgelig - eller den skægge "Istedgade" er alle lige så fuldgyldige udtryk for personen og entertaineren Belli som ungdommens indædte beatmusik på vaklende engelsk såvel som den ældre Bellis rock-comeback i '91 med albummet Yeah. Mens den stadig hårrejsende "Ingen Regning" - med tekst af populisten Kurt Thyboe - er et eksempel på hvor galt det kan gå, når der overhovedet ingen afstand er mellem kunstneren og og hans kunst.
Den røde tråd
Men sådan ser det ikke ud gennem brillerne på dem, der har sammensat jubilæumsudgivelsen Helt Igennem Respektabel - Peter Belli 1959-1999, en dobbelt-cd, hvor den første disc består af studieindspilninger fra årene 1964-1999 (i kraft af et nyindspillet bonusspor), og den anden består består af liveoptagelser fra tre forskellige kilder fra årene 1965-1999. Dansktop-årene er her retoucheret bort, da de fire personer, der har sammensat Helt Igennem Respektabel, udelukkende interesserer sig for rock-sangeren Belli, og det er der kommet en interessant, men ikke rigtig vellykket opsamling ud af, idet hovedparten af materialet er hentet fra hhv. tresserne og halvfemserne. Det er en rød tråd, der primært eksisterer i hovedet på dem, der har sammensat udvalget, og resultatet giver intet fyldestgørende billede af jubilaren.
Her er det på plads at indskyde et par ord om, hvordan vi herhjemme forvalter den musikalske arv fra 50'erne og frem til 80'erne på: Som en elefant i en glasbutik. Så godt som alle genudgivelser - hvad enten det drejer sig om daværende PolyGrams relancering af klassikere fra f.eks. Burnin Red Ivanhoe, Alrune Rod og Young Flowers til pladeselskabets CMC's uendelige kompileringer af hits fra især firserne - er behæftet med afgørende fejl, i forhold til den kærlighed, omhyggelighed og diskografiske præcision, der lægges i lignende projekter fra England og USA.
Kronologiske fuck up
Det har bagmændene til Helt Igennem Respektabel tildels forsøgt at omgå, men alligevel har de ikke overholdt så enkelt et princip som det kronologiske. På cd 1 fyres de tidlige pigtrådssingler af hulter til hulter - hvorfor hulen ikke åbne albummet med "You Better Move On", når det nu var debutsinglen? Dernæst springes der let og elegant fra 1967 og frem til tre skæringer fra de tidlige firsere, her i blandt en horribel tolkning af Phil Collins' "In The Air", der primært fungerer som eksponent for Bellis svagheder som sanger. Og så kan vi via Hobo-Ekspressen nå frem til de halvfemsere, hvor Belli reetablerer sig som sanger, godt hjulpet af den jyske brigade, Poul Krebs, Steffen Brandt, Poul Martin Bonde m.fl. Jeg savner centrale Belli-statements som "I avisen", "Out In The Street", "Hvem dømmer hvem?", "Det du ka' li'", "Bli' væk fra vort kvarter" og "Holbæk" - samt eksempler på hans virke i halvfjerdserne. Det er dog en jubilæumsudgivelse.
Fortolker af Guds nåde
Der går helt ged i den på live-cd'en: Først et nyindspillet studiespor, så to spor fra i år med Radiounderholdningsorkesteret, dernæst tre optagelser fra den legendariske 1965-koncert med Les Rivals i KB Hallen og endelig syv optagelser fra livealbummet Rock'n'Roll Live fra 1993! Grunden til dette kompileringsrod får stå hen i det uvisse, men elegant er det fan'me ikke.
Men for den nytilkomne bydes der på midttressernes Mick Jagger-inspirerede Belli i topform på bl.a. den hidtil svært tilgængelig "Little By Little", den nu klassiske "Hvis jeg var arbejdsløs", som trods sin udenlandske oprindelse må betegnes som en dansk rockklassiker og højdepunktet "The Girl That Stood Beside Me" med Claus Bøhling på guitar. Fra tys-tys perioden er en indforstået tolkning af Elton Johns "Your Song" en positiv overraskelse, der (atter) beviser, at Belli er en fortolker af Guds nåde, når bare materialet er i orden.
Og så er det ellers halvfemserproduktionen, der rulles op. Hvorfor indspiller Belli egentlig ikke en hel cd med Poul Krebs-sange, han synger dem jo ti gange bedre end ophavsmanden? Flottest står nu fordanskningen af Scott Walkers "The Old Man's Back Again" fra det suveræne Talisman (1997), i forvejen det bedste af de tre halvfemseralbums. Blandt livematerialet er det primært de tre skæringer fra KB Hallen i '65, der får denne lytter op ad stolen.
Alt i alt et blakket projekt, der dog ikke formår at skjule hverken Bellis pondus eller format, og som ind til videre må betragtes som det bedste af sin slags, indtil nogen tager og kigger hele karrieren efter i sømmene.
