Læsetid: 2 min.

Unik jazz fra Wilson

28. september 1999

Cassandra Wilson igen i København med musik fra Robert Johnson til Miles Davis

Koncert
I de sidste år har jazzsangerinden Cassandra Wilson haft betydelig succes med sine meget velproducerede Blue Note-cd'er, og sidste år optrådte hun under Copenhagen Jazz Festival i en fyldt Cirkusbygning. Rigtignok på samme program som Cecilie Norby og Radioens Big Band, og man kunne jo have en lumsk mistanke om, at det var den danske sanglærke fuldt så meget som den amerikanske, der var ansvarlig for tilstrømningen.
Derfor var det heller ikke den store overraskelse, at fr. Wilson, da hun i søndags var alene om plakaten, kun skaffede en halvfuld Cirkusbygning. Undtagen måske for arrangøren, der ikke rigtig synes at have været klar over, hvem det drejede sig om. I hvert fald at dømme efter den rockmusik, der 'varmede op' over anlægget i bedste popkoncertstil, indtil musikerne kom på scenen, og igen kværnede løs, efter at de havde forladt den.
Men Cassandra Wilson er ikke nogen popstjerne. Oprindelig var hun tilknyttet det nærmest avantgardistiske musikerkollektiv, M-Base, fra Brooklyn, og de sidste års udvidelse af hendes appel er bl.a. opnået ved, at hun har trukket på berømte, afdøde country blues musikere fra hendes hjemstat, Mississippi, absolut noget for kendere.
Dertil er så kommet mere nutidige inspirationer som den ret eksklusive folk-sangerinde Joni Mitchell og jazztrompetisten Miles Davis, der var noget for alle og ingen. Davis lagde navn til hendes cd fra i foråret,Traveling Miles, og igen til den nuværende turné.

Mest bekræftelse
Koncerten i søndags hentede overvejende repertoire fra pladen og rummede derfor mere bekræftelse end overraskelse. Meget personlige udlægninger af Davis-musik var hendes versioner med egne sangtekster af "Seven Steps (to Heaven)", "Sky and Sea" (alias Blue In Green) og "Never Broken" (alias ESP).
Særligt hørværdige var også hendes helt egen sang, "When the Sun Goes Down", en underforstået tribut til Joni Mitchell, også ved at hun undtagelsesvis selv akkompagnerede på guitar, og Robert Johnsons "Hellhound On My Trail" (fra en tidligere Blue Note-plade), Mississippi-blues ført frem til nutiden.
Koncert-udgaverne var dog gennemgående mindre samlede, fordi de akkompagnerende musikere fik alt for lang snor, især bassisten Lonnie Plaxico og de to guitarister, alle tre fortræffelige musikere, der dog nærmest blev ført frem i roller som hovedpersoner. Det er jo fint, at Wilson ikke selv giver den som diva ved at tage al solistpladsen, men der måtte godt være lidt proportioner, f.eks. også sådan, at der blev mere plads til pianisten George Colligan, som var ny mand i gruppen.
Cassandra Wilson er fortsat jazzens bedste bud på en sangerinde, der kan løfte arven efter forgængere som Billie Holiday, Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan, og hun har med sin personlige og intelligente anvendelse af ældre og yngre inspirationer skabt sin egen uforvekslelige sangstil.
Men der er endnu et stykke vej til, at hun disponerer de lange, repetitive og harmonisk ret ubevægelige forløb med en stramhed, så musikken ikke i lange passager bliver for begivenhedsløs.

*Cassandra Wilson i Cirkusbygningen søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her